Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Den Europæiske Union – politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – ofres stilling i forbindelse med straffesager – rammeafgørelse 2001/220 – et særligt sårbart offer – begreb – mindreårigt barn, der påstår at have været udsat for handlinger af seksuel karakter – omfattet

(Rådets rammeafgørelse 2001/220, art. 2, stk. 2, og art. 8, stk. 4)

2. Den Europæiske Union – politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – ofres stilling i forbindelse med straffesager – rammeafgørelse 2001/220 – beskyttelse af særligt sårbare ofre – fremgangsmåde

(Art. 34 EU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets rammeafgørelse 2001/220, art. 2, 3 og 8)

Sammendrag

1. Selv om rammeafgørelse 2001/220/RIA om ofres stilling i forbindelse med straffesager ikke definerer begrebet offerets sårbarhed som omhandlet i artikel 2, stk. 2, og artikel 8, stk. 4, kan der ikke være tvivl om, at når et mindreårigt barn påstår at have været udsat for gentagne handlinger af seksuel karakter fra sin faders side, vil dette barn åbenbart kunne betragtes som særligt sårbart, henset til navnlig dets alder samt til arten, grovheden og følgerne af de overtrædelser, som barnet påstår at have været offer for, således at det opnår den særlige beskyttelse, som er påkrævet i henhold til de nævnte bestemmelser i rammeafgørelsen.

(jf. præmis 26)

2. Artikel 2 og 3 samt artikel 8, stk. 4, i Rådets rammeafgørelse 2001/220 om ofres stilling i forbindelse med straffesager skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for nationale bestemmelser, der for det første ikke forpligter anklagemyndigheden til ved den ret, ved hvilken sagen er indbragt, at anmode om tilladelse til at høre et særligt sårbart offer og i forbindelse med straffesagens forundersøgelsesfase at indkalde dette offer til at afgive vidneforklaring i overensstemmelse med fremgangsmåden ved anteciperet bevisførelse, og for det andet ikke tillader det nævnte offer at appellere anklagemyndighedens afslag på den pågældendes begæring om at blive hørt og på at afgive vidneforklaring i henhold til den nævnte fremgangsmåde.

Ingen af nævnte bestemmelser i rammeafgørelsen fastsætter nemlig konkrete fremgangsmåder for gennemførelsen af de mål, som opstilles heri. I mangel af en nærmere præcisering i disse bestemmelser og henset til artikel 34 EU bemærkes, at rammeafgørelsen giver medlemsstaterne et bredt skøn med hensyn til disse fremgangsmåder.

I denne henseende kan det forhold, at det i henhold til nationale bestemmelser tilkommer anklagemyndigheden at træffe beslutning om at forelægge den ret, ved hvilken sagen er indbragt, offerets begæring om at anvende den anteciperede bevisførelsesprocedure, anses for at bero på logikken i et system, hvor anklagemyndigheden udgør et judicielt organ, som varetager gennemførelsen af en straffesag. I lyset af kravet om, at de grundlæggende principper skal overholdes, skal medlemsstaterne imidlertid hver gang sikre sig, at anvendelsen af en sådan procedure ikke er af en sådan art, at straffesagen som helhed bliver uretfærdig.

Med henblik på at sikre, at offeret faktisk kan tage del i straffesagen i tilstrækkeligt omfang, må offerets ret til at blive hørt, ud over muligheden for objektivt at skildre begivenhedsforløbet, desuden omfatte retten til at give udtryk for sine synspunkter. Hverken bestemmelserne i rammeafgørelsen eller artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder giver imidlertid offeret for en forbrydelse en ret til at foranledige strafforfølgning af en tredjemand med henblik på dennes domfældelse.

(jf. præmis 27, 28, 33, 37, 38 og 42-44 samt domskonkl.)