Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – retsakter, der tilsigter at skabe retsvirkninger – begreb – betingelser

(Art. 263 TEUF)

2. Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – kommissionsbeslutning truffet i henhold til artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 659/1999, der pålægger en medlemsstat at afgive oplysninger i forbindelse med en statsstøttesag – omfattet

(Art. 263, stk. 1, TEUF og art. 288, stk. 4, TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 10, stk. 2 og 3)

3. Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – forberedende akter – ikke omfattet – kommissionsbeslutning truffet i henhold til artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 659/1999, der pålægger en medlemsstat at afgive oplysninger – en retsakt, der har selvstændige retsvirkninger – omfattet

(Art. 258 TEUF og 263 TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 10, stk. 3)

4. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – kommissionsbeslutning truffet i henhold til artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 659/1999, der pålægger en medlemsstat at afgive oplysninger om en offentlig virksomhed – denne virksomheds søgsmål – lovlig

(Art. 263 TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 10, stk. 3)

Sammendrag

1. I annullationssøgsmål, der er anlagt af medlemsstaterne eller af institutionerne, udgør enhver af institutionerne udstedt bestemmelse – uanset form – som tilsigter at have retligt bindende virkninger, en anfægtelig retsakt i artikel 263 TEUF’s forstand. En medlemsstat kan endvidere anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af en retsakt, der har retligt bindende virkninger, og behøver ikke at godtgøre at have søgsmålsinteresse.

En fysisk eller juridisk person kan kun anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af en retsakt, der er vedtaget af en af institutionerne, hvis retsaktens retligt bindende virkninger kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling. Når en ikke-privilegeret sagsøger anlægger et annullationssøgsmål til prøvelse af en retsakt, som han ikke er adressat for, overlapper denne betingelse om, at sagsøgerens interesser berøres, de betingelser, der er fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF.

(jf. præmis 36-38)

2. En beslutning fra Kommissionen, der er vedtaget i medfør af artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF og pålægger en medlemsstat at afgive oplysninger vedrørende en påstået ulovlig støtte, tilsigter at have retligt bindende virkninger og udgør derfor en anfægtelig retsakt i artikel 263 TEUF’s forstand. Et sådant påbud indgår således som led i den anden fase af den ved forordningens artikel 10 indførte procedure, der har til formål at gøre det muligt for Kommissionen fra den berørte medlemsstat at opnå de oplysninger vedrørende en sådan støtte, hvilken fase kommer til udtryk i Kommissionens vedtagelse af en afgørelse i artikel 288 TEUF’s forstand. Ved at foreskrive, at et påbud om at meddele oplysninger skal tage form af en afgørelse, har EU-lovgiver haft til hensigt at tillægge en sådan retsakt en bindende karakter.

(jf. præmis 41 og 43-45)

3. Mellemkommende foranstaltninger, der har til formål at forberede den endelige beslutning, udgør i princippet ikke retsakter, som kan være genstand for et annullationssøgsmål. Et annullationssøgsmål vedrørende retsakter, der er udtryk for Kommissionens foreløbige opfattelse, kunne tvinge Unionens retsinstanser til at foretage en vurdering af spørgsmål, som den berørte institution endnu ikke har haft lejlighed til at udtale sig om, hvilket ville foregribe behandlingen af realitetsspørgsmålene og medføre en sammenblanding af forskellige faser af den administrative og den judicielle sagsbehandling. At antage et sådant søgsmål til realitetsbehandling ville således være uforeneligt med kompetencefordelingen mellem Kommissionen og Unionens retsinstanser, med de i traktaten fastlagte retsmidler, samt med retsplejehensyn og hensynet til den rette gennemførelse af Kommissionens administrative procedure.

En mellemkommende retsakt kan heller ikke gøres til genstand for søgsmål, hvis det er fastslået, at den ulovlighed, som retsakten er behæftet med, kan påberåbes til støtte for et søgsmål, der er rettet mod den endelige beslutning, som den forbereder. Under sådanne omstændigheder vil et søgsmål til prøvelse af den beslutning, der bringer proceduren til ophør, sikre en tilstrækkelig domstolsbeskyttelse. Hvis denne betingelse ikke er opfyldt, har den mellemkommende retsakt selvstændige retsvirkninger og skal som følge heraf kunne være genstand for et annullationssøgsmål.

Dette er tilfældet ved et påbud, som af Kommissionen er rettet til en medlemsstat om at afgive oplysninger vedrørende indtægter og udgifter for en offentlig virksomhed i forbindelse med en procedure, hvori det fastslås, at der foreligger statsstøtte, i henhold til artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF. Et søgsmål, der er anlagt til prøvelse af den endelige beslutning vedrørende en sådan statsstøtte, kan ikke sikre en tilstrækkelig domstolsbeskyttelse for sagsøgerne, henset til, at den ulovlighed, som den mellemkommende retsakt er behæftet med, dvs. den uforholdsmæssige karakter af påbuddet, idet den tilsigter irrelevante oplysninger, ikke kan påvirke lovligheden af Kommissionens endelige beslutning, eftersom denne beslutning ikke bygger på oplysninger, der er indhentet til besvarelse af nævnte påbud, og til, at den berørte medlemsstats afvisning af at efterkomme et sådant påbud udgør en tilsidesættelse af en forpligtelse, som påhviler medlemsstaten i medfør af traktaterne i artikel 258 TEUF’s forstand, i henhold til hvilken en manglende efterkommelse af et sådant påbud ikke kan begrundes på grundlag af dets påståede ulovlighed. Det er følgelig inden for rammerne af en særskilt procedure, nemlig proceduren ved et annullationssøgsmål som omhandlet i artikel 263 TEUF, at enhver anfægtelse af lovligheden af et sådant påbud skal gøres gældende.

(jf. præmis 50-60)

4. Det følger af artikel 263, stk. 4, TEUF, at en fysisk eller juridisk person kun kan anlægge sag til prøvelse af en beslutning, som er rettet til en anden person, såfremt beslutningen berører ham umiddelbart og individuelt. I denne forbindelse berører et påbud, som af Kommissionen er rettet til en medlemsstat, om at afgive oplysninger vedrørende indtægter og udgifter for en offentlig virksomhed i forbindelse med en procedure, hvori det fastslås, at der foreligger statsstøtte, i henhold til artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF, umiddelbart denne virksomhed, for så vidt som denne virksomhed i egenskab af adressat for den foranstaltning, som vedrører de af dette påbud omhandlede oplysninger, for det første vil være tvunget til at efterkomme påbuddet om at meddele oplysninger, for det andet fremgår det endelige og udtømmende indhold af de krævede oplysninger af selve den anfægtede retsakt, uden at der overlades nogen skønsbeføjelser til den pågældende medlemsstat. En sådan virksomhed er endvidere individuelt berørt af et sådant påbud, eftersom de deri omhandlede oplysninger udelukkende vedrører denne virksomhed i forbindelse med undersøgelsen af en påstået statsstøtte, som virksomheden har modtaget.

(jf. præmis 65, 68-70 og 74)