Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde – flytning af et indenlandsk selskabs faktiske hovedsæde til en anden medlemsstat

(Art. 49 TEUF og 54 TEUF)

2. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – restriktioner – skattelovgivning – flytning af et indenlandsk selskabs faktiske hovedsæde til en anden medlemsstat

(Art. 49 TEUF)

3. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – restriktioner – skattelovgivning – flytning af et indenlandsk selskabs faktiske hovedsæde til en anden medlemsstat

(Art. 49 TEUF)

Sammendrag

1. Et selskab, der er stiftet i henhold til en medlemsstats lovgivning, som flytter sit faktiske hovedsæde til en anden medlemsstat, uden at denne flytning berører dets egenskab af selskab i førstnævnte medlemsstat, kan påberåbe sig artikel 49 TEUF med henblik på at anfægte lovligheden af en beskatning, der er pålagt selskabet af førstnævnte medlemsstat i forbindelse med nævnte flytning af hovedsæde.

En medlemsstat kan ganske vist definere såvel den tilknytning, som kræves af et selskab, for at det kan anses for at være stiftet i henhold til national ret og dermed er omfattet af etableringsretten, som den tilknytning, der kræves for efterfølgende at opretholde denne egenskab. En medlemsstat har således adgang til at pålægge et selskab, som er stiftet efter dennes retsorden, restriktioner for en flytning af dettes faktiske hovedsæde til et sted uden for medlemsstatens område, med henblik på at selskabet kan opretholde den juridiske personlighed, som det har efter medlemsstatens ret. Denne beføjelse betyder dog på ingen måde, at traktatens regler om etableringsfrihed ikke finder anvendelse på den nationale lovgivning om stiftelse og opløsning af selskaber.

(jf. præmis 27, 30 og 33 samt domskonkl. 1)

2. Selv om traktatens bestemmelser om etableringsfriheden ifølge deres ordlyd skal sikre national behandling i værtsmedlemsstaten, indebærer de samtidig et forbud mod, at oprindelsesmedlemsstaten lægger hindringer i vejen for, at en af dens statsborgere etablerer sig i en anden medlemsstat, eller at et selskab, som er stiftet i overensstemmelse med dens lovgivning, gør det.

En national lovgivning, hvorefter et indenlandsk selskabs flytning af sit faktiske hovedsæde til en anden medlemsstat medfører en umiddelbar beskatning af de latente kapitalgevinster af de flyttede aktiver, mens sådanne kapitalgevinster ikke beskattes, når et sådant selskab flytter sit hjemsted inden for den omhandlede medlemsstats område, og først beskattes, når – og i det omfang – de faktisk bliver realiseret, indebærer en forskelsbehandling for så vidt angår beskatning af kapitalgevinster og er egnet til at afholde et indenlandsk selskab fra at flytte sit hjemsted til en anden medlemsstat. Denne forskelsbehandling udgør en restriktion, der i princippet er forbudt i medfør af traktatens bestemmelser om etableringsfrihed.

Et selskabs flytning af sit faktiske hovedsæde fra en medlemsstat til en anden betyder imidlertid ikke, at oprindelsesmedlemsstaten skal give afkald på sin ret til at beskatte en kapitalgevinst, der er opstået inden for rammerne af dens beskatningskompetence før nævnte flytning. En sådan lovgivning har nemlig til formål at hindre situationer, som kan gøre indgreb i oprindelsesmedlemsstatens ret til at udøve sin beskatningskompetence med hensyn til virksomhed, der udøves på dens område. Den kan således begrundes i hensynet til at opretholde fordelingen af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne og er egnet til at sikre denne fordeling af beskatningskompetencen mellem de omhandlede medlemsstater.

(jf. præmis 35, 37, 41, 46 og 48)

3. Artikel 49 TEUF skal fortolkes således:

– Den er ikke til hinder for en medlemsstats skattelovgivning, hvorefter skattebeløbet for latente kapitalgevinster af aktiverne i et selskab fastsættes endeligt – uden at hverken kurstab eller kapitalgevinster, der kan realiseres senere, tages i betragtning – på det tidspunkt, hvor selskabet på grund af flytningen af sit faktiske hovedsæde til en anden medlemsstat ophører med at oppebære skattepligtig indkomst i førstnævnte medlemsstat. Det er herved uden betydning, at de beskattede latente kapitalgevinster hænger sammen med en valutagevinst, der som følge af de skatteregler, der gælder i værtsmedlemsstaten, ikke kommer til udtryk dér.

– Den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter skat på latente kapitalgevinster af aktiverne i et selskab, som flytter sit faktiske hovedsæde til en anden medlemsstat, øjeblikkeligt opkræves på samme tidspunkt som nævnte flytning.

En national lovgivning, som giver et selskab, der flytter sit faktiske hovedsæde til en anden medlemsstat, mulighed for at vælge mellem på den ene side den øjeblikkelige betaling af skattebeløbet – hvilket skaber en likviditetsmæssig ulempe for selskabet, men som fritager det for senere administrative byrder – og på den anden side en udskudt betaling af nævnte skattebeløb, i givet fald med tillæg af renter i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse – hvilket nødvendigvis indebærer en administrativ byrde for det omhandlede selskab i forbindelse med opfølgningen på de udflyttede aktiver – udgør nemlig en foranstaltning, som både er egnet til at sikre den afbalancerede fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne, og som er mindre indgribende i etableringsfriheden end den umiddelbare opkrævning af nævnte skat.

(jf. præmis 64, 73 og 86 samt domskonkl. 2)