Forenede sager C-357/10 – C-359/10

Duomo Gpa Srl m.fl.

mod

Comune di Baranzate

og

Comune di Venegono Inferiore

(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale amministrativo regionale per la Lombardia)

»Artikel 3 EF, 10 EF, 43 EF, 49 EF og 81 EF — etableringsfrihed — fri udveksling af tjenesteydelser — direktiv 2006/123/EF — artikel 15 og 16 — koncession på tjenesteydelser vedrørende fastsættelse, fastlæggelse og inddrivelse af de lokale administrationers skatter eller andre indtægter — national lovgivning — mindste selskabskapital — forpligtelse«

Sammendrag af dom

1. Fri bevægelighed for personer — etableringsfrihed — fri udveksling af tjenesteydelser — traktatens bestemmelser — respektive anvendelsesområder — kriterier

   (Art. 43 EF og 49 EF)

2. Fri bevægelighed for personer — etableringsfrihed — fri udveksling af tjenesteydelser — restriktioner — national lovgivning, der fastsætter visse krav over for de erhvervsdrivende, som ønsker at udføre virksomhed med fastsættelse, fastlæggelse og inddrivelse af de lokale administrationers afgifter — ikke tilladt — begrundet i almene hensyn — foreligger ikke

   (Art. 43 EF og 49 EF)

1.  For så vidt angår afgrænsningen af anvendelsesområdet for principperne om henholdsvis den frie udveksling af tjenesteydelser og etableringsfriheden er det vigtigt at fastlægge, om den erhvervsdrivende er etableret i den medlemsstat, hvor han udbyder den pågældende tjenesteydelse, eller ej. I denne forbindelse bemærkes, at begrebet etablering indebærer, at den erhvervsdrivende på stabil og vedvarende måde udbyder sine tjenesteydelser fra et driftssted i bestemmelsesmedlemsstaten. Derimod er tjenesteydelser i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 49 EF, alle ydelser, der ikke udbydes på stabil og vedvarende måde fra et forretningssted i bestemmelsesmedlemsstaten.

   Der findes ikke nogen bestemmelse i traktaten, der gør det muligt teoretisk at fastslå en bestemt varighed eller hyppighed, hvorefter udførelsen af en ydelse eller af en bestemt slags ydelse ikke længere kan betragtes som en tjenesteydelse, hvorved begrebet tjenesteydelse i traktatens forstand kan dække over tjenesteydelser af meget forskellig art, herunder tjenesteydelser, der udføres over et længere tidsrum, endog flere år.

   En national lovgivning, der fastsætter visse krav over for de erhvervsdrivende, som ønsker at udføre virksomhed med fastsættelse, fastlæggelse og inddrivelse af de lokale administrationers afgifter, kan derfor i princippet være omfattet af anvendelsesområdet for såvel artikel 43 EF som 49 EF. Det ville forholde sig anderledes, hvis inddrivelsen af de lokale afgifter i praksis udelukkende kunne gennemføres gennem et driftssted på bestemmelsesmedlemsstatens nationale område. Om fornødent tilkommer det den forelæggende ret at undersøge, om dette er tilfældet.

   (jf. præmis 30-33)

2.  Artikel 43 EF og 49 EF skal fortolkes således, at de er til hinder for en bestemmelse, der fastsætter:

   —

   en forpligtelse for erhvervsdrivende – med undtagelse for selskaber, hvori det offentlige er hoveddeltager – til i påkommende tilfælde at tilpasse det mindste kapitalbeløb, fuldt indbetalt, til 10 mio. EUR for at opnå tilladelse til at udøve virksomhed med fastsættelse, fastlæggelse og inddrivelse af afgifter og andre offentlige lokale indtægter

   —	at tildeling af kontrakter vedrørende sådanne tjenesteydelser til erhvervsdrivende, som ikke opfylder dette krav om mindste selskabskapital, er ugyldig

   —

   et forbud mod tildeling af nye kontrakter og mod at deltage i åbne udbud vedrørende disse tjenesteydelser, indtil den ovennævnte tilpasning af selskabskapitalen er gennemført. En sådan forpligtelse udgør nemlig en restriktion for såvel etableringsfriheden som den frie udveksling af tjenesteydelser, idet den for det første indeholder et krav om en mindste selskabskapital, og for det andet pålægger de private erhvervsdrivende, som ønsker at udøve den omhandlede virksomhed, at lade sig registrere som en juridisk enhed. En sådan bestemmelse gør dermed etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser vanskeligere eller mindre attraktiv. I øvrigt indeholder denne bestemmelse restriktioner for frihedsrettighederne i artikel 43 EF og 49 EF, der er uforholdsmæssige og dermed ubegrundede, for så vidt som den går langt videre end formålet om at beskytte den offentlige administration mod koncessionshavernes manglende opfyldelse. (jf. præmis 38, 43, 45 og 46 samt domskonkl.)