Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62010CJ0281

    Sammendrag af dom

    Nøgleord
    Sammendrag

    Nøgleord

    1. EF-design – ugyldighedsgrunde – design, som strider mod et tidligere design – design, der ikke giver den informerede bruger et anderledes helhedsindtryk end det, det tidligere design giver – informeret bruger – begreb

    [Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6, stk. 1, art. 10, stk. 1, og art. 25, stk. 1, litra d)]

    2. EF-design – klagesag – sag ved Fællesskabets retsinstanser – Rettens kompetence – åbenbart urigtigt skøn – Harmoniseringskontorets skønsmargin

    (Rådets forordning nr. 6/2002, art. 61)

    Sammendrag

    1. Begrebet den informerede bruger skal forstås som et begreb, som ligger mellem den gennemsnitlige forbruger, der finder anvendelse på varemærkeområdet, hvor der ikke kræves nogen særlig viden, og hvor der som regel ikke foretages en direkte sammenligning af de omhandlede varemærker, og en fagmand, som er en ekspert med detaljeret sagkundskab. Begrebet den informerede bruger kan således opfattes som en bruger, der ikke er gennemsnitligt opmærksom, men som er særligt opmærksom, hvad enten det er på grund af personlige erfaringer eller omfattende kendskab til den omhandlede sektor.

    Den informerede bruger er af en sådan art, at denne, hvor det er muligt, vil foretage en direkte sammenligning mellem de omhandlede design. Det kan dog ikke udelukkes, at en sådan sammenligning er umulig eller usædvanlig inden for den omhandlede sektor, navnlig på grund af særlige omstændigheder eller på grund af kendetegn ved de genstande, som de omhandlede design repræsenterer. Uden en direkte angivelse heraf i forordning nr. 6/2002 om EF-design kan det ikke antages, at EU-lovgiver har haft til hensigt at begrænse vurderingen af eventuelle design til en direkte sammenligning af disse.

    For så vidt angår den informerede brugers opmærksomhedsniveau, selv om denne ikke er en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger, der sædvanligvis opfatter et design som en helhed og ikke foretager en undersøgelse af dets forskellige detaljer, er denne heller ikke ekspert eller fagmand, som i detaljer kan få øje på de mindste forskelle, der måtte være mellem de omhandlede design. Benævnelsen »informerede« angiver således, at brugeren, uden at være designer eller teknisk ekspert, er bekendt med forskellige design i den omhandlede sektor, er i besiddelse af et vist kendskab til de bestanddele, som disse design normalt består af, og udviser en vis grad af opmærksomhed, når han anvender produkterne, som følge af hans interesse for de omhandlede produkter.

    (jf. præmis 53, 55, 57 og 59)

    2. Inden for rammerne af et annullationssøgsmål til prøvelse af en afgørelse fra Kontoret for Harmonisering i det Indre marked (Varemærker og Design) har Retten kompetence til at udøve en fuldstændig legalitetskontrol i forhold til Harmoniseringskontorets bedømmelse af beviser fremlagt af den, der har fremsat begæringen.

    For så vidt angår omfanget af Rettens prøvelsesret kan denne overlade Harmoniseringskontoret et vist skøn, særligt når dette skal foretage meget tekniske vurderinger, og kan for så vidt angår omfanget af dens prøvelse af appelkammerets afgørelser i sager om industrielt design nøjes med at foretage en prøvelse af åbenbart urigtige skøn.

    (jf. præmis 66 og 67)

    Top