Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. EU-ret – direkte virkning – nationale afgifter, der er uforenelige med EU-retten – tilbagebetaling – betingelser – anvendelse af national ret – nationale forældelsesfrister

2. EU-ret – direkte virkning – nationale afgifter, der er uforenelige med EU-retten – tilbagebetaling – betingelser – anvendelse af national ret – længere national forældelsesfrist for fordringer mod privatpersoner, der er indtrådt som mellemmænd, end den frist, der gælder for fordringer mod staten – lovlig – betingelse

3. Præjudicielle spørgsmål – fortolkning – tidsmæssige virkninger af fortolkningsdomme – tilbagevirkende gyldighed – dom, hvorved det fastslås, at en national lovgivnings tilbagevirkende kraft er uforenelig med EU-retten

(Art. 267 TEUF)

Sammendrag

1. EU-retten er ikke til hinder for anvendelsen af en forældelsesfrist på fem år, der i den nationale retsorden gælder for fordringer mod staten, på sager om tilbagesøgning af afgifter, der i strid med EU-retten er betalt til en medlemsstat i henhold til et »blandet system af støtte og afgifter«.

Eftersom der ikke er sket en harmonisering af bestemmelserne om tilbagebetaling af afgifter, der er opkrævet i strid med EU-retten, bevarer medlemsstaterne retten til at anvende de processuelle bestemmelser, der er fastsat i deres nationale retsorden, bl.a. om forældelsesfrister, med forbehold for iagttagelsen af ækvivalens- og effektivitetsprincipperne.

Ækvivalensprincippet er ikke tilsidesat, for så vidt som en forældelsesfrist på fem år finder anvendelse på alle fordringer mod den pågældende medlemsstat, og anvendelsen heraf ikke afhænger af, om disse fordringer udspringer af en tilsidesættelse af national ret eller EU-retten, hvilket det tilkommer den nationale ret at undersøge. For så vidt angår effektivitetsprincippet er det foreneligt med EU-retten, at der af retssikkerhedshensyn fastsættes rimelige, præklusive søgsmålsfrister til beskyttelse af både den berørte afgiftspligtige person og den pågældende myndighed. Sådanne frister kan nemlig ikke antages at gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten, selv om udløbet af disse frister i sagens natur medfører en hel eller delvis afvisning af sagen.

(jf. præmis 34-36 og 38 samt domskonkl. 1)

2. EU-retten er ikke til hinder for nationale bestemmelser, som giver en privatperson en længere frist til at tilbagesøge afgifter hos en anden privatperson, der er indtrådt som mellemmand, hvortil han har betalt afgifterne i urigtig formening om skyld, og som har modtaget disse afgifter på statens vegne, hvorimod søgsmålet ville have været forældet efter en kortere frist, såfremt den førstnævnte privatperson havde erlagt disse afgifter direkte til staten, hvilket er en undtagelse til den sædvanlige ordning for tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld, når de privatpersoner, der agerer som mellemmænd, råder over en rimelig frist til faktisk at kunne gøre et regreskrav gældende over for staten på de beløb, der eventuelt er betalt til andre privatpersoner.

(jf. præmis 45 og domskonkl. 2)

3. Domstolens konklusion i en dom afsagt efter en præjudiciel forelæggelse, hvorefter den pågældende nationale lovgivnings tilbagevirkende kraft er uforenelig med EU-retten, har ikke betydning for begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen i henhold til national ret for fordringer mod staten.

Dels skal spørgsmålet om fastlæggelsen af begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen i princippet afgøres efter national ret. Dels har en præjudiciel afgørelse ikke retsstiftende, men alene konstaterende karakter, med den konsekvens, at en fortolkende dom i princippet får retsvirkninger fra ikrafttrædelsen af den fortolkede regel. Følgelig afskærer EU-retten ikke en national myndighed fra at påberåbe sig udløbet af en rimelig søgsmålsfrist, medmindre nationale myndigheders adfærd i forbindelse med eksistensen af en forældelsesfrist fuldstændigt fratager en person muligheden for at gøre sine rettigheder gældende for de nationale domstole.

(jf. præmis 47, 48, 51 og 53 samt domskonkl. 3)