Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – ensartede principper for generelle tilladelser og individuelle tilladelser – direktiv 97/13 – gebyrer og afgifter for virksomheder med individuelle tilladelser – optimal brug af knappe ressourcer – afgift for brug af radiofrekvenser, som virksomheder med individuelle tilladelser pålægges

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/13, art. 11, stk. 2)

Sammendrag

Kravene i artikel 11, stk. 2, i direktiv 97/13 om ensartede principper for generelle tilladelser og individuelle tilladelser for teletjenester, hvorefter en afgift, der pålægges udbydere af teletjenester for anvendelsen af knappe ressourcer, skal forfølge det formål at sikre den optimale udnyttelse af sådanne knappe ressourcer og tage hensyn til behovet for at støtte udviklingen af nyskabende tjenester og konkurrencen, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der opkræves en afgift af udbydere af teletjenester, der er indehavere af individuelle tilladelser til brug af radiofrekvenser, uden at der foreskrives en bestemt anvendelse af de indtægter, der modtages i forbindelse med denne afgift, og hvorefter gebyret forhøjes betydeligt for en bestemt teknologi, uden at det ændres for en anden.

Det følger i den forbindelse på ingen måde af direktiv 97/13, at nævnte krav medfører, at en sådan afgift er bundet til et særligt formål, eller at den pågældende medlemsstat efterfølgende skal anvende indtægten fra afgiften til særlige formål. Det følger heraf, at det står medlemsstaten frit at anvende denne indtægt.

Kravene kan desuden ikke være til hinder for, at medlemsstaterne ved beregningen af denne afgift sondrer – selv væsentligt – mellem på den ene side den anvendte digitale og analoge teknologi og på den anden side inden for samme teknologi de forskellige formål, den anvendes til, forudsat at de forskellige erhvervsdrivende er sikret lige muligheder.

Disse krav kan i princippet heller ikke være til hinder for, at medlemsstaterne forhøjer – endda ganske betydeligt – den afgift, der skal betales for en given teknologi, afhængig af såvel den teknologiske som den økonomiske udvikling, som finder sted på markedet for teletjenester, uden at ændre den for en anden teknologi, forudsat at de forskellige beløb, der opkræves, afspejler de forskellige økonomiske værdier for den respektive anvendelse af de pågældende knappe ressourcer.

Endelig medfører den omstændighed, at en forhøjelse af afgiften er væsentlig, ikke i sig selv uforenelighed med det formål, som en afgift for brug af knappe ressourcer i henhold til artikel 11, stk. 2, i direktiv 97/13 skal forfølge, forudsat at de krav, der følger af dette formål, bliver overholdt, nemlig at denne afgift hverken er for høj eller for lav.

(jf. præmis 32, 34-36 og 40 samt domskonkl.)