EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62010CJ0051

Sammendrag af dom

Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – fortolkning i lyset af den bagvedliggende almene interesse – artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 – formål – friholdelsesbehov

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra c)]

2. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – overlapning af anvendelsesområderne for registreringshindringerne i artikel 7, stk. 1, litra b), og artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra b) og c)]

3. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – varemærker, der udelukkende består af tegn eller angivelser, der kan betegne en vares eller en tjenesteydelses egenskaber – begreb – tegn, der udelukkende består af tal

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra c)]

4. EF-varemærker – EF-varemærkets retsvirkninger – begrænsninger – artikel 12, litra b), i forordning nr. 40/94 – genstand

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra c), og art. 12, litra b)]

5. EF-varemærker – Harmoniseringskontorets afgørelser – ligebehandlingsprincippet – princippet om god forvaltningsskik – Harmoniseringskontorets tidligere beslutningspraksis

Sammendrag

1. Hver af de registreringshindringer, der er opregnet i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, skal fortolkes i lyset af den almene interesse, der ligger bag hver af dem. Den almene interesse, der ligger bag nævnte forordnings artikel 7, stk. 1, litra c), består i at sikre, at de tegn, der er beskrivende for en eller flere af de varers eller tjenesteydelsers egenskaber, som er omfattet af varemærkeansøgningen, frit kan benyttes af samtlige erhvervsdrivende, der udbyder sådanne varer eller tjenesteydelser.

For at sikre den fuldstændige gennemførelse af formålet om fri afbenyttelse kan Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) afslå registrering med hjemmel i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, uden at det kræves, at det omhandlede tegn på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering faktisk anvendes med et beskrivende formål. Det er tilstrækkeligt, at tegnet kan anvendes til sådanne formål. På samme måde afhænger anvendelsen af denne registreringshindring ikke af, at der er et konkret, aktuelt eller tungtvejende behov for at holde et tegn til rådighed, og det er således irrelevant at kende antallet af konkurrenter, der har eller vil få en interesse i at bruge det omhandlede tegn. Det er desuden uden betydning, at der eksisterer andre tegn, som er mere almindeligt benyttet end det omhandlede, til at betegne de samme egenskaber ved de varer eller tjenesteydelser, som er nævnt i registreringsansøgningen. Det fremgår af det ovenstående, at en anvendelse af nævnte forordnings artikel 7, stk. 1, litra c), ikke kræver, at det omhandlede tegn opfylder de almindelige beskrivelsesmåder.

(jf. præmis 36-40)

2. De beskrivende tegn, der er henvist til i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, er ligeledes uden særpræg som omhandlet i forordningens artikel 7, stk. 1, litra b). Omvendt kan et tegn mangle fornødent særpræg i henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), af andre grunde end dets eventuelle beskrivende karakter. Der foreligger således en vis overlapning mellem de respektive anvendelsesområder for artikel 7, stk. 1, litra b), og artikel 7, stk. 1, litra c), eftersom den første af disse bestemmelser adskiller sig fra den anden, i det omfang den omfatter samtlige omstændigheder, hvorved et tegn ikke er egnet til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders.

Under disse omstændigheder er det vigtigt – med henblik på en korrekt anvendelse af artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 40/94 – at sikre, at anvendelsen af registreringshindringen i artikel 7, stk. 1, litra c), forbliver behørigt begrænset til de tilfælde, der specifikt henvises til i registreringshindringen.

(jf. præmis 46-48)

3. De tilfælde, der faktisk er omfattet af registreringshindringen, som er nævnt i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, er dem, hvor tegnet, hvorom der er ansøgt om varemærkeregistrering, kan betegne en »egenskab« for de varer eller tjenesteydelser, der er indgivet varemærkeansøgning om. Ved i artikel 7, stk. 1, litra c), i nævnte forordning at anvende begreberne »art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for leveringen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved disse« har lovgiver for det første anført, at arten, beskaffenheden, mængden, anvendelsen, værdien, den geografiske oprindelse og tidspunktet for fremstilling og levering alle skal betragtes som varernes eller tjenesteydelsernes egenskaber, og for det andet påpeget, at denne liste ikke er udtømmende, idet der ligeledes kan tages hensyn til enhver anden af varernes eller tjenesteydelsernes egenskaber.

Lovgivers valg af begrebet »egenskab« understreger den omstændighed, at de tegn, der er henvist til i nævnte bestemmelse, kun er sådanne, der kan anvendes til at betegne en egenskab ved de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der ansøges om registrering, som er let genkendelig for den relevante kundekreds. Således kan et tegn kun afvises fra registrering på baggrund af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, såfremt det med rimelighed kan antages, at det rent faktisk vil blive opfattet af den relevante kundekreds som en beskrivelse af en af disse egenskaber.

Disse oplysninger er særlig relevante for så vidt angår tegn, der udelukkende består af tal. Da sådanne tegn nemlig almindeligvis ligestilles med numrene, kan de bl.a. inden for handelen anvendes til at betegne en mængde. For at et tegn, der udelukkende består af tal, kan afvises fra registrering på baggrund af artikel 7, stk. 1, litra c), idet det betegner en mængde, skal det imidlertid med rimelighed kunne antages, at den mængde, som tallene angiver, i den relevante kundekreds’ øjne betegner de varer eller tjenesteydelser, hvorom registreringen er ansøgt.

(jf. præmis 48-52)

4. Bestemmelsen i artikel 12, litra b), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker påvirker ikke på afgørende vis fortolkningen af indholdet af samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra c). Forordningens artikel 12 vedrører nemlig begrænsningerne i EF-varemærkets retsvirkninger, mens samme forordnings artikel 7 omhandler registreringshindringerne i forhold til at registrere tegn som varemærker.

Den omstændighed, at nævnte artikel 12, litra b), sikrer, at angivelser vedrørende varers og tjenesteydelsers egenskaber frit kan benyttes af alle erhvervsdrivende, begrænser ingenlunde rækkevidden af artikel 7, stk. 1, litra c). Bestemmelsen tydeliggør tværtimod interessen i rent faktisk at anvende registreringshindringen, der desuden er absolut, i artikel 7, stk. 1, litra c), på alle tegn, der kan betegne en af de varer eller tjenesteydelsers egenskaber, som varemærkeansøgningen omfatter.

(jf. præmis 59-61)

5. Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) har en pligt til at udøve sine beføjelser i overensstemmelse med EU-rettens generelle principper, såsom ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik.

Med hensyn til disse to principper skal Harmoniseringskontoret i forbindelse med behandlingen af en EF-varemærkeansøgning tage hensyn til allerede trufne afgørelser vedrørende lignende ansøgninger og særligt overveje, hvorvidt der i den foreliggende situation skal træffes samme afgørelse.

(jf. præmis 73 og 74)

Top