Sagerne T-56/09 og T-73/09

Saint-Gobain Glass France SA m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence — karteller — det europæiske marked for autoglas — beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF — aftaler om markedsopdeling og udveksling af forretningsmæssigt følsomme oplysninger — forordning (EF) nr. 1/2003 — ulovlighedsindsigelse — bøder — anvendelse med tilbagevirkende kraft af retningslinjerne for beregning af bøder fra 2006 — omsætningsværdi — gentagelse — ekstrabeløb — tilregnelse af den ulovlige adfærd — bødens loft — koncernens samlede omsætning«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 27. marts 2014

1. EU-retten – principper – grundlæggende rettigheder – overholdelse sikret af EU’s retsinstanser – enhver persons ret til en retfærdig rettergang – fastslået i den europæiske menneskerettighedskonvention – fastslået i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – administrativ procedure og domstolsprocedure på konkurrenceområdet – anvendelse heraf – rækkevidde

   (Art. 81 EF, 82 EF og 230 EF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 5)

2. EU-retten – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – fastslået i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – domstolsprøvelse af afgørelser vedtaget af Kommissionen på konkurrenceområdet – legalitetskontrol og fuld prøvelsesret af både de retlige og faktiske omstændigheder – krænkelse heraf – foreligger ikke

   (Art. 81 EF, 82 EF og 230 EF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

3. EU-retten – principper – grundlæggende rettigheder – uskyldsformodning – konkurrencesag – anvendelse heraf – rækkevidde – gennemførelsen af ikke-endelige sanktioner – lovlig

   (Art. 81, stk. 1, EF; art. 6, stk. 2, EU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 48, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2; Kommissionens forordning nr. 773/2004)

4. Konkurrence – administrativ procedure – klagepunktsmeddelelser – nødvendigt indhold – overholdelse af retten til forsvar – angivelse af kriterierne for beregning af den påtænkte bøde – forhåndsangivelse – ingen forpligtelse til at angive en eventuel ændring af politik vedrørende bødestørrelsen

   (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27)

5. Konkurrence – bøder – beslutning om pålæggelse af bøder – begrundelsespligt – rækkevidde – angivelse af oplysninger om de hensyn, Kommissionen har taget i betragtning, og som har givet den grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og varighed – tilstrækkelig angivelse – Kommissionens pligt til at angive taloplysninger vedrørende bødeberegningen – foreligger ikke

   (Art. 81 EF, 82 EF og 253 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

6. Konkurrence – EU-reglerne – overtrædelser – ansvar – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at moderselskabet har udøvet en afgørende indflydelse på sine helejede datterselskaber – afkræftelig karakter – oplysninger, der kan afkræfte denne formodning – datterselskab, der ejes af et holdingselskab – omstændighed, der ikke er tilstrækkelig til at afkræfte denne formodning

   (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

7. Konkurrence – EU-reglerne – overtrædelser – ansvar – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at moderselskabet har udøvet en afgørende indflydelse på sine helejede datterselskaber – afkræftelig karakter – hensyntagen til overholdelsen af principperne om uskyldsformodning, om personligt strafansvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om parternes processuelle ligestilling

   (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

8. Konkurrence – EU-reglerne – overtrædelser – ansvar – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at moderselskabet har udøvet en afgørende indflydelse på sine helejede datterselskaber – beviskrav for det selskab, der ønsker at afkræfte denne formodning – afkræftelig karakter

   (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

9. EU-retten – principper – straffebestemmelser kan ikke have tilbagevirkende gyldighed – anvendelsesområde – bøder pålagt på grund af en tilsidesættelse af konkurrencereglerne – omfattet – tilsidesættelse som følge af anvendelsen af retningslinjerne for beregning af bøder vedrørende en bøde, der lå før disse blev indført – foreligger ikke

   (Art. 81 EF og 82 EF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 49; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03 og 2006/C 210/02)

10. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – anvendelse af retningslinjerne for beregning af bøder – tilsidesættelse af princippet om forbud mod tilbagevirkende gyldighed – foreligger ikke – tilsidesættelse af princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning – foreligger ikke

    (Art. 81 EF og 82 EF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 49; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03 og 2006/C 210/02)

11. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – skærpende omstændigheder – gentagelsestilfælde – overtrædelser begået successivt af virksomheder, der tilhører den samme økonomiske enhed – omfattet – betingelser – Kommissionens bevisbyrde

    (Art. 81, stk. 1, EF og art. 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 28, første led)

12. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – skærpende omstændigheder – gentagelsestilfælde – begreb – virksomhed, som hverken blev straffet ved Kommissionens tidligere afgørelser eller var modtager for en klagepunktsmeddelelse – ikke omfattet

    (Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 28, første led)

13. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – skærpende omstændigheder – gentagelsestilfælde – begreb – manglende forældelsesfrist – Kommissionens skøn – proportionalitetsprincippet – hensyntagen til tiden forløbet efter den tidligere overtrædelse

    (Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 28, første led)

14. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – fastsættelse af bøden i forhold til de forhold, der indgår i vurderingen af overtrædelsens grovhed – bøde, der overskrider størrelsen af den fordel, der er udledt af kartellet – ingen betydning

    (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

15. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – Kommissionens skøn – vurdering i forhold til overtrædelsens art – meget alvorlige overtrædelser – nødvendigt at fastslå deres virkning og deres geografiske udstrækning – foreligger ikke

    (Art. 781, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 21 og 23)

16. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – afskrækkende virkning – generelt krav, som Kommissionen skal iagttage under hele bødeudmålingen – konkret utvungen etape bestemt til en samlet vurdering af alle relevante omstændigheder

    (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 19-26)

17. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – forpligtelse til at tage hensyn til den berørte virksomheds økonomiske situation – foreligger ikke – forpligtelse til at tage hensyn til en usædvanlig økonomisk krise – foreligger ikke

    (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 35)

18. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – nedsættelse af bøden til gengæld for den anklagede virksomheds samarbejde – betingelser – indgivelse af en anmodning om bødefritagelse – Kommissionens skøn – hensyntagen til den pågældende virksomheds manglende anfægtelse af de faktiske omstændigheder – grænser

    (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 20-25)

19. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – formildende omstændigheder – den mistænkte virksomheds samarbejde ud over samarbejdsmeddelelsens anvendelsesområde – bedømmelseskriterier – hensyntagen til den pågældende virksomheds manglende anfægtelse af de faktiske omstændigheder – grænser

    (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 32, stk. 2 og 3)

20. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – maksimumsbeløb – beregning – relevant omsætning – samlet omsætning for alle de selskaber, som udgør den økonomiske enhed, der handler som virksomhed – virksomhedskoncern, der virker i flere industrielle sektorer – kommissionsafgørelse, der kun vedrører en af disse sektorer – ingen betydning

    (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

21. Konkurrence – bøder – størrelse – Rettens udøvelse af sin fulde prøvelsesret – bødeforhøjelse som følge af gentagelsestilfælde – retlig fejl hvad angår ophavsmændene til gentagelsestilfældet – nedsættelse af forhøjelsen

    (Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2, og art. 31)

22. EU-retten – principper – grundlæggende rettigheder – ret til en retfærdig rettergang – overholdelse af en rimelig frist – administrativ procedure og domstolsprocedure inden for konkurrenceretten – anvendelse heraf

    (Art. 81 EF og 82 EF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1, og art. 47, stk. 2)

23. Retslig procedure – sagsbehandlingstid ved Retten – rimelig frist – tvist vedrørende forekomsten af en overtrædelse af konkurrencereglerne – manglende iagttagelse af den rimelige frist – følger – erstatningssøgsmål – selvstændigt i forhold til annullationssøgsmål

    (Art. 81 EF og 82 EF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2)

24. EU-retten – principper – grundlæggende rettigheder – overholdelse sikret af EU’s retsinstanser – bidrag hertil i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – enhver persons ret til en retfærdig rettergang – Rettens afdeling skal træffe afgørelse af en uberettiget forsinkelse, som den selv har begået – ikke upartisk – afvisning af anbringendet

    Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2)

1.  Retten til en retfærdig rettergang, der garanteres ved den europæiske menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 6, stk. 1, udgør et almindeligt princip i EU-retten, som nu er fæstet i artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

   Endvidere er Kommissionen inden for EU’s konkurrenceret ikke en »domstol« som omhandlet i EMRK’s artikel 6 eller som omhandlet i artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder. Desuden bestemmes det udtrykkeligt i artikel 23, stk. 5, i forordning nr. 1/2003, at beslutninger vedtaget af Kommissionen, hvorved der pålægges bøder for overtrædelse af konkurrenceretten, ikke har strafferetlig karakter.

   På grund af karakteren af de overtrædelser, der er tale om, og strengheden af de sanktioner, der knytter sig til dem, gælder retten til en retfærdig rettergang imidlertid også for de procedurer om overtrædelse af de for virksomhederne gældende konkurrenceregler, der kan føre til pålæggelse af bøder eller tvangsbøder.

   Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har således fastslået, at overholdelsen af EMRK’s artikel 6, stk. 1, ikke er til hinder for, at en administrativ myndighed, der er tillagt beføjelse til at pålægge sanktioner på det konkurrenceretlige område, kan pålægge »straffe«, forudsat at den afgørelse, myndigheden træffer, efterfølgende kan prøves af et retsligt organ med fuld prøvelsesret. Et af de krav, et retsligt organ af denne art skal opfylde, er at have beføjelse til på alle punkter at ændre, såvel med hensyn til de faktiske omstændigheder som retligt, den afgørelse, det laverestående organ har truffet. Retsinstansens prøvelse kan således i sådanne tilfælde ikke udelukkende bestå i en efterprøvelse af den ydre lovlighed af den afgørelse, der er forelagt den til prøvelse, idet retsinstansen skal kunne vurdere, om konkurrencemyndighedens valg er forholdsmæssige, og efterprøve dens vurderinger af teknisk art.

   Den domstolskontrol, Retten foretager af beslutninger, hvorved Kommissionen pålægger sanktioner i tilfælde af overtrædelse af Unionens konkurrenceret, opfylder disse krav.

   (jf. præmis 76-80)

2.  Den domstolskontrol, Retten foretager af beslutninger, hvorved Kommissionen pålægger sanktioner i tilfælde af overtrædelse af Unionens konkurrenceret, opfylder kravet til en effektiv domstolskontrol som omhandlet i den europæiske menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 6 og artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

   Indledningsvis tillægger EU-retten Kommissionen en tilsynsfunktion, som omfatter den opgave at forfølge overtrædelser af artikel 81, stk. 1, EF og artikel 82 EF, og at Kommissionen inden for rammerne af den dermed forbundne administrative procedure skal overholde de i EU-retten fastlagte processuelle garantier. Endvidere tillægger forordning nr. 1/2003 den endvidere kompetence til ved beslutning at pålægge virksomheder eller virksomhedssammenslutninger, som forsætligt eller uagtsomt har overtrådt de nævnte bestemmelser, økonomiske sanktioner.

   Endvidere udgør kravet om en effektiv domstolsprøvelse af enhver kommissionsbeslutning, hvorved der konstateres en overtrædelse af de fællesskabsretlige konkurrenceregler og pålægges sanktioner i anledning heraf, et almindeligt fællesskabsretligt princip, der følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner. Princippet er nu fæstet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

   Domstolsprøvelsen, der er fastlagt i traktaterne og suppleret ved forordning nr. 1/2003, af de beslutninger, hvorved Kommissionen fastslår og pålægger sanktioner for overtrædelser af konkurrenceretten, er i overensstemmelse med dette princip.

   For det første er Retten en uafhængig og upartisk retsinstans, som bl.a. er oprettet for at forbedre retsbeskyttelsen for de retsundergivne i sager, hvori det er nødvendigt at foretage en indgående undersøgelse af komplicerede faktiske omstændigheder.

   For det andet skal prøvelsen i en sag, der anlægges på grundlag af artikel 230 EF vedrørende lovligheden af en af Kommissionen vedtaget beslutning, hvorved der fastslås en overtrædelse af konkurrencereglerne og pålægges den berørte fysiske eller juridiske person en bøde i anledning heraf, anses for en effektiv domstolsprøvelse af den pågældende retsakt. Ud fra de anbringender, den berørte fysiske eller juridiske person vil kunne påberåbe sig til støtte for sin annullationspåstand, vil Retten nemlig kunne bedømme såvel den retlige som den faktiske rigtighed af enhver beskyldning, som Kommissionen har fremsat på konkurrenceområdet.

   For det tredje suppleres den legalitetskontrol, der foreskrives i artikel 230 EF, i henhold til artikel 31 i forordning nr. 1/2003 af en fuld prøvelsesret, som giver retsinstanserne beføjelse til ud over at prøve sanktionens lovlighed at sætte deres vurdering i stedet for Kommissionens og følgelig annullere, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde.

   (jf. præmis 80-86)

3.  Princippet om uskyldsformodning, som nu er fæstet i artikel 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, finder navnlig anvendelse på sager om overtrædelse af de for virksomhederne gældende konkurrenceregler, der vil kunne føre til pålæggelse af bøder eller tvangsbøder.

   Det følger af de forpligtelser, der påhviler Kommissionen om at fremlægge præcise og samstemmende beviser, der kan støtte den faste overbevisning, at overtrædelsen er blevet begået, samt af den omstændighed, at eksistensen af tvivl hos retsinstanserne, når de skal efterprøve afgørelser, hvorved Kommissionen fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF, skal komme den virksomhed til gode, der er adressat for beslutningen, hvorved en overtrædelse fastslås, at princippet om uskyldsformodning ikke er til hinder for, at en person, der anklages for en konkret overtrædelse af Unionens konkurrenceret, fastslås at være ansvarlig efter en procedure, som fuldt ud er forløbet i overensstemmelse med reglerne i de bestemmelser, der følger af artikel 81 EF, forordning nr. 1/2003 samt af Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til artikel 81 EF og 82 EF, og inden for hvis rammer retten til forsvar derfor har kunnet udøves fuldt ud.

   Under alle omstændigheder er retten til uskyldsformodning ikke principielt til hinder for, at sanktioner af strafferetlig karakter pålagt af et administrativt organ kan fuldbyrdes, før de er blevet endelige efter en klagesag for en domstol, forudsat at en sådan fuldbyrdelse ikke overskrider passende grænser, der sikrer en rimelig balance mellem de interesser, som gør sig gældende, og at den situation, som den, sanktionen pålægges, oprindelig befandt sig i, kan genoprettes, hvis han får medhold i klagen.

   (jf. præmis 97, 100-102 og 104)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 116-120 og 124)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 144-151)

6.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 206-212, 232 og 240)

7.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 213, 215-218 og 243)

8.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 213-218 og 243)

9.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 266-277)

10.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 280-282)

11.  Inden for EU-konkurrenceretten kan der, når det samme moderselskab direkte eller indirekte ejer 100% eller næsten 100% af to datterselskaber, tages hensyn til en tidligere overtrædelse, som et af datterselskaberne i koncernen har begået, med henblik på at påvise, at der for et andet datterselskab i samme koncern gør sig den skærpende omstændighed gældende.

    Imidlertid kan den ulovlige adfærd, der er begået af et sådant datterselskab, som dets moderselskab ejer 100% eller næsten 100% af, kun tilregnes den ulovlige adfærd, og moderselskabet kun af Kommissionen anses for ansvarligt in solidum for betalingen af den bøde, der pålægges datterselskabet, hvis moderselskabet ikke modbeviser den afkræftelige formodning om, at det har øvet afgørende indflydelse på datterselskabets handelspolitik.

    Heraf følger, at Kommissionen i en procedure i henhold til artikel 81 EF ikke kan indskrænke sig til at fastslå, at en virksomhed kunne øve afgørende indflydelse på en anden virksomhed, uden at det er fornødent at undersøge, om denne indflydelse faktisk er blevet udøvet. Det påhviler derimod i princippet Kommissionen at påvise, at der har foreligget en sådan afgørende indflydelse, på grundlag af en flerhed af faktiske omstændigheder, herunder navnlig, at en af virksomhederne eventuelt har haft ledelseskompetence i forhold til den anden.

    Endvidere er det med henblik på anvendelsen og håndhævelsen af beslutninger vedtaget i henhold til artikel 81, stk. 1, EF nødvendigt at identificere en enhed, der har status som juridisk person, til hvilken retsakten skal stiles. Når der således er påvist en overtrædelse af Unionens konkurrenceregler, må det ifølge retspraksis fastslås, hvilken fysisk eller juridisk person der var ansvarlig for virksomhedens drift på tidspunktet for overtrædelsen, således at vedkommende kan drages til ansvar herfor. Når Kommissionen vedtager en beslutning i medfør af denne bestemmelse, skal den således identificere den eller de personer, fysiske eller juridiske, som kan drages til ansvar for den pågældende virksomheds adfærd, som kan pålægges en sanktion herfor, og som skal være adressat for beslutningen.

    Den blotte omstændighed, at selskabskapitalen i to særskilte erhvervsdrivende selskaber tilhører samme person eller samme familie, er ikke umiddelbart i sig selv tilstrækkelig til at bevise, at der består en økonomisk enhed mellem disse to selskaber, hvilket efter Unionens konkurrenceret har til følge, at det ene selskabs adfærd kan tilregnes det andet, og at det ene selskab kan være forpligtet til at betale en bøde for det andet.

    Det er derfor ikke acceptabelt, at Kommissionen ved konstateringen af, at der for et datterselskab og dets moderselskab forelå den skærpende omstændighed, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde, fandt, at de to selskaber kunne drages til ansvar for en tidligere overtrædelse, som de ikke var blevet pålagt en sanktion for ved en af Kommissionen vedtaget beslutning, og under hvis udarbejdelse de ikke havde været adressater for en meddelelse af klagepunkter og følgelig ikke havde fået mulighed for at fremføre deres argumenter for at bestride, at de og et af de datterselskaber, hvortil den tidligere beslutning var rettet, eventuelt udgjorde en økonomisk enhed.

    (jf. præmis 309-314)

12.  Det kan ikke antages, at Kommissionen i forbindelse med konstateringen af den skærpende omstændighed ved gentagelsestilfælde kan antage, at en virksomhed skal holdes ansvarlig for en tidligere overtrædelse, for hvilken den ikke er blevet sanktioneret ved en kommissionsbeslutning, og i forbindelse med konstateringen af hvilken virksomheden ikke var adressat for en klagepunktsmeddelelse, således at en sådan virksomhed ikke har været i stand til under den procedure, der førte til vedtagelsen af den beslutning, hvorved den tidligere overtrædelse blev fastslået, at fremsætte sine argumenter med henblik på for dens vedkommende at bestride den eventuelle eksistens af en økonomisk enhed med andre virksomheder, som var adressater for den tidligere beslutning.

    En sådan konklusion gælder så meget desto mere, som Kommissionen ikke er bundet af en eventuel forældelsesfrist for at konstatere et gentagelsestilfælde, selv om proportionalitetsprincippet kræver, at den tid, der er forløbet mellem den pågældende overtrædelse og en tidligere tilsidesættelse af konkurrencereglerne, tages i betragtning for at vurdere virksomhedens tendens til at overtræde disse regler.

    Selv om det nemlig ganske vist er rimeligt at antage, at et moderselskab faktisk har kendskab til en tidligere beslutning, som Kommissionen har rettet til datterselskabet, hvoraf det ejer næsten hele kapitalen, kan et sådant kendskab ikke opveje den manglende fastslåelse i den tidligere beslutning af en økonomisk enhed mellem et sådant moderselskab og datterselskabet med henblik på at pålægge moderselskabet ansvaret for den tidligere overtrædelse og forhøje de bøder, det bliver pålagt på grund af gentagelsestilfælde.

    (jf. præmis 318-320 og 328)

13.  Som led i den administrative procedure inden for EU-konkurrenceretten indgår konstateringen og vurderingen af de særlige omstændigheder ved gentagne overtrædelser i Kommissionens beføjelse til at anlægge et skøn ved fastlæggelsen af bøderne, og den kan ikke være bundet af en eventuel forældelsesfrist for en sådan konstatering.

    Gentagelsestilfælde udgør nemlig et væsentligt element, som Kommissionen skal tage hensyn til, idet formålet med at tage gentagelsessituationer i betragtning er at tilskynde virksomheder, der har vist en tendens til at begå overtrædelser af konkurrencereglerne, til at ændre deres adfærd. Kommissionen kan derfor i hver enkelt sag tage hensyn til de faktorer, der bekræfter en sådan tendens, herunder f.eks., hvor lang tid der er forløbet mellem overtrædelserne.

    Proportionalitetsprincippet kræver, at den tid, der er forløbet mellem den pågældende overtrædelse og en tidligere tilsidesættelse af konkurrencereglerne, tages i betragtning for at vurdere virksomhedens tendens til at overtræde disse regler. Inden for rammerne af den retslige prøvelse, der foretages af Kommissionens retsakter på konkurrenceområdet, kan EU’s retsinstanser således anmodes om at efterprøve, om Kommissionen har overholdt nævnte princip, da den som følge af gentagelse forhøjede den pålagte bøde, og særligt om en sådan forhøjelse er påkrævet, bl.a. henset til den tid, der er forløbet mellem den pågældende overtrædelse og den tidligere tilsidesættelse af konkurrencereglerne.

    På den baggrund er det forhold, at der var gået ca. 13 år og 8 måneder fra vedtagelsen af beslutningen, hvorved det blev fastslået, at en virksomhedskoncern havde overtrådt konkurrencereglerne, og virksomhederne i denne koncern blev pålagt en bøde, til det tidspunkt, hvor den overtrædelse, som selskaberne i den samme koncern havde begået, begyndte, for hvilken der pålægges en sanktion som led i den nye procedure, ikke til hinder for, at Kommissionen uden at tilsidesætte proportionalitetsprincippet kunne fastslå, at den virksomhed, beslutningens modtagere udgjorde, var tilbøjelig til at overtræde konkurrencereglerne, eftersom der er tale om den samme virksomhedssektor som den, de datterselskaber i koncernen tilhører, som er adressater for Kommissionens beslutning, og endvidere at de kendetegn, som det kartel udviste, der er omhandlet i den tidligere beslutning, var meget sammenlignelige med kendetegnene ved det kartel, for hvilket der pålægges en sanktion i den nye beslutning.

    (jf. præmis 326-328, 330, 332-334 og 485)

14.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 353, 354, 357, 358 og 390)

15.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 368-372)

16.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 378, 380 og 381)

17.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 385-387)

18.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 402-410)

19.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 415-417, 420, 421 og 424)

20.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 449-454)

21.  I en sag om tilsidesættelse af konkurrencereglerne og bødepålæggelse, hvor forhøjelse af grundbeløbet for bøden på 60% var berettiget som følge af gentagelse under hensyn til to tidligere kommissionsbeslutninger, der fastslog en overtrædelse af konkurrencereglerne, skønt kun den ene af disse beslutninger kunne lægges til grund ved konstateringen af, at der foreligger et gentagelsestilfælde, og at det desuden er i forhold til denne beslutning, at der er størst tidsmæssig afstand til begyndelsen af den overtrædelse, som er omhandlet i den beslutning, hvorved gentagelsestilfældet fastslås, må gentagelsen af de pågældende virksomheders ulovlige adfærd anses for mindre grov end oprindeligt fastlagt. Det er følgelig berettiget at nedsætte denne procentmæssige forhøjelse til halvdelen.

    (jf. præmis 461, 485 og 486)

22.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 491 og 492)

23.  En tilsidesættelse fra en af EU’s retsinstansers side af dens forpligtelse ifølge artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder til at pådømme de sager, som den får forelagt, inden en rimelig frist, bør imødegås med, at der indbringes et erstatningssøgsmål for Retten, idet et sådant søgsmål udgør en effektiv afhjælpning, som finder generel anvendelse med henblik på at gøre gældende, at der er sket en sådan tilsidesættelse, og at pålægge en sanktion herfor.

    Et søgsmål, som udelukkende tager sigte på annullation af en kommissionsbeslutning inden for EU-konkurrenceretten, eller subsidiært nedsættelse af en bøde, kan på ingen måde sidestilles med et erstatningssøgsmål og udgør således ikke en ramme, der er egnet til at imødegå en af EU’s retsinstansers eventuelle tilsidesættelse af sin forpligtelse til at træffe afgørelse inden en rimelig frist.

    (jf. præmis 495 og 496)

24.  I henhold til artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder har enhver desuden ret til en rettergang for en uafhængig og upartisk domstol. Denne garanti, som er en del af de forfatningsmæssige traditioner, der er fælles for medlemsstaterne, er ligeledes indeholdt i den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1.

    Kravet om upartiskhed omfatter to aspekter. Dels skal den retsinstans, der behandler sagen, være subjektivt upartisk, hvilket vil sige, at ingen af dens medlemmer må give udtryk for partiskhed eller en personlig forudfattet mening, og der er en formodning for personlig upartiskhed, indtil det modsatte er bevist. Dels skal retsinstansen være objektivt upartisk, hvilket vil sige, at den skal sikre en tilstrækkelig garanti for, at enhver rimelig tvivl kan udelukkes.

    I et tilfælde, hvor sagsøgeren ved at fremsætte et klagepunkt om, at den retslige procedure i en sag har været uforholdsmæssigt lang, har anmodet den afdeling af Retten, hvortil sagen er overdraget, om at vurdere, om den selv har gjort sig skyldig i en processuel fejl ved at akkumulere en uberettiget forsinkelse i behandlingen af den, kan dette dommerkollegium under alle omstændigheder ikke sikre sagsøgeren tilstrækkelig garanti for, at enhver rimelig tvivl om, at den ville behandle klagepunktet om en uforholdsmæssigt lang retslig procedure upartisk, var udelukket.

    (jf. præmis 497-500)

Sagerne T-56/09 og T-73/09

Saint-Gobain Glass France SA m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence — karteller — det europæiske marked for autoglas — beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF — aftaler om markedsopdeling og udveksling af forretningsmæssigt følsomme oplysninger — forordning (EF) nr. 1/2003 — ulovlighedsindsigelse — bøder — anvendelse med tilbagevirkende kraft af retningslinjerne for beregning af bøder fra 2006 — omsætningsværdi — gentagelse — ekstrabeløb — tilregnelse af den ulovlige adfærd — bødens loft — koncernens samlede omsætning«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 27. marts 2014

1. EU-retten – principper – grundlæggende rettigheder – overholdelse sikret af EU’s retsinstanser – enhver persons ret til en retfærdig rettergang – fastslået i den europæiske menneskerettighedskonvention – fastslået i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – administrativ procedure og domstolsprocedure på konkurrenceområdet – anvendelse heraf – rækkevidde

   (Art. 81 EF, 82 EF og 230 EF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 5)

2. EU-retten – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – fastslået i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – domstolsprøvelse af afgørelser vedtaget af Kommissionen på konkurrenceområdet – legalitetskontrol og fuld prøvelsesret af både de retlige og faktiske omstændigheder – krænkelse heraf – foreligger ikke

   (Art. 81 EF, 82 EF og 230 EF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

3. EU-retten – principper – grundlæggende rettigheder – uskyldsformodning – konkurrencesag – anvendelse heraf – rækkevidde – gennemførelsen af ikke-endelige sanktioner – lovlig

   (Art. 81, stk. 1, EF; art. 6, stk. 2, EU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 48, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2; Kommissionens forordning nr. 773/2004)

4. Konkurrence – administrativ procedure – klagepunktsmeddelelser – nødvendigt indhold – overholdelse af retten til forsvar – angivelse af kriterierne for beregning af den påtænkte bøde – forhåndsangivelse – ingen forpligtelse til at angive en eventuel ændring af politik vedrørende bødestørrelsen

   (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27)

5. Konkurrence – bøder – beslutning om pålæggelse af bøder – begrundelsespligt – rækkevidde – angivelse af oplysninger om de hensyn, Kommissionen har taget i betragtning, og som har givet den grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og varighed – tilstrækkelig angivelse – Kommissionens pligt til at angive taloplysninger vedrørende bødeberegningen – foreligger ikke

   (Art. 81 EF, 82 EF og 253 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

6. Konkurrence – EU-reglerne – overtrædelser – ansvar – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at moderselskabet har udøvet en afgørende indflydelse på sine helejede datterselskaber – afkræftelig karakter – oplysninger, der kan afkræfte denne formodning – datterselskab, der ejes af et holdingselskab – omstændighed, der ikke er tilstrækkelig til at afkræfte denne formodning

   (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

7. Konkurrence – EU-reglerne – overtrædelser – ansvar – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at moderselskabet har udøvet en afgørende indflydelse på sine helejede datterselskaber – afkræftelig karakter – hensyntagen til overholdelsen af principperne om uskyldsformodning, om personligt strafansvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om parternes processuelle ligestilling

   (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

8. Konkurrence – EU-reglerne – overtrædelser – ansvar – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at moderselskabet har udøvet en afgørende indflydelse på sine helejede datterselskaber – beviskrav for det selskab, der ønsker at afkræfte denne formodning – afkræftelig karakter

   (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

9. EU-retten – principper – straffebestemmelser kan ikke have tilbagevirkende gyldighed – anvendelsesområde – bøder pålagt på grund af en tilsidesættelse af konkurrencereglerne – omfattet – tilsidesættelse som følge af anvendelsen af retningslinjerne for beregning af bøder vedrørende en bøde, der lå før disse blev indført – foreligger ikke

   (Art. 81 EF og 82 EF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 49; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03 og 2006/C 210/02)

10. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – anvendelse af retningslinjerne for beregning af bøder – tilsidesættelse af princippet om forbud mod tilbagevirkende gyldighed – foreligger ikke – tilsidesættelse af princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning – foreligger ikke

    (Art. 81 EF og 82 EF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 49; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03 og 2006/C 210/02)

11. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – skærpende omstændigheder – gentagelsestilfælde – overtrædelser begået successivt af virksomheder, der tilhører den samme økonomiske enhed – omfattet – betingelser – Kommissionens bevisbyrde

    (Art. 81, stk. 1, EF og art. 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 28, første led)

12. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – skærpende omstændigheder – gentagelsestilfælde – begreb – virksomhed, som hverken blev straffet ved Kommissionens tidligere afgørelser eller var modtager for en klagepunktsmeddelelse – ikke omfattet

    (Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 28, første led)

13. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – skærpende omstændigheder – gentagelsestilfælde – begreb – manglende forældelsesfrist – Kommissionens skøn – proportionalitetsprincippet – hensyntagen til tiden forløbet efter den tidligere overtrædelse

    (Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 28, første led)

14. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – fastsættelse af bøden i forhold til de forhold, der indgår i vurderingen af overtrædelsens grovhed – bøde, der overskrider størrelsen af den fordel, der er udledt af kartellet – ingen betydning

    (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

15. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – Kommissionens skøn – vurdering i forhold til overtrædelsens art – meget alvorlige overtrædelser – nødvendigt at fastslå deres virkning og deres geografiske udstrækning – foreligger ikke

    (Art. 781, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 21 og 23)

16. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – afskrækkende virkning – generelt krav, som Kommissionen skal iagttage under hele bødeudmålingen – konkret utvungen etape bestemt til en samlet vurdering af alle relevante omstændigheder

    (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 19-26)

17. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – forpligtelse til at tage hensyn til den berørte virksomheds økonomiske situation – foreligger ikke – forpligtelse til at tage hensyn til en usædvanlig økonomisk krise – foreligger ikke

    (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 35)

18. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – nedsættelse af bøden til gengæld for den anklagede virksomheds samarbejde – betingelser – indgivelse af en anmodning om bødefritagelse – Kommissionens skøn – hensyntagen til den pågældende virksomheds manglende anfægtelse af de faktiske omstændigheder – grænser

    (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 20-25)

19. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – formildende omstændigheder – den mistænkte virksomheds samarbejde ud over samarbejdsmeddelelsens anvendelsesområde – bedømmelseskriterier – hensyntagen til den pågældende virksomheds manglende anfægtelse af de faktiske omstændigheder – grænser

    (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 32, stk. 2 og 3)

20. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – maksimumsbeløb – beregning – relevant omsætning – samlet omsætning for alle de selskaber, som udgør den økonomiske enhed, der handler som virksomhed – virksomhedskoncern, der virker i flere industrielle sektorer – kommissionsafgørelse, der kun vedrører en af disse sektorer – ingen betydning

    (Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

21. Konkurrence – bøder – størrelse – Rettens udøvelse af sin fulde prøvelsesret – bødeforhøjelse som følge af gentagelsestilfælde – retlig fejl hvad angår ophavsmændene til gentagelsestilfældet – nedsættelse af forhøjelsen

    (Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2, og art. 31)

22. EU-retten – principper – grundlæggende rettigheder – ret til en retfærdig rettergang – overholdelse af en rimelig frist – administrativ procedure og domstolsprocedure inden for konkurrenceretten – anvendelse heraf

    (Art. 81 EF og 82 EF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1, og art. 47, stk. 2)

23. Retslig procedure – sagsbehandlingstid ved Retten – rimelig frist – tvist vedrørende forekomsten af en overtrædelse af konkurrencereglerne – manglende iagttagelse af den rimelige frist – følger – erstatningssøgsmål – selvstændigt i forhold til annullationssøgsmål

    (Art. 81 EF og 82 EF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2)

24. EU-retten – principper – grundlæggende rettigheder – overholdelse sikret af EU’s retsinstanser – bidrag hertil i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – enhver persons ret til en retfærdig rettergang – Rettens afdeling skal træffe afgørelse af en uberettiget forsinkelse, som den selv har begået – ikke upartisk – afvisning af anbringendet

    Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2)

1.  Retten til en retfærdig rettergang, der garanteres ved den europæiske menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 6, stk. 1, udgør et almindeligt princip i EU-retten, som nu er fæstet i artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

   Endvidere er Kommissionen inden for EU’s konkurrenceret ikke en »domstol« som omhandlet i EMRK’s artikel 6 eller som omhandlet i artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder. Desuden bestemmes det udtrykkeligt i artikel 23, stk. 5, i forordning nr. 1/2003, at beslutninger vedtaget af Kommissionen, hvorved der pålægges bøder for overtrædelse af konkurrenceretten, ikke har strafferetlig karakter.

   På grund af karakteren af de overtrædelser, der er tale om, og strengheden af de sanktioner, der knytter sig til dem, gælder retten til en retfærdig rettergang imidlertid også for de procedurer om overtrædelse af de for virksomhederne gældende konkurrenceregler, der kan føre til pålæggelse af bøder eller tvangsbøder.

   Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har således fastslået, at overholdelsen af EMRK’s artikel 6, stk. 1, ikke er til hinder for, at en administrativ myndighed, der er tillagt beføjelse til at pålægge sanktioner på det konkurrenceretlige område, kan pålægge »straffe«, forudsat at den afgørelse, myndigheden træffer, efterfølgende kan prøves af et retsligt organ med fuld prøvelsesret. Et af de krav, et retsligt organ af denne art skal opfylde, er at have beføjelse til på alle punkter at ændre, såvel med hensyn til de faktiske omstændigheder som retligt, den afgørelse, det laverestående organ har truffet. Retsinstansens prøvelse kan således i sådanne tilfælde ikke udelukkende bestå i en efterprøvelse af den ydre lovlighed af den afgørelse, der er forelagt den til prøvelse, idet retsinstansen skal kunne vurdere, om konkurrencemyndighedens valg er forholdsmæssige, og efterprøve dens vurderinger af teknisk art.

   Den domstolskontrol, Retten foretager af beslutninger, hvorved Kommissionen pålægger sanktioner i tilfælde af overtrædelse af Unionens konkurrenceret, opfylder disse krav.

   (jf. præmis 76-80)

2.  Den domstolskontrol, Retten foretager af beslutninger, hvorved Kommissionen pålægger sanktioner i tilfælde af overtrædelse af Unionens konkurrenceret, opfylder kravet til en effektiv domstolskontrol som omhandlet i den europæiske menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 6 og artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

   Indledningsvis tillægger EU-retten Kommissionen en tilsynsfunktion, som omfatter den opgave at forfølge overtrædelser af artikel 81, stk. 1, EF og artikel 82 EF, og at Kommissionen inden for rammerne af den dermed forbundne administrative procedure skal overholde de i EU-retten fastlagte processuelle garantier. Endvidere tillægger forordning nr. 1/2003 den endvidere kompetence til ved beslutning at pålægge virksomheder eller virksomhedssammenslutninger, som forsætligt eller uagtsomt har overtrådt de nævnte bestemmelser, økonomiske sanktioner.

   Endvidere udgør kravet om en effektiv domstolsprøvelse af enhver kommissionsbeslutning, hvorved der konstateres en overtrædelse af de fællesskabsretlige konkurrenceregler og pålægges sanktioner i anledning heraf, et almindeligt fællesskabsretligt princip, der følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner. Princippet er nu fæstet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

   Domstolsprøvelsen, der er fastlagt i traktaterne og suppleret ved forordning nr. 1/2003, af de beslutninger, hvorved Kommissionen fastslår og pålægger sanktioner for overtrædelser af konkurrenceretten, er i overensstemmelse med dette princip.

   For det første er Retten en uafhængig og upartisk retsinstans, som bl.a. er oprettet for at forbedre retsbeskyttelsen for de retsundergivne i sager, hvori det er nødvendigt at foretage en indgående undersøgelse af komplicerede faktiske omstændigheder.

   For det andet skal prøvelsen i en sag, der anlægges på grundlag af artikel 230 EF vedrørende lovligheden af en af Kommissionen vedtaget beslutning, hvorved der fastslås en overtrædelse af konkurrencereglerne og pålægges den berørte fysiske eller juridiske person en bøde i anledning heraf, anses for en effektiv domstolsprøvelse af den pågældende retsakt. Ud fra de anbringender, den berørte fysiske eller juridiske person vil kunne påberåbe sig til støtte for sin annullationspåstand, vil Retten nemlig kunne bedømme såvel den retlige som den faktiske rigtighed af enhver beskyldning, som Kommissionen har fremsat på konkurrenceområdet.

   For det tredje suppleres den legalitetskontrol, der foreskrives i artikel 230 EF, i henhold til artikel 31 i forordning nr. 1/2003 af en fuld prøvelsesret, som giver retsinstanserne beføjelse til ud over at prøve sanktionens lovlighed at sætte deres vurdering i stedet for Kommissionens og følgelig annullere, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde.

   (jf. præmis 80-86)

3.  Princippet om uskyldsformodning, som nu er fæstet i artikel 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, finder navnlig anvendelse på sager om overtrædelse af de for virksomhederne gældende konkurrenceregler, der vil kunne føre til pålæggelse af bøder eller tvangsbøder.

   Det følger af de forpligtelser, der påhviler Kommissionen om at fremlægge præcise og samstemmende beviser, der kan støtte den faste overbevisning, at overtrædelsen er blevet begået, samt af den omstændighed, at eksistensen af tvivl hos retsinstanserne, når de skal efterprøve afgørelser, hvorved Kommissionen fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF, skal komme den virksomhed til gode, der er adressat for beslutningen, hvorved en overtrædelse fastslås, at princippet om uskyldsformodning ikke er til hinder for, at en person, der anklages for en konkret overtrædelse af Unionens konkurrenceret, fastslås at være ansvarlig efter en procedure, som fuldt ud er forløbet i overensstemmelse med reglerne i de bestemmelser, der følger af artikel 81 EF, forordning nr. 1/2003 samt af Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til artikel 81 EF og 82 EF, og inden for hvis rammer retten til forsvar derfor har kunnet udøves fuldt ud.

   Under alle omstændigheder er retten til uskyldsformodning ikke principielt til hinder for, at sanktioner af strafferetlig karakter pålagt af et administrativt organ kan fuldbyrdes, før de er blevet endelige efter en klagesag for en domstol, forudsat at en sådan fuldbyrdelse ikke overskrider passende grænser, der sikrer en rimelig balance mellem de interesser, som gør sig gældende, og at den situation, som den, sanktionen pålægges, oprindelig befandt sig i, kan genoprettes, hvis han får medhold i klagen.

   (jf. præmis 97, 100-102 og 104)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 116-120 og 124)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 144-151)

6.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 206-212, 232 og 240)

7.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 213, 215-218 og 243)

8.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 213-218 og 243)

9.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 266-277)

10.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 280-282)

11.  Inden for EU-konkurrenceretten kan der, når det samme moderselskab direkte eller indirekte ejer 100% eller næsten 100% af to datterselskaber, tages hensyn til en tidligere overtrædelse, som et af datterselskaberne i koncernen har begået, med henblik på at påvise, at der for et andet datterselskab i samme koncern gør sig den skærpende omstændighed gældende.

    Imidlertid kan den ulovlige adfærd, der er begået af et sådant datterselskab, som dets moderselskab ejer 100% eller næsten 100% af, kun tilregnes den ulovlige adfærd, og moderselskabet kun af Kommissionen anses for ansvarligt in solidum for betalingen af den bøde, der pålægges datterselskabet, hvis moderselskabet ikke modbeviser den afkræftelige formodning om, at det har øvet afgørende indflydelse på datterselskabets handelspolitik.

    Heraf følger, at Kommissionen i en procedure i henhold til artikel 81 EF ikke kan indskrænke sig til at fastslå, at en virksomhed kunne øve afgørende indflydelse på en anden virksomhed, uden at det er fornødent at undersøge, om denne indflydelse faktisk er blevet udøvet. Det påhviler derimod i princippet Kommissionen at påvise, at der har foreligget en sådan afgørende indflydelse, på grundlag af en flerhed af faktiske omstændigheder, herunder navnlig, at en af virksomhederne eventuelt har haft ledelseskompetence i forhold til den anden.

    Endvidere er det med henblik på anvendelsen og håndhævelsen af beslutninger vedtaget i henhold til artikel 81, stk. 1, EF nødvendigt at identificere en enhed, der har status som juridisk person, til hvilken retsakten skal stiles. Når der således er påvist en overtrædelse af Unionens konkurrenceregler, må det ifølge retspraksis fastslås, hvilken fysisk eller juridisk person der var ansvarlig for virksomhedens drift på tidspunktet for overtrædelsen, således at vedkommende kan drages til ansvar herfor. Når Kommissionen vedtager en beslutning i medfør af denne bestemmelse, skal den således identificere den eller de personer, fysiske eller juridiske, som kan drages til ansvar for den pågældende virksomheds adfærd, som kan pålægges en sanktion herfor, og som skal være adressat for beslutningen.

    Den blotte omstændighed, at selskabskapitalen i to særskilte erhvervsdrivende selskaber tilhører samme person eller samme familie, er ikke umiddelbart i sig selv tilstrækkelig til at bevise, at der består en økonomisk enhed mellem disse to selskaber, hvilket efter Unionens konkurrenceret har til følge, at det ene selskabs adfærd kan tilregnes det andet, og at det ene selskab kan være forpligtet til at betale en bøde for det andet.

    Det er derfor ikke acceptabelt, at Kommissionen ved konstateringen af, at der for et datterselskab og dets moderselskab forelå den skærpende omstændighed, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde, fandt, at de to selskaber kunne drages til ansvar for en tidligere overtrædelse, som de ikke var blevet pålagt en sanktion for ved en af Kommissionen vedtaget beslutning, og under hvis udarbejdelse de ikke havde været adressater for en meddelelse af klagepunkter og følgelig ikke havde fået mulighed for at fremføre deres argumenter for at bestride, at de og et af de datterselskaber, hvortil den tidligere beslutning var rettet, eventuelt udgjorde en økonomisk enhed.

    (jf. præmis 309-314)

12.  Det kan ikke antages, at Kommissionen i forbindelse med konstateringen af den skærpende omstændighed ved gentagelsestilfælde kan antage, at en virksomhed skal holdes ansvarlig for en tidligere overtrædelse, for hvilken den ikke er blevet sanktioneret ved en kommissionsbeslutning, og i forbindelse med konstateringen af hvilken virksomheden ikke var adressat for en klagepunktsmeddelelse, således at en sådan virksomhed ikke har været i stand til under den procedure, der førte til vedtagelsen af den beslutning, hvorved den tidligere overtrædelse blev fastslået, at fremsætte sine argumenter med henblik på for dens vedkommende at bestride den eventuelle eksistens af en økonomisk enhed med andre virksomheder, som var adressater for den tidligere beslutning.

    En sådan konklusion gælder så meget desto mere, som Kommissionen ikke er bundet af en eventuel forældelsesfrist for at konstatere et gentagelsestilfælde, selv om proportionalitetsprincippet kræver, at den tid, der er forløbet mellem den pågældende overtrædelse og en tidligere tilsidesættelse af konkurrencereglerne, tages i betragtning for at vurdere virksomhedens tendens til at overtræde disse regler.

    Selv om det nemlig ganske vist er rimeligt at antage, at et moderselskab faktisk har kendskab til en tidligere beslutning, som Kommissionen har rettet til datterselskabet, hvoraf det ejer næsten hele kapitalen, kan et sådant kendskab ikke opveje den manglende fastslåelse i den tidligere beslutning af en økonomisk enhed mellem et sådant moderselskab og datterselskabet med henblik på at pålægge moderselskabet ansvaret for den tidligere overtrædelse og forhøje de bøder, det bliver pålagt på grund af gentagelsestilfælde.

    (jf. præmis 318-320 og 328)

13.  Som led i den administrative procedure inden for EU-konkurrenceretten indgår konstateringen og vurderingen af de særlige omstændigheder ved gentagne overtrædelser i Kommissionens beføjelse til at anlægge et skøn ved fastlæggelsen af bøderne, og den kan ikke være bundet af en eventuel forældelsesfrist for en sådan konstatering.

    Gentagelsestilfælde udgør nemlig et væsentligt element, som Kommissionen skal tage hensyn til, idet formålet med at tage gentagelsessituationer i betragtning er at tilskynde virksomheder, der har vist en tendens til at begå overtrædelser af konkurrencereglerne, til at ændre deres adfærd. Kommissionen kan derfor i hver enkelt sag tage hensyn til de faktorer, der bekræfter en sådan tendens, herunder f.eks., hvor lang tid der er forløbet mellem overtrædelserne.

    Proportionalitetsprincippet kræver, at den tid, der er forløbet mellem den pågældende overtrædelse og en tidligere tilsidesættelse af konkurrencereglerne, tages i betragtning for at vurdere virksomhedens tendens til at overtræde disse regler. Inden for rammerne af den retslige prøvelse, der foretages af Kommissionens retsakter på konkurrenceområdet, kan EU’s retsinstanser således anmodes om at efterprøve, om Kommissionen har overholdt nævnte princip, da den som følge af gentagelse forhøjede den pålagte bøde, og særligt om en sådan forhøjelse er påkrævet, bl.a. henset til den tid, der er forløbet mellem den pågældende overtrædelse og den tidligere tilsidesættelse af konkurrencereglerne.

    På den baggrund er det forhold, at der var gået ca. 13 år og 8 måneder fra vedtagelsen af beslutningen, hvorved det blev fastslået, at en virksomhedskoncern havde overtrådt konkurrencereglerne, og virksomhederne i denne koncern blev pålagt en bøde, til det tidspunkt, hvor den overtrædelse, som selskaberne i den samme koncern havde begået, begyndte, for hvilken der pålægges en sanktion som led i den nye procedure, ikke til hinder for, at Kommissionen uden at tilsidesætte proportionalitetsprincippet kunne fastslå, at den virksomhed, beslutningens modtagere udgjorde, var tilbøjelig til at overtræde konkurrencereglerne, eftersom der er tale om den samme virksomhedssektor som den, de datterselskaber i koncernen tilhører, som er adressater for Kommissionens beslutning, og endvidere at de kendetegn, som det kartel udviste, der er omhandlet i den tidligere beslutning, var meget sammenlignelige med kendetegnene ved det kartel, for hvilket der pålægges en sanktion i den nye beslutning.

    (jf. præmis 326-328, 330, 332-334 og 485)

14.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 353, 354, 357, 358 og 390)

15.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 368-372)

16.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 378, 380 og 381)

17.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 385-387)

18.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 402-410)

19.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 415-417, 420, 421 og 424)

20.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 449-454)

21.  I en sag om tilsidesættelse af konkurrencereglerne og bødepålæggelse, hvor forhøjelse af grundbeløbet for bøden på 60% var berettiget som følge af gentagelse under hensyn til to tidligere kommissionsbeslutninger, der fastslog en overtrædelse af konkurrencereglerne, skønt kun den ene af disse beslutninger kunne lægges til grund ved konstateringen af, at der foreligger et gentagelsestilfælde, og at det desuden er i forhold til denne beslutning, at der er størst tidsmæssig afstand til begyndelsen af den overtrædelse, som er omhandlet i den beslutning, hvorved gentagelsestilfældet fastslås, må gentagelsen af de pågældende virksomheders ulovlige adfærd anses for mindre grov end oprindeligt fastlagt. Det er følgelig berettiget at nedsætte denne procentmæssige forhøjelse til halvdelen.

    (jf. præmis 461, 485 og 486)

22.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 491 og 492)

23.  En tilsidesættelse fra en af EU’s retsinstansers side af dens forpligtelse ifølge artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder til at pådømme de sager, som den får forelagt, inden en rimelig frist, bør imødegås med, at der indbringes et erstatningssøgsmål for Retten, idet et sådant søgsmål udgør en effektiv afhjælpning, som finder generel anvendelse med henblik på at gøre gældende, at der er sket en sådan tilsidesættelse, og at pålægge en sanktion herfor.

    Et søgsmål, som udelukkende tager sigte på annullation af en kommissionsbeslutning inden for EU-konkurrenceretten, eller subsidiært nedsættelse af en bøde, kan på ingen måde sidestilles med et erstatningssøgsmål og udgør således ikke en ramme, der er egnet til at imødegå en af EU’s retsinstansers eventuelle tilsidesættelse af sin forpligtelse til at træffe afgørelse inden en rimelig frist.

    (jf. præmis 495 og 496)

24.  I henhold til artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder har enhver desuden ret til en rettergang for en uafhængig og upartisk domstol. Denne garanti, som er en del af de forfatningsmæssige traditioner, der er fælles for medlemsstaterne, er ligeledes indeholdt i den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1.

    Kravet om upartiskhed omfatter to aspekter. Dels skal den retsinstans, der behandler sagen, være subjektivt upartisk, hvilket vil sige, at ingen af dens medlemmer må give udtryk for partiskhed eller en personlig forudfattet mening, og der er en formodning for personlig upartiskhed, indtil det modsatte er bevist. Dels skal retsinstansen være objektivt upartisk, hvilket vil sige, at den skal sikre en tilstrækkelig garanti for, at enhver rimelig tvivl kan udelukkes.

    I et tilfælde, hvor sagsøgeren ved at fremsætte et klagepunkt om, at den retslige procedure i en sag har været uforholdsmæssigt lang, har anmodet den afdeling af Retten, hvortil sagen er overdraget, om at vurdere, om den selv har gjort sig skyldig i en processuel fejl ved at akkumulere en uberettiget forsinkelse i behandlingen af den, kan dette dommerkollegium under alle omstændigheder ikke sikre sagsøgeren tilstrækkelig garanti for, at enhver rimelig tvivl om, at den ville behandle klagepunktet om en uforholdsmæssigt lang retslig procedure upartisk, var udelukket.

    (jf. præmis 497-500)