Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Appel – anbringender – anbringende fremført for første gang i forbindelse med appellen – afvisning

(Domstolens procesreglement, art. 113, stk. 2)

2. Konkurrence – Unionens regler – overtrædelser – tilregnelse – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning om moderselskabets udøvelse af en bestemmende indflydelse på sine helejede datterselskaber

(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

3. Konkurrence – Unionens regler – overtrædelser – tilregnelse – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning om moderselskabets udøvelse af en bestemmende indflydelse på sine helejede datterselskaber – afkræftelig karakter

(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

4. Konkurrence – administrativ procedure – klagepunktsmeddelelser – aktindsigt – formål – overholdelse af retten til forsvar – rækkevidde

(Art. 81 EF)

5. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – overholdelse af en rimelig frist

(Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003)

6. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde

(Art. 81 EF og 253 EF)

7. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – beslutning om pålæggelse af bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne og rettet til en flerhed af adressater

(Art. 81 EF og 253 EF)

Sammendrag

1. En appel kan ikke ændre genstanden for sagen for Retten. Under en appel har Domstolen kun kompetence til at tage stilling til den retlige løsning, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, der er blevet behandlet i første instans. En part kan ikke for første gang for Domstolen ændre genstanden for sagen ved at fremføre et anbringende, som den kunne have fremført for Retten, men ikke gjorde det, da dette er ensbetydende med en adgang til at forelægge Domstolen – der har en begrænset kompetence i appelsager – en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Et sådant anbringende kan derfor ikke antages til realitetsbehandling i appelsagen.

(jf. præmis 35, 51 og 78)

2. Virksomhedsbegrebet omfatter enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde. I denne henseende bemærkes dels, at begrebet virksomhed inden for EU-konkurrencerettens område skal forstås som en økonomisk enhed, også når denne økonomiske enhed juridisk set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer, dels at når en sådan økonomisk enhed overtræder konkurrencereglerne, påhviler det den ifølge princippet om personligt ansvar at stå til regnskab for overtrædelsen. Et datterselskabs adfærd kan tilregnes moderselskabet, bl.a. når datterselskabet, selv om det er en selvstændig juridisk person, ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, men i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet, navnlig under hensyn til de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem disse to juridiske enheder.

I det konkrete tilfælde, hvor moderselskabet ejer 100% af det datterselskab, som har overtrådt Unionens konkurrenceregler, kan det pågældende moderselskab dels udøve en bestemmende indflydelse på dette datterselskabs adfærd, dels foreligger der en afkræftelig formodning om, at det pågældende moderselskab faktisk udøver en sådan indflydelse. Under disse omstændigheder er det tilstrækkeligt, at Kommissionen beviser, at hele kapitalen i et datterselskab ejes af moderselskabet, for at formode, at moderselskabet udøver en bestemmende indflydelse på dette datterselskabs handelspolitik. Kommissionen vil derefter være i stand til at anse moderselskabet for solidarisk ansvarligt for betaling af den bøde, som er pålagt datterselskabet, medmindre dette moderselskab, som det påhviler at afkræfte den pågældende formodning, fører tilstrækkelige beviser med henblik på at bevise, at dets datterselskab optræder selvstændigt på markedet.

(jf. præmis 53, 54, 56, 57, 80 og 96)

3. Den formodning om faktisk udøvelse af en bestemmende indflydelse, som et moderselskab kan udøve på adfærden fra et datterselskabs side, som moderselskabet ejer 100%, har bl.a. til formål at skabe en balance mellem vigtigheden af, på den ene side, målet om at bekæmpe konkurrencestridig adfærd, især i artikel 101 TEUF, og at hindre gentagelse heraf, og, på den anden side kravene i visse almindelige EU-retlige principper, såsom bl.a. principperne om uskyldsformodning, straffens personalitet, retssikkerhedsprincippet samt princippet om retten til forsvar, herunder princippet om parternes processuelle ligestilling. Det er bl.a. af denne grund, at denne formodning er afkræftelig. Denne formodning bygger på konstateringen af, at et selskab, som ejer hele kapitalen i et datterselskab, bortset fra helt ekstraordinære omstændigheder, alene i lyset af denne kapitalandel kan udøve en bestemmende indflydelse på dette datterselskabs adfærd, samt at en manglende effektiv udøvelse af en sådan indflydelse normalt kan undersøges mest hensigtsmæssigt i den virksomhedssfære, i forhold til hvilken formodningen eksisterer.

Hvis det under disse omstændigheder var tilstrækkeligt for den berørte part at afkræfte nævnte formodning ved at fremføre enkle påstande, der ikke var underbyggede, ville formodningen stort set ikke have den tilsigtede virkning. I øvrigt holdes en formodning, selv om den er vanskelig at afkræfte, inden for rimelige grænser, når den står i rimeligt forhold til det forfulgte mål, når der er mulighed for at føre modbevis, og retten til forsvar er sikret.

(jf. præmis 59-62)

4. Hvad angår en procedure i henhold til artikel 81 EF fremgår det af retspraksis, at den administrative procedure i Kommissionen er opdelt i to særskilte og successive faser, som hver har sin egen indre logik, nemlig en indledende undersøgelsesfase og en kontradiktorisk fase. Den indledende undersøgelsesfase, som strækker sig til klagepunktsmeddelelsen, skal gøre det muligt for Kommissionen at indsamle alle de relevante elementer, som bekræfter eller afkræfter en overtrædelse af konkurrencereglerne, og at foretage en første stillingtagen til, hvilken kurs proceduren skal følge. Den kontradiktoriske fase, som strækker sig fra klagepunktsmeddelelsen til vedtagelsen af den endelige beslutning, skal gøre det muligt for Kommissionen endeligt at tage stilling til den kritiserede overtrædelse.

For så vidt angår den indledende undersøgelsesfase har denne som starttidspunkt den dato, hvor Kommissionen under udøvelse af den kompetence, som EU-lovgiver har givet den, træffer foranstaltninger, der indebærer kritik for at have begået en overtrædelse og har vigtige følgevirkninger for de mistænkte virksomheders situation. Det er først i begyndelsen af den administrative kontradiktoriske fase, at den omhandlede virksomhed bliver informeret via klagepunktsmeddelelsen om alle de væsentlige elementer, som Kommissionen lægger til grund på dette trin af proceduren. Følgelig er det først efter fremsendelsen af den nævnte meddelelse, at den berørte virksomhed fuldt ud kan gøre retten til forsvar gældende.

(jf. præmis 113-115)

5. Hvad angår en procedure i henhold til artikel 81 EF er det væsentligt at undgå, at retten til et forsvar undergraves uopretteligt under denne indledende undersøgelsesfase i den administrative procedure, eftersom de undersøgelsesforanstaltninger, der er truffet, kan være afgørende for tilvejebringelse af bevismateriale, der godtgør, at virksomheder har handlet retsstridigt på en sådan måde, at de ifalder ansvar.

Vurderingen af årsagen til den eventuelle svækkelse af den effektive virkning af retten til forsvar skal således ikke begrænses til den kontradiktoriske fase under den administrative procedure, men udstrække sig til hele denne procedure ved at henholde sig til dennes samlede varighed.

Kommissionen kan imidlertid ikke være forpligtet til i alle tilfælde at underrette en bestemt virksomhed om selve muligheden for bevisoptagelse eller retsforfølgning på grundlag af EU’s konkurrenceret, især hvis effektiviteten af Kommissionens undersøgelse ved en sådan underretning risikerer at blive urimeligt svækket.

Princippet om personligt ansvar er endvidere ikke til hinder for, at Kommissionen først overvejer at pålægge det selskab, der har begået en overtrædelse af konkurrencereglerne, en sanktion, inden den overvejer, hvorvidt overtrædelsen eventuelt kan tilskrives moderselskabet.

For så vidt som adressaten for en klagepunktsmeddelelse får mulighed for på hensigtsmæssig vis at fremføre sine synspunkter under den kontradiktoriske administrative procedure vedrørende rigtigheden og relevansen af de af Kommissionen påberåbte faktiske omstændigheder, er Kommissionen således i princippet ikke forpligtet til at fremsende en undersøgelsesforanstaltning til denne adressat forud for fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen.

(jf. præmis 117-122)

6. Forpligtelsen til at begrunde en individuel beslutning har til formål, ud over at gøre det muligt at udøve en retslig kontrol, at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til at afgøre, om beslutningen muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes. Begrundelsen skal derfor principielt meddeles den berørte part samtidig med den beslutning, der indeholder et klagepunkt i forhold til parten. Manglen på begrundelse kan ikke afhjælpes gennem den omstændighed, at den berørte part erfarer grundene til afgørelsen under sagen for Unionens retsinstanser.

Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater eller andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. Begrundelsen for en retsakt skal imidlertid være logisk og må navnlig ikke indeholde selvmodsigelser, der gør det vanskeligt at forstå de underliggende motiver for denne retsakt.

(jf. præmis 148-151)

7. Når en beslutning om anvendelse af EU’s konkurrenceregler er rettet til en flerhed af adressater og vedrører spørgsmålet om, hvem der bærer ansvaret for overtrædelsen, skal den indeholde en tilstrækkelig begrundelse i forhold til hver af adressaterne, navnlig i forhold til de af dem, som i henhold til beslutningen skal bære byrden ved overtrædelsen. I forhold til et moderselskab, der holdes ansvarligt for sit datterselskabs ulovlige adfærd, skal en sådan beslutning i princippet således indeholde en detaljeret redegørelse for, hvorfor det pågældende selskab kan gøres ansvarligt for overtrædelsen. Hvad nærmere angår en kommissionsbeslutning, som i forhold til visse adressater udelukkende støtter sig på formodningen om udøvelse af en bestemmende indflydelse, er Kommissionen under alle omstændigheder – idet denne formodning under omstændighederne ellers ville blive uafkræftelig – forpligtet til for adressaterne nøje at fremlægge grundene til, at nævnte påberåbte faktiske og retlige omstændigheder ikke har været tilstrækkelige til at afkræfte nævnte formodning. Kommissionens pligt til at begrunde sine beslutninger på det punkt skyldes navnlig den uafkræftelige karakter af nævnte formodning, hvis gendrivelse kræver af de berørte parter, at disse fremlægger bevis vedrørende de økonomiske, organisatoriske og retlige forbindelser mellem de omhandlede selskaber. Idet det forholder sig således, er Kommissionen dog ikke forpligtet til i en sådan sammenhæng at tage stilling til forhold, der er åbenbart uvedkommende, uden betydning eller klart af underordnet relevans.

Såfremt en kommissionsbeslutning, der er på linje med fast beslutningspraksis, kan begrundes summarisk, navnlig ved henvisning til denne praksis, påhviler det i øvrigt Kommissionen at fremføre sin argumentation udtrykkeligt, når en beslutning går betydeligt længere end de forudgående beslutninger.

Under disse omstændigheder påhviler det Retten at rette særlig opmærksomhed mod spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning, hvorved en virksomhed, der består af et moderselskab og dets datterselskab, pålægges en bøde – idet førstnævnte tilregnes sidstnævntes handlinger – for overtrædelse af konkurrencereglerne, indeholder en detaljeret redegørelse for grundene til, at Kommissionen ikke finder, at de af moderselskabet fremførte forhold er tilstrækkelige til at afkræfte den formodning, der er anvendt i denne beslutning. I et bestemt konkret tilfælde begår Retten derfor en retlig fejl ved ikke at sanktionere en manglende begrundelse, som en beslutning fra Kommissionen, der kun består af en række generelle udsagn og benægtelser, som gentager sig og på ingen måde er underbygget, er behæftet med. I mangel af yderligere præciseringer gør en sådan række af udsagn og benægtelser det således ikke muligt for de berørte parter i et sådant tilfælde at få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, eller for den kompetente ret at udøve sin prøvelsesret.

(jf. præmis 152-155 og 167-170)