Sag C-283/09

Artur Weryński

mod

Mediatel 4B spółka z o.o.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy dla Warszawy Śródmieścia)

»Retligt samarbejde i civile sager — bevisoptagelse — afhøring af et vidne ved den anmodede ret på anmodning fra den anmodende ret — vidnegodtgørelse«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Kokott fremsat den 2. september 2010   I - 605

Domstolens dom (Første Afdeling) af 17. februar 2011   I - 621

Sammendrag af dom

1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – retsakt vedtaget på grundlag af EF-traktatens tredje del, afsnit IV – forelæggelse fra en ret, hvis afgørelser ifølge national ret kan appelleres – forelæggelse i overgangsperioden forud for Lissabontraktatens ikrafttrædelse – omfattet

   (Art. 267 TEUF)

2. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – nødvendigheden for den nationale ret af en præjudiciel afgørelse for at kunne afsige dom – begreb

   (Art. 267, stk. 2, TEUF)

3. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – national ret som omhandlet i artikel 267 TEUF – begreb – ret, der handler på grundlag af samarbejdet mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område

   (Art. 267, stk. 2, TEUF; Rådets forordning nr. 1206/2001)

4. Retligt samarbejde i civile sager – bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 1206/2001 – begrebet omkostninger

   (Rådets forordning nr. 1206/2001, art. 14 og art. 18, stk. 1 og 2)

1.  Henset til den udvidelse i adgangen til præjudicielle forelæggelser, der er sket med Lissabontraktaten, har retterne i første instans fremover ligeledes denne ret, når der er tale om retsakter, der er vedtaget på området for EF-traktatens afsnit IV, der har overskriften »Visum, asyl, indvandring og andre politikker i forbindelse med den frie bevægelighed for personer«.

   Formålet med artikel 267 TEUF om at danne grundlag for et effektivt samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter samt princippet om procesøkonomi taler for, at præjudicielle anmodninger fra lavere retter, der er indleveret i overgangsperioden kort før Lissabontraktatens ikrafttrædelse og først forhandles for Domstolen efter traktatens ikrafttrædelse, kan antages til realitetsbehandling. En afvisning af dem ville nemlig i sidste ende føre til, at den ret, der i mellemtiden er blevet forelæggelsesberettiget, indgiver en ny anmodning om samme spørgsmål, hvad der ville medføre betydelige ekstra administrative byrder og en unødvendig forlængelse af hovedsagens varighed. Det skal således fastslås, at Domstolen siden den 1. december 2009 har været kompetent til at påkende en anmodning om præjudiciel afgørelse fra en ret, hvis afgørelser efter national ret kan appelleres, også selv om anmodningen er indgivet før denne dato.

   (jf. præmis 28-31)

2.  I mange sager, der vedrører spørgsmål om fortolkning af forordning nr. 1206/2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område, som vedrører bevisoptagelsen, ville en fortolkning af forordningen gennem en præjudiciel anmodning i mange tilfælde være udelukket, hvis man stillede for høje krav til relevansen for sagens afgørelse. De fleste af disse spørgsmål vedrører nemlig kun indirekte de hovedsager, inden for rammerne af hvilke de forelægges.

   Det følger heraf, at kun en vid fortolkning af begrebet »[afsige] sin dom« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 267, stk. 2, TEUF, gør det muligt at undgå, at en række processuelle spørgsmål, bl.a. de spørgsmål, der opstår inden for rammerne af anvendelsen af forordning nr. 1206/2001, må anses for ikke at kunne antages til realitetsbehandling og ikke kunne fortolkes af Domstolen.

   Dette begreb skal dermed forstås således, at det omfatter hele processen, der leder frem til den forelæggende rets dom, for at Domstolen skal kunne tage stilling til fortolkningen af alle de EU-retlige processuelle bestemmelser, som den forelæggende ret har pligt til at anvende med henblik på at afsige sin dom. Med andre ord omfatter dette begreb hele processen med henblik på dommens tilblivelse, herunder alle spørgsmål vedrørende betalingen af sagsomkostningerne.

   (jf. præmis 39, 41 og 42)

3.  De nationale retter kan kun forelægge spørgsmål for Domstolen, hvis der verserer en tvist for dem, og de skal træffe afgørelse i en sag, som er bestemt til at resultere i en afgørelse, der har karakter af udøvelse af dømmende myndighed.

   Selv om samarbejdet mellem retterne i medlemsstaterne på området for bevisoptagelse ikke nødvendigvis fører til udfærdigelsen af en retsafgørelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at en rets afhøring af et vidne, således som der er tale om i det foreliggende tilfælde, er en handling, der finder sted inden for rammerne af en retslig procedure, der har til formål at føre til en afgørelse af retslig karakter. Spørgsmålet om, hvem der skal bære omkostninger ved vidneafhøring, falder inden for rammerne af denne procedure. Der er således en direkte forbindelse mellem et præjudicielt spørgsmål vedrørende nævnte omkostninger og den forelæggende rets opfyldelse af en domstolsfunktion.

   (jf. præmis 44 og 45)

4.  Artikel 14 og 18 i forordning nr. 1206/2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at en anmodende ret ikke er forpligtet til at betale den anmodede ret et forskud for en vidnegodtgørelse eller til efterfølgende at refundere den godtgørelse, det afhørte vidne har fået udbetalt.

   Det ville være i strid med meningen og formålet med forordning nr. 1206/2001, som er at gennemføre bevisoptagelsen hurtigt og ukompliceret, at lade spørgsmålet om omkostninger afhænge af en national definition af dette begreb. Hvad angår de udtryk, der er anvendt i forordningens artikel 18, stk. 1, skal der ved »gebyrer« forstås beløb, der opkræves af retten for dens virksomhed, og ved »omkostninger« de beløb, der udbetales af retten til tredjemand i løbet af sagen, bl.a. til sagkyndige eller vidner. Det følger heraf, at godtgørelser, der udbetales til et af den anmodede ret afhørt vidne, er omfattet af begrebet gebyrer og omkostninger som omhandlet i artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1206/2001. Der kan således kun gælde en pligt til refusion for den anmodende ret, hvis en af de undtagelser, der er fastsat i artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 1206/2001, finder anvendelse.

   (jf. præmis 58, 59, 61, 63 og 69 samt domskonkl.)