Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – fortolkning af en international aftale, som er indgået af Fællesskabet og medlemsstaterne i henhold til en delt kompetence – konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (Århuskonventionen) – kompetence til at afgøre fordelingen af kompetencen mellem Fællesskabet og dets medlemsstater

(Art. 234 EF; Århuskonventionen, art. 9, stk. 3; Rådets afgørelse 2005/370)

2. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – anmodning om fortolkning som følge af, at en bestemmelse finder anvendelse både på situationer henhørende under national ret og på situationer henhørende under EU-retten – kompetence til at give denne fortolkning

(Århuskonventionen, art. 9, stk. 3; Rådets afgørelse 2005/370)

3. Internationale aftaler – Fællesskabets aftaler – konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (Århuskonventionen) – artikel 9, stk. 3 – direkte virkning – foreligger ikke

(Art. 10 EF; Århuskonventionen, art. 9, stk. 3; Rådets afgørelse 2005/370)

Sammendrag

1. Konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (»Århuskonventionen«) blev indgået af Fællesskabet og dets medlemsstater i medfør af en delt kompetence, og det følger heraf, at Domstolen, når der rejses sag ved den i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, særligt artikel 234 EF, har kompetence til at fastlægge skellet mellem de forpligtelser, som Unionen har påtaget sig, og de forpligtelser, som fortsat alene påhviler medlemsstaterne, og til at fortolke bestemmelserne i nævnte konventionen.

Det må herefter afgøres, om Unionen på det område, der er omfattet af Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, har udøvet sine beføjelser og vedtaget bestemmelser vedrørende gennemførelsen af de forpligtelser, som følger heraf. I tilfælde af at det ikke forholder sig således, vil de forpligtelser, som følger af Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, fortsat henhøre under medlemsstaternes nationale ret. I dette tilfælde tilkommer det medlemsstaternes retsinstanser på grundlag af national ret at afgøre, om borgerne kan støtte direkte ret på bestemmelserne i denne internationale aftale vedrørende dette område, eller om disse retsinstanser af egen drift skal anvende disse. I dette tilfælde hverken påbyder eller udelukker EU-retten, at en medlemsstats retsorden anerkender, at borgerne støtter direkte ret på denne bestemmelse, eller at den pålægger domstolene en forpligtelse til at anvende denne bestemmelse af egen drift.

Hvis det derimod fastslås, at Unionen har udøvet sine beføjelser og vedtaget bestemmelser på det område, der er omfattet af Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, finder EU-retten anvendelse, og det tilkommer Domstolen at afgøre, om bestemmelsen i den pågældende internationale aftale har direkte virkning.

I denne forbindelse har Unionen på miljøområdet en udtrykkelig ekstern kompetence i henhold til artikel 175 EF, sammenholdt med artikel 174, stk. 2, EF.

Desuden kan et specifikt spørgsmål, som endnu ikke er genstand for EU-retsforskrifter, ikke desto mindre henhøre under EU-retten, når dette spørgsmål er reguleret i aftaler indgået af Unionen og af dets medlemsstater, og når spørgsmålet vedrører et område, som i vidt omfang er omfattet af EU-retten.

(jf. præmis 31-33, 35 og 36)

2. Domstolen har kompetence til at fortolke bestemmelserne i artikel 9, stk. 3, i konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (»Århuskonventionen«) og navnlig til at træffe afgørelse om, hvorvidt disse har direkte virkning eller ej.

Når en bestemmelse kan finde anvendelse både på situationer henhørende under national ret og på situationer henhørende under EU-retten, er der afgjort en interesse i, at denne bestemmelse fortolkes ensartet, uanset de vilkår, hvorunder bestemmelsen skal anvendes, således at senere fortolkningsuoverensstemmelser undgås.

(jf. præmis 42 og 43)

3. Artikel 9, stk. 3, i konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (»Århuskonventionen«) har ikke direkte virkning i medfør af EU-retten. Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret i videst muligt omfang at fortolke de processuelle regler vedrørende de betingelser, der skal være opfyldt for at iværksætte en administrativ eller retslig procedure, i overensstemmelse med såvel formålene med denne konventions artikel 9, stk. 3, som formålet om effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten, med henblik på at gøre det muligt for en miljøbeskyttelsesorganisation ved en retsinstans at anfægte en afgørelse truffet efter en administrativ procedure, som kan være i strid med Unionens miljøret.

Da der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, idet medlemsstaterne er forpligtet til konkret at sikre, at disse rettigheder effektivt beskyttes.

I denne henseende må processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet).

(jf. præmis 47, 48, 51 og 52 samt domskonkl.)