Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Internationale aftaler – aftale om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde – frie kapitalbevægelser – retligt indhold identisk med fællesskabsbestemmelserne

(Art. 63 TEUF; EØS-aftalen, art. 40 og bilag XII)

2. Internationale aftaler – aftale om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde – frie kapitalbevægelser – restriktioner – skattelovgivning – afgift på handelsværdien af fast ejendom, der indehaves af juridiske personer

(EØS-aftalen, art 40)

Sammendrag

1. Et af hovedformålene med aftalen om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) er at opnå den videst mulige gennemførelse af den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital inden for hele EØS, således at det indre marked, der består på Unionens område, kan blive udstrakt til staterne i Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA). I dette perspektiv har flere af bestemmelserne i aftalen til formål at sikre en så ensartet fortolkning som muligt af aftalen inden for hele EØS. Det tilkommer herved Domstolen at sørge for, at de bestemmelser i EØS-aftalen, der i det væsentlige er identiske med bestemmelserne i EUF-traktaten, fortolkes ensartet inden for medlemsstaterne.

Det følger af EØS-aftalens artikel 40, at de regler, der forbyder restriktioner for kapitalbevægelser og forskelsbehandling, som bestemmelserne omtaler – med hensyn til relationerne mellem de stater, der er parter i EØS-aftalen, hvad enten det drejer sig om EU-medlemsstater eller EFTA-stater – er identiske med de regler, der i EU-retten gælder for relationerne mellem medlemsstaterne.

Heraf følger, at selv om restriktioner for de frie kapitalbevægelser mellem statsborgere i stater, der er parter i EØS-aftalen, skal vurderes i henhold til aftalens artikel 40 og bilag XII, har disse bestemmelser samme retlige indhold som bestemmelserne i artikel 63 TEUF.

(jf. præmis 20-22)

2. Artikel 40 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) er ikke til hinder for en national lovgivning, som fritager selskaber, som har deres hjemsted på en EU-medlemsstats område, for afgiften på handelsværdien af fast ejendom beliggende på denne medlemsstats område, og som for så vidt angår et selskab med hjemsted i et tredjeland, som er medlem af EØS, som betingelse for denne fritagelse kræver, at der mellem nævnte medlemsstat og tredjelandet er indgået en overenskomst om administrativ bistand til bekæmpelse af skattesvig og skatteunddragelse, eller at disse juridiske personer i medfør af en overenskomst, der indeholder en klausul om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, ikke må undergives en hårdere beskatning end den, der gælder for selskaber, der er etableret på denne medlemsstats område.

Selv om en sådan lovgivning udgør en restriktion for de frie kapitalbevægelser for juridiske personer, som i princippet er forbudt i henhold til EØS-aftalens artikel 40, ligesom den er forbudt i henhold til artikel 63 TEUF, skal begrundelsen vedrørende bekæmpelse af skattesvig og behovet for at sikre en effektiv skattekontrol vurderes på en anden måde, eftersom den ramme for samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder, som er oprettet ved direktiv 77/799 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte og indirekte skatter, ikke eksisterer mellem disse og de kompetente myndigheder i et tredjeland, når dette ikke har påtaget sig en forpligtelse til at yde gensidig bistand. Under disse betingelser er det som udgangspunkt lovligt, at en medlemsstat nægter at indrømme denne fordel, hvis det, bl.a. på grund af at dette tredjeland ikke er aftalemæssigt forpligtet til at afgive oplysninger, viser sig umuligt at indhente disse oplysninger fra sidstnævnte.

(jf. præmis 29, 41, 44 og 52 samt domskonkl.)