Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Traktatbrudssøgsmål – administrativ procedure – åbningsskrivelse – afgrænsning af sagens genstand – begrundet udtalelse – detaljeret redegørelse for klagepunkterne

(Art. 226 EF)

2. Traktatbrudssøgsmål – Domstolens prøvelse af søgsmålsgrundlaget – relevante forhold – forholdene ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist

(Art. 226, stk. 2, EF)

3. Frie kapitalbevægelser – restriktioner – skattelovgivning

(Art. 56 EF; EØS-aftalen, art. 40)

Sammendrag

1. Selv om den begrundede udtalelse under den administrative traktatsbrudsprocedure skal indeholde en sammenhængende og detaljeret redegørelse for Kommissionens grunde til at antage, at den pågældende stat har tilsidesat en af sine forpligtelser efter traktaten, kan der ikke stilles samme strenge krav med hensyn til åbningsskrivelsen, som nødvendigvis kun kan være en kortfattet første sammenfatning af klagepunkterne. Der er således intet til hinder for, at Kommissionen i den begrundede udtalelse uddyber de klagepunkter, den allerede mere bredt har gjort gældende i åbningsskrivelsen.

(jf. præmis 17 og 20)

2. Hvorvidt der foreligger et traktatbrud, skal vurderes på baggrund af medlemsstatens forhold ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse. Et traktatbrudssøgsmål, der omhandler en midlertidig ordning med en skattemæssig berigtigelse, der ikke længere er gældende på tidspunktet for udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist, men som fortsat afføder virkninger på dette tidspunkt, som er det relevante tidspunkt for bedømmelsen af, om søgsmålet skal antages til realitetsbehandling, er således ikke uden genstand.

(jf. præmis 31, 33, 34 og 42)

3. En medlemsstat tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 56 EF og artikel 40 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), idet den inden for rammerne af særordningen for skattemæssig berigtigelse af formuegoder, der befinder sig uden for det nationale område, fastsætter en skattemæssig præferencebehandling, der alene gælder for statsobligationer udstedt af denne stat.

Selv om formålene om at bekæmpe skattesvig og skatteunddragelse kan begrunde en restriktion for de frie kapitalbevægelser, skal denne restriktion imidlertid være egnet til at sikre virkeliggørelsen af disse forfulgte mål, og den må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

En ordning, der fastsætter en forskellig behandling af statsobligationer udstedt af den nævnte stat og statsobligationer udstedt af andre medlemsstater, overholder ikke disse krav. Endvidere kan en sådan forskel i berigtigelsessatserne ikke begrundes med forfølgelsen af et økonomisk hensyn, nemlig kompensation af tabet af den berørte medlemsstats skatteindtægter. Et rent økonomisk hensyn kan ikke begrunde en begrænsning af en grundlæggende frihed, som er sikret ved traktaten.

(jf. præmis 60-62, 64, 65 og 70 samt domskonkl.)