Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – Kommissionens skrivelse med meddelelse om afvisning af at foretage en delvis interimsundersøgelse af en pålagt anti-dumpingtold

(Art. 230 EF; Rådets forordning nr. 384/96, art. 11, stk. 3 og 6)

2. Retspleje – stævning – formkrav

[Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

3. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – foretagelse af en delvis interimsundersøgelse af en pålagt anti-dumpingtold

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 11, stk. 3)

4. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – foretagelse af en delvis interimsundersøgelse af en pålagt anti-dumpingtold

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 11, stk. 3, og art. 21, stk. 1)

5. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – Kommissionens indledende besvarelse af anmodninger om teknisk rådgivning, der ikke udgør en beslutning – tilsidesættelse af princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning – foreligger ikke

(Rådets forordning nr. 384/96)

Sammendrag

1. For at fastslå, om en skrivelse fra Kommissionen, der besvarer en anmodning om en delvis interimsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 384/96 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, udgør en beslutning i artikel 230 EF’s forstand, bør det afklares, i lyset af denne skrivelses indhold, af Kommissionens hensigter og af den sammenhæng, hvori skrivelsen er blevet til, om Kommissionen med denne retsakt endeligt har fastlagt sin holdning vedrørende anmodning om fornyet undersøgelse.

Når den skrivelse fra Kommissionen, der informerer sagsøgeren om, at det på grundlag af de oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt, ikke er muligt at konkludere, at en delvis interimsundersøgelse bør indledes, er en opfølgning på sagsøgerens skrivelse, hvormed sagsøgeren oplyser Kommissionen om sine intentioner om ikke at fremlægge supplerende oplysninger til anmodningen om en fornyet undersøgelse, eftersom nævnte anmodning indeholdt tilstrækkeligt bevismateriale, er det åbenlyst, at der er blevet truffet en beslutning vedrørende denne anmodning.

Til forskel fra en situation, hvor Kommissionen beslutter at iværksætte en fornyet undersøgelse efter konsultationer i Det Rådgivende Udvalg i henhold til artikel 11, stk. 6, i forordning nr. 384/96, udgør en afvisning af at indlede en sådan fornyet undersøgelse på grund af mangel på tilstrækkeligt bevismateriale ikke en indledende eller foreløbig foranstaltning, eftersom den ikke følges op af en anden beslutning, der kan give anledning til et annullationssøgsmål.

Det er i den forbindelse ikke relevant, at sagsøgeren stadig over for Kommissionen kan tilvejebringe yderligere oplysninger, som kunne føre til, at Kommissionen genovervejede sin holdning. Tilvejebringelsen af nævnte oplysninger har ikke indvirkning på den omstændighed, at den første anmodning om undersøgelse allerede er blevet afvist. Denne beslutnings karakter kan der i øvrigt ikke stilles spørgsmålstegn ved af den ene årsag, at den hidrører fra Kommissionens tjenestegrene og ikke fra Kommissionen selv, eftersom den har fremkaldt bindende retsvirkning af en sådan art, der kan indvirke på sagsøgerens interesser, og udgør en retsakt, der kan anfægtes i medfør af artikel 230 EF.

(jf. præmis 34-38, 40, 42 og 43)

2. Det fremgår af artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement, at en stævning skal angive søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Retten i givet fald på det således foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen. Af retssikkerheds- og retsplejehensyn er det en forudsætning for, at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, eventuelt kortfattet, men dog på en sammenhængende og forståelig måde, fremgår af selve stævningen.

Selv om stævningens indhold i denne henseende på særlige punkter kan støttes og udbygges ved henvisninger til afsnit i dokumenter, der vedlægges som bilag til stævningen, kan der ikke ved en generel henvisning til andre dokumenter, herunder også dokumenter, der figurerer som bilag til stævningen, rådes bod på en undladelse af at anføre afgørende dele af den retlige argumentation, der skal være indeholdt i stævningen. Det tilkommer endvidere ikke Retten ved hjælp af bilagene at forsøge at klarlægge, hvilke anbringender og argumenter der kan antages at udgøre grundlaget for søgsmålet, idet bilagene alene skal fungere som bevismateriale og som et middel til sagens oplysning. Stævningen skal derfor indeholde udtrykkelig angivelse af de grunde, søgsmålet støttes på, mens en rent generel angivelse heraf ikke opfylder kravene i procesreglementet.

(jf. præmis 48 og 49)

3. Institutionerne har med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge. Det samme gør sig gældende med de komplekse tekniske vurderinger, der foretages af Unionens institutioner.

Kommissionen råder således over et vidt skøn med hensyn til at fastslå behovet for opretholdelse af antidumpingforanstaltninger i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning (EF) nr. 384/96 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, samt med hensyn til at fastslå, om en anmodning om en fornyet undersøgelse indeholder tilstrækkeligt bevismateriale til at fastslå behovet for en sådan fornyet undersøgelse.

På det område begrænser Unionens retsinstansers prøvelse af institutionernes skøn sig til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning.

Når det drejer sig om en ændring i omstændighederne, som kan begrunde udelukkelsen af en bestemt vare fra definitionen af den pågældende vare, i forbindelse med Kommissionens bedømmelse af en anmodning om foretagelse af en delvis interimsundersøgelse af en pålagt anti-dumpingtold i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 384/96, præciserer nævnte forordning ikke, hvorledes produktet eller produktrækken, der kan underkastes antidumpingundersøgelser, skal defineres, og kræver ikke en systematisk klassificering af produktet. Dette skøn skal udøves konkret og under hensyn til alle relevante omstændigheder. Med henblik på en definition af den pågældende vare kan institutionerne tage hensyn til flere faktorer såsom varernes fysiske, tekniske og kemiske kendetegn, deres anvendelse, muligheden for, at de kan erstatte hinanden, forbrugernes opfattelse af dem, forhandlingskanalerne, fremstillingsprocessen, produktionsomkostningerne og kvaliteten. Selv om definitionen af en omhandlet vare kan svare til en klassificering, som er foreskrevet i en fællesstandard, kan definitionen af den pågældende vare, der er omfattet af antidumpingforanstaltninger, under alle omstændigheder ikke være afhængig af en sådan klassificering.

Følgelig skal en påstand om, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at afvise at indlede en fornyet undersøgelse, derfor støttes på argumenter for enten at godtgøre, at Kommissionen ved sit skøn med hensyn til indledning af en fornyet undersøgelse har foretaget en urigtig vurdering af de forhold, som den har fundet relevante, eller at anvendelsen af andre, mere relevante forhold ville have udelukket denne vare fra definitionen af den pågældende vare.

(jf. præmis 77-79, 81-83, 87 og 93)

4. Det fremgår af artikel 21, stk. 1, andet og tredje punktum, i forordning nr. 384/96 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, at institutionerne har ret til ikke at anvende de fastsatte antidumpningsforanstaltninger, også selv om de andre betingelser for pålæggelse af antidumpingtold er opfyldt, dvs. dumping, skade og årsagsforbindelse, hvis de kommer frem til, at anvendelsen af sådanne foranstaltninger ikke er i Fællesskabets interesse. I tilfælde af en gradvis udfasning af Fællesskabets produktion af varer, der er genstand for antidumpingforanstaltninger, afhænger vurderingen af Fællesskabets interesse af en konstatering af, hvorvidt det er nødvendigt at opretholde de omhandlede antidumpingforanstaltninger i sammenhæng med en fornyet undersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i nævnte forordning.

(jf. præmis 107)

5. Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning omfatter enhver privatperson, hos hvem EU’s administration ved at afgive præcise, ubetingede og samstemmende løfter, der stammer fra pålidelige og troværdige kilder, har givet anledning til begrundede forhåbninger. Disse løfter skal imidlertid være i overensstemmelse med de gældende bestemmelser og forskrifter, og løfter, der ikke tager hensyn til disse bestemmelser, kan derfor ikke skabe en berettiget forventning hos den pågældende.

I forbindelse med Kommissionens bedømmelse af en anmodning om foretagelse af en interimsundersøgelse af en pålagt anti-dumpingtold i medfør af forordning nr. 384/96 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, udgør Kommissionens indledende besvarelse af anmodninger om teknisk rådgivning ikke præcise, ubetingede og samstemmende tilsagn om, at en fornyet undersøgelse ville finde sted. En sådan besvarelse udgør hverken en formel eller uformel beslutning fra Kommissionens side, idet gennemgangen af sagen kun kan finde sted på grundlag af argumenter og konkret bevismateriale, som ville være indeholdt i en anmodning, der var indgivet officielt, og kan derfor ikke under nogen omstændigheder have skabt en berettiget forventning om, at en fornyet undersøgelse ville blive indledt. Den omstændighed, at Kommissionen afgav visse informationer eller viste sig interesseret i en omdefinering af området for de pågældende antidumpingforanstaltninger, udgør ikke præcise, ubetingede og samstemmende tilsagn om, at en fornyet undersøgelse ville finde sted.

(jf. præmis 139 og 141-143)