Sag T-82/08

Guardian Industries Corp. og Guardian Europe Sàrl

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence — karteller — markedet for planglas i EØS — beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF — fastsættelse af priser — bevis for overtrædelse — beregningen af bøderne — udelukkelse af bundne salg — begrundelsespligt — ligebehandling — formildende omstændigheder«

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 27. september af 2012

1. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevismiddel – anvendelse af en række indicier – den krævede bevisværdi – beslutning, der efterlader en tvivl hos retten – overholdelse af princippet om uskyldsformodning

   (Art. 81, stk. 1, EF)

2. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse, som består i indgåelsen af en konkurrencebegrænsende aftale – beslutning støttet på dokumentbeviser – bevismæssige forpligtelser for virksomheder, der bestrider overtrædelsens eksistens

   (Art. 81, stk. 1, EF)

3. Karteller – samordnet praksis – begreb – hensigtserklæring, der fjerner eller væsentligt reducerer usikkerheden vedrørende den erhvervsdrivendes adfærd på markedet – tilstrækkeligt forhold

   (Art. 81, stk. 1, EF)

4. Karteller – aftaler og samordnet praksis udgør en enkelt overtrædelse – en virksomheds deltagelse i et kartel eller en samordnings praksis – kriterier – bidrag til opnåelse af fælles formål

   (Art. 81, stk. 1, EF)

5. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – Kommissionen har bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed – bevisværdi af frivillige erklæringer afgivet af hoveddeltagerne i et kartel med henblik på at være omfattet af samarbejdsmeddelelsen

   (Art. 81, stk. 1, EF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

6. Karteller – deltagelse i møder med et konkurrencebegrænsende formål – omstændighed, der i mangel af afstandtagen fra de trufne beslutninger giver grundlag for at fastslå, at virksomheden deltog i den efterfølgende aftale

   (Art. 81, stk. 1, EF)

7. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse, som består i indgåelsen af en konkurrencebegrænsende aftale – forpligtelse til at afgrænse markedet – foreligger ikke, såfremt der består en aftale, som har til formål at begrænse konkurrencen

   (Art. 81 EF)

8. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde

   (Art. 81 EF og 253 EF)

9. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed og varighed – overtrædelse begået af flere virksomheder – den relative intensitet af den enkelte virksomheds deltagelse

   (Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

10. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – formildende omstændigheder – virksomhedens passive rolle eller rolle som medløber

    (Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

11. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – afskrækkende virkning – Kommissionens pligt til at sondre mellem virksomheder, der er involveret i samme overtrædelse, på grundlag af deres samlede omsætning eller deres omsætning på markedet for det relevante produkt – foreligger ikke

    (Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

12. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – skærpende omstændigheder – recidiv – begreb – manglende forældelsesfrist – tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke – domstolsprøvelse

    (Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

1.  Bevisbyrden for en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF påhviler den myndighed, der gør overtrædelsen gældende, idet den skal føre det retligt fornødne bevis for, at de omstændigheder, som udgør overtrædelsen, faktisk foreligger. Såfremt der hos Retten foreligger en tvivl, skal dette endvidere komme den virksomhed til gode, der er adressat for den beslutning, hvorved en overtrædelse fastslås, og i henhold til princippet om uskyldsformodning kan Retten derfor ikke konkludere, at Kommissionen har ført fornødent bevis for den pågældende overtrædelse, hvis den fortsat nærer tvivl vedrørende dette spørgsmål, navnlig i en sag, hvori der er nedlagt påstand om annullation af en beslutning, hvorved der pålægges en bøde. Det er derfor nødvendigt, at Kommissionen fremlægger præcise og samstemmende beviser, der kan støtte den faste overbevisning, at overtrædelsen er blevet begået. Hvert enkelt af de af Kommissionen fremlagte beviser skal imidlertid ikke nødvendigvis opfylde disse kriterier i forhold til hver enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, som institutionen har påberåbt sig, bedømt i deres helhed opfylder dette krav.

   Desuden er det hyppigt forekommende, at aktiviteter vedrørende en konkurrencebegrænsende praksis og konkurrencebegrænsende aftale gennemføres hemmeligt, at møderne afholdes hemmeligt, og at dokumenterne herom begrænses til et minimum. Det følger heraf, at selv i tilfælde, hvor Kommissionen opdager dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem erhvervsdrivende, er disse normalt brudstykkeagtige og spredte, hvorfor det ofte viser sig nødvendigt at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. I de fleste tilfælde må den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne.

   (jf. præmis 32 og 33)

2.  Når Kommissionens argumentation hviler på den forudsætning, at der ikke kan være nogen anden forklaring på de faktiske omstændigheder, som Kommissionen har bevist, end at der foreligger en samordning mellem virksomhederne, er det på kartelområdet tilstrækkeligt, at sagsøgerne godtgør, at der foreligger omstændigheder, der kan sætte de af Kommissionen konstaterede forhold i et andet lys, og dermed give en anden forklaring på disse end den, der lægges til grund i Kommissionens beslutning.

   Dette princip gælder imidlertid ikke, når Kommissionens konstateringer bygger på dokumentbeviser.

   (jf. præmis 34 og 35)

3.  Enhver direkte eller indirekte kontakt mellem erhvervsdrivende, der er egnet til over for en konkurrent at afsløre den adfærd, som den pågældende erhvervsdrivende har bestemt sig for eller overvejer at udvise på dette marked, når en sådan kontakt har til formål eller til følge, at der opstår konkurrencevilkår, som ikke svarer til det pågældende markeds normale vilkår, udgør en samordnet praksis, som er ulovlig i henhold til artikel 81, stk. 1, EF. Denne form for koordinering mellem virksomheder træder bevidst i stedet for et praktisk samarbejde mellem dem, som kan bringe konkurrencen i fare.

   For at godtgøre en samordnet praksis er det derfor ikke nødvendigt, at det påvises, at den pågældende konkurrent formelt har forpligtet sig over for en eller flere andre til at indtage en adfærd, eller at konkurrenterne i fællesskab fastlægger deres fremtidige adfærd på markedet. Det er tilstrækkeligt, at konkurrenten ved hjælp af sine hensigtserklæringer fjerner eller væsentligt reducerer den usikkerhed, der er med hensyn til virksomhedens fremtidige adfærd på markedet.

   (jf. præmis 45)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 48)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 54)

6.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 73 og 74)

7.  En pligt for Kommissionen til at foretage en afgrænsning af markedet i en beslutning vedtaget i henhold til artikel 81 EF gælder kun, når det uden en sådan afgrænsning ikke er muligt at afgøre, om aftalen kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater og har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet. Hvis selve formålet med en aftale er at begrænse konkurrencen, er det principielt ikke nødvendigt at definere de relevante geografiske markeder præcist, da den aktuelle eller potentielle konkurrence på de berørte områder nødvendigvis er blevet begrænset, uanset om disse områder udgør markeder i streng forstand. For at fastlægge overtrædelsens geografiske rækkevidde, som der vil blive taget hensyn til med henblik på vurderingen af overtrædelsens grovhed, er det tilstrækkeligt, at Kommissionen vurderer, hvorvidt det eller de relevante markeders geografiske område er mere eller mindre omfattende, uden at den er forpligtet til præcist at definere de relevante markeder.

   (jf. præmis 90)

8.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 102 og 103)

9.  Når en overtrædelse er blevet begået af flere virksomheder, skal der i forbindelse med fastsættelsen af bødernes beløb foretages en undersøgelse af, hvor intensiv den enkelte virksomheds deltagelse har været, hvilket navnlig indebærer, at det skal fastslås, hvilke roller de hver især har spillet i overtrædelsen i den tid, de deltog deri.

   (jf. præmis 109)

10.  Ifølge punkt 29, tredje led, i retningslinjer for beregningen af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 udgør en virksomheds passive rolle ved gennemførelsen af en overtrædelse således en formildende omstændighed. Det kan som en omstændighed, der kan vise, at en virksomhed har spillet en passiv rolle i et kartel, tages i betragtning, at virksomheden har deltaget væsentligt mere sporadisk i møderne end kartellets almindelige medlemmer, at den, uanset hvor længe den har deltaget i overtrædelsen, er indtrådt på det marked, som har været omfattet af denne, på et sent tidspunkt, og at andre virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, udtrykkeligt har afgivet forklaringer, hvoraf der fremgår noget sådant. Det forhold, at en virksomhed har været det medlem, som deltog mindst i kartellets møder, eller begrænsede sig til at få oplysninger, som blev fremsendt på eget initiativ af en konkurrent, uden at udtrykke noget forbehold eller nogen modstand, spiller i denne henseende ikke nogen rolle med henblik på at fastslå denne virksomheds passive rolle i kartellet.

    Endvidere er den omstændighed, hvorefter de anklagede virksomheder ikke gennemførte nogle af de vedtagne konkurrencebegrænsende aftaler, ikke tilstrækkelig til at fastslå, at selskaberne udviste en konkurrencebetonet adfærd på markedet.

    (jf. præmis 110, 111 og 113)

11.  Vedrørende bøder, der pålægges for en overtrædelse af EU-konkurrencereglerne, udgør bødernes afskrækkende virkning et af de forhold, der tages i betragtning ved beregningen af bødernes størrelse. Bøder for overtrædelse af artikel 81 EF, som de er fastlagt i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, har således til formål at straffe de berørte virksomheder samt at afskrække både de berørte virksomheder og andre virksomheder fra fremtidige overtrædelser af Unionens konkurrenceregler. Kommissionen er dog ikke, når den fastsætter bødernes størrelse under hensyn til den pågældende overtrædelses grovhed og varighed, forpligtet til i tilfælde, hvor flere virksomheder, der er impliceret i samme overtrædelse, pålægges bøder, at sikre, at de endelige bødebeløb, som dens beregninger resulterer i for de pågældende virksomheder, afspejler alle forskelle mellem disse i henseende til deres samlede omsætning eller deres relevante omsætning.

    (jf. præmis 117)

12.  Hverken forordning nr. 1/2003 eller retningslinjerne for beregningen af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 fastsætter en maksimal frist, hvis overskridelse medfører, at en gentagelse ikke kan tages i betragtning, hvilket ikke tilsidesætter retssikkerhedsprincippet.

    Proportionalitetsprincippet kræver dog, at den tid, der er forløbet mellem den pågældende overtrædelse og en tidligere tilsidesættelse af konkurrencereglerne, tages i betragtning for at vurdere virksomhedens tendens til at overtræde disse regler. Inden for rammerne af den retslige prøvelse, der foretages af Kommissionens retsakter på konkurrenceområdet, kan retsinstansen således anmodes om at efterprøve, om Kommissionen har overholdt nævnte princip, når den som følge af gentagelse har forhøjet den pålagte bøde, og særligt om en sådan forhøjelse er påkrævet, bl.a. henset til den tid, der er forløbet mellem den pågældende overtrædelse og den tidligere overtrædelse af konkurrencereglerne.

    Når der er forløbet mere end 15 år inden begyndelsestidspunktet for den anden af de omhandlede virksomheder begåede overtrædelse, og eksistensen af en kontinuitet mellem den første og den anden overtrædelse ikke er blevet godtgjort, giver denne periode ikke mulighed for at bekræfte en tendens hos disse virksomheder til at overtræde konkurrenceregler. Kommissionen tilsidesætter herefter ikke princippet om forbud mod forskelsbehandling ved at finde, at den periode, der er forløbet mellem de to overtrædelser, var tilstrækkelig lang til at udelukke en forhøjelse af bøden på grund af gentagne overtrædelser.

    (jf. præmis 121-123)

Sag T-82/08

Guardian Industries Corp. og Guardian Europe Sàrl

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence — karteller — markedet for planglas i EØS — beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF — fastsættelse af priser — bevis for overtrædelse — beregningen af bøderne — udelukkelse af bundne salg — begrundelsespligt — ligebehandling — formildende omstændigheder«

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 27. september af 2012

1. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevismiddel – anvendelse af en række indicier – den krævede bevisværdi – beslutning, der efterlader en tvivl hos retten – overholdelse af princippet om uskyldsformodning

   (Art. 81, stk. 1, EF)

2. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse, som består i indgåelsen af en konkurrencebegrænsende aftale – beslutning støttet på dokumentbeviser – bevismæssige forpligtelser for virksomheder, der bestrider overtrædelsens eksistens

   (Art. 81, stk. 1, EF)

3. Karteller – samordnet praksis – begreb – hensigtserklæring, der fjerner eller væsentligt reducerer usikkerheden vedrørende den erhvervsdrivendes adfærd på markedet – tilstrækkeligt forhold

   (Art. 81, stk. 1, EF)

4. Karteller – aftaler og samordnet praksis udgør en enkelt overtrædelse – en virksomheds deltagelse i et kartel eller en samordnings praksis – kriterier – bidrag til opnåelse af fælles formål

   (Art. 81, stk. 1, EF)

5. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – Kommissionen har bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed – bevisværdi af frivillige erklæringer afgivet af hoveddeltagerne i et kartel med henblik på at være omfattet af samarbejdsmeddelelsen

   (Art. 81, stk. 1, EF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

6. Karteller – deltagelse i møder med et konkurrencebegrænsende formål – omstændighed, der i mangel af afstandtagen fra de trufne beslutninger giver grundlag for at fastslå, at virksomheden deltog i den efterfølgende aftale

   (Art. 81, stk. 1, EF)

7. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse, som består i indgåelsen af en konkurrencebegrænsende aftale – forpligtelse til at afgrænse markedet – foreligger ikke, såfremt der består en aftale, som har til formål at begrænse konkurrencen

   (Art. 81 EF)

8. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde

   (Art. 81 EF og 253 EF)

9. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed og varighed – overtrædelse begået af flere virksomheder – den relative intensitet af den enkelte virksomheds deltagelse

   (Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

10. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – formildende omstændigheder – virksomhedens passive rolle eller rolle som medløber

    (Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

11. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – afskrækkende virkning – Kommissionens pligt til at sondre mellem virksomheder, der er involveret i samme overtrædelse, på grundlag af deres samlede omsætning eller deres omsætning på markedet for det relevante produkt – foreligger ikke

    (Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

12. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – skærpende omstændigheder – recidiv – begreb – manglende forældelsesfrist – tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke – domstolsprøvelse

    (Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

1.  Bevisbyrden for en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF påhviler den myndighed, der gør overtrædelsen gældende, idet den skal føre det retligt fornødne bevis for, at de omstændigheder, som udgør overtrædelsen, faktisk foreligger. Såfremt der hos Retten foreligger en tvivl, skal dette endvidere komme den virksomhed til gode, der er adressat for den beslutning, hvorved en overtrædelse fastslås, og i henhold til princippet om uskyldsformodning kan Retten derfor ikke konkludere, at Kommissionen har ført fornødent bevis for den pågældende overtrædelse, hvis den fortsat nærer tvivl vedrørende dette spørgsmål, navnlig i en sag, hvori der er nedlagt påstand om annullation af en beslutning, hvorved der pålægges en bøde. Det er derfor nødvendigt, at Kommissionen fremlægger præcise og samstemmende beviser, der kan støtte den faste overbevisning, at overtrædelsen er blevet begået. Hvert enkelt af de af Kommissionen fremlagte beviser skal imidlertid ikke nødvendigvis opfylde disse kriterier i forhold til hver enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, som institutionen har påberåbt sig, bedømt i deres helhed opfylder dette krav.

   Desuden er det hyppigt forekommende, at aktiviteter vedrørende en konkurrencebegrænsende praksis og konkurrencebegrænsende aftale gennemføres hemmeligt, at møderne afholdes hemmeligt, og at dokumenterne herom begrænses til et minimum. Det følger heraf, at selv i tilfælde, hvor Kommissionen opdager dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem erhvervsdrivende, er disse normalt brudstykkeagtige og spredte, hvorfor det ofte viser sig nødvendigt at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. I de fleste tilfælde må den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne.

   (jf. præmis 32 og 33)

2.  Når Kommissionens argumentation hviler på den forudsætning, at der ikke kan være nogen anden forklaring på de faktiske omstændigheder, som Kommissionen har bevist, end at der foreligger en samordning mellem virksomhederne, er det på kartelområdet tilstrækkeligt, at sagsøgerne godtgør, at der foreligger omstændigheder, der kan sætte de af Kommissionen konstaterede forhold i et andet lys, og dermed give en anden forklaring på disse end den, der lægges til grund i Kommissionens beslutning.

   Dette princip gælder imidlertid ikke, når Kommissionens konstateringer bygger på dokumentbeviser.

   (jf. præmis 34 og 35)

3.  Enhver direkte eller indirekte kontakt mellem erhvervsdrivende, der er egnet til over for en konkurrent at afsløre den adfærd, som den pågældende erhvervsdrivende har bestemt sig for eller overvejer at udvise på dette marked, når en sådan kontakt har til formål eller til følge, at der opstår konkurrencevilkår, som ikke svarer til det pågældende markeds normale vilkår, udgør en samordnet praksis, som er ulovlig i henhold til artikel 81, stk. 1, EF. Denne form for koordinering mellem virksomheder træder bevidst i stedet for et praktisk samarbejde mellem dem, som kan bringe konkurrencen i fare.

   For at godtgøre en samordnet praksis er det derfor ikke nødvendigt, at det påvises, at den pågældende konkurrent formelt har forpligtet sig over for en eller flere andre til at indtage en adfærd, eller at konkurrenterne i fællesskab fastlægger deres fremtidige adfærd på markedet. Det er tilstrækkeligt, at konkurrenten ved hjælp af sine hensigtserklæringer fjerner eller væsentligt reducerer den usikkerhed, der er med hensyn til virksomhedens fremtidige adfærd på markedet.

   (jf. præmis 45)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 48)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 54)

6.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 73 og 74)

7.  En pligt for Kommissionen til at foretage en afgrænsning af markedet i en beslutning vedtaget i henhold til artikel 81 EF gælder kun, når det uden en sådan afgrænsning ikke er muligt at afgøre, om aftalen kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater og har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet. Hvis selve formålet med en aftale er at begrænse konkurrencen, er det principielt ikke nødvendigt at definere de relevante geografiske markeder præcist, da den aktuelle eller potentielle konkurrence på de berørte områder nødvendigvis er blevet begrænset, uanset om disse områder udgør markeder i streng forstand. For at fastlægge overtrædelsens geografiske rækkevidde, som der vil blive taget hensyn til med henblik på vurderingen af overtrædelsens grovhed, er det tilstrækkeligt, at Kommissionen vurderer, hvorvidt det eller de relevante markeders geografiske område er mere eller mindre omfattende, uden at den er forpligtet til præcist at definere de relevante markeder.

   (jf. præmis 90)

8.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 102 og 103)

9.  Når en overtrædelse er blevet begået af flere virksomheder, skal der i forbindelse med fastsættelsen af bødernes beløb foretages en undersøgelse af, hvor intensiv den enkelte virksomheds deltagelse har været, hvilket navnlig indebærer, at det skal fastslås, hvilke roller de hver især har spillet i overtrædelsen i den tid, de deltog deri.

   (jf. præmis 109)

10.  Ifølge punkt 29, tredje led, i retningslinjer for beregningen af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 udgør en virksomheds passive rolle ved gennemførelsen af en overtrædelse således en formildende omstændighed. Det kan som en omstændighed, der kan vise, at en virksomhed har spillet en passiv rolle i et kartel, tages i betragtning, at virksomheden har deltaget væsentligt mere sporadisk i møderne end kartellets almindelige medlemmer, at den, uanset hvor længe den har deltaget i overtrædelsen, er indtrådt på det marked, som har været omfattet af denne, på et sent tidspunkt, og at andre virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, udtrykkeligt har afgivet forklaringer, hvoraf der fremgår noget sådant. Det forhold, at en virksomhed har været det medlem, som deltog mindst i kartellets møder, eller begrænsede sig til at få oplysninger, som blev fremsendt på eget initiativ af en konkurrent, uden at udtrykke noget forbehold eller nogen modstand, spiller i denne henseende ikke nogen rolle med henblik på at fastslå denne virksomheds passive rolle i kartellet.

    Endvidere er den omstændighed, hvorefter de anklagede virksomheder ikke gennemførte nogle af de vedtagne konkurrencebegrænsende aftaler, ikke tilstrækkelig til at fastslå, at selskaberne udviste en konkurrencebetonet adfærd på markedet.

    (jf. præmis 110, 111 og 113)

11.  Vedrørende bøder, der pålægges for en overtrædelse af EU-konkurrencereglerne, udgør bødernes afskrækkende virkning et af de forhold, der tages i betragtning ved beregningen af bødernes størrelse. Bøder for overtrædelse af artikel 81 EF, som de er fastlagt i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, har således til formål at straffe de berørte virksomheder samt at afskrække både de berørte virksomheder og andre virksomheder fra fremtidige overtrædelser af Unionens konkurrenceregler. Kommissionen er dog ikke, når den fastsætter bødernes størrelse under hensyn til den pågældende overtrædelses grovhed og varighed, forpligtet til i tilfælde, hvor flere virksomheder, der er impliceret i samme overtrædelse, pålægges bøder, at sikre, at de endelige bødebeløb, som dens beregninger resulterer i for de pågældende virksomheder, afspejler alle forskelle mellem disse i henseende til deres samlede omsætning eller deres relevante omsætning.

    (jf. præmis 117)

12.  Hverken forordning nr. 1/2003 eller retningslinjerne for beregningen af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 fastsætter en maksimal frist, hvis overskridelse medfører, at en gentagelse ikke kan tages i betragtning, hvilket ikke tilsidesætter retssikkerhedsprincippet.

    Proportionalitetsprincippet kræver dog, at den tid, der er forløbet mellem den pågældende overtrædelse og en tidligere tilsidesættelse af konkurrencereglerne, tages i betragtning for at vurdere virksomhedens tendens til at overtræde disse regler. Inden for rammerne af den retslige prøvelse, der foretages af Kommissionens retsakter på konkurrenceområdet, kan retsinstansen således anmodes om at efterprøve, om Kommissionen har overholdt nævnte princip, når den som følge af gentagelse har forhøjet den pålagte bøde, og særligt om en sådan forhøjelse er påkrævet, bl.a. henset til den tid, der er forløbet mellem den pågældende overtrædelse og den tidligere overtrædelse af konkurrencereglerne.

    Når der er forløbet mere end 15 år inden begyndelsestidspunktet for den anden af de omhandlede virksomheder begåede overtrædelse, og eksistensen af en kontinuitet mellem den første og den anden overtrædelse ikke er blevet godtgjort, giver denne periode ikke mulighed for at bekræfte en tendens hos disse virksomheder til at overtræde konkurrenceregler. Kommissionen tilsidesætter herefter ikke princippet om forbud mod forskelsbehandling ved at finde, at den periode, der er forløbet mellem de to overtrædelser, var tilstrækkelig lang til at udelukke en forhøjelse af bøden på grund af gentagne overtrædelser.

    (jf. præmis 121-123)