Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Statsstøtte – begreb – erstatning ydet som godtgørelse for ekspropriation af aktiver – ikke omfattet

(Art. 87, stk. 1, EF)

2. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelse til at opfordre de berørte parter til at fremsætte deres bemærkninger – støttemodtagerens ret til i formålstjenligt omfang at blive inddraget i den administrative procedure – grænser

(Art. 88, stk. 2, EF)

3. EU-retten – principper – ret til forsvar – anvendelse på administrative procedurer iværksat af Kommissionen – undersøgelse af støtteprojekter – rækkevidde

(Art. 88, stk. 2, EF)

4. Statsstøtte – påtænkte støtteforanstaltninger – anmeldelse til Kommissionen – pligtens rækkevidde – nødvendigheden af at anmelde støtteforanstaltninger på projektstadiet

(Art. 88, stk. 3, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 2 og 3)

5. Statsstøtte – Kommissionens beslutning, der erklærer en statsstøtte for ulovlig og kræver den tilbageført – støtte, der endnu ikke er udbetalt

(Art. 88, stk. 3, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 14, stk. 1)

6. Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – støtte ydet i strid med procedurereglerne i artikel 88 EF – eventuelt berettiget forventning hos støttemodtagerne – beskyttelse – betingelser og grænser

(Art. 88 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 14, stk. 1)

7. Statsstøtte – Kommissionens beslutning om ikke at rejse indsigelser over for en national foranstaltning – modtagerens berettigede forventning for så vidt angår lovligheden af en forlængelse af nævnte foranstaltning – foreligger ikke

(Art. 88 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 14, stk. 1)

Sammendrag

1. Indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved er beslægtet med et tilskud, udgør statsstøtte i artikel 87, stk. 1, EF’s forstand, som f.eks. levering af varer eller tjenesteydelser på særligt gunstige betingelser. Derimod er erstatning, som de nationale myndigheder i givet fald måtte blive tilpligtet at betale til private for tab, de har påført dem, i retlig henseende afgørende forskellig og udgør således ikke støtte som omhandlet i artikel 87 EF og 88 EF.

Til gengæld må en foranstaltning, som udgøres af den forlængelse af den første foranstaltning, der tildeler en virksomhed en favørsats, som finder anvendelse på leveringen af elektricitet, og dette som en godtgørelse for en ekspropriation i sammenhæng med nationaliseringen af elektricitetssektoren, kvalificeres som statsstøtte, når favørsatsen er blevet ydet som godtgørelse for en klart fastsat periode uden mulighed for forlængelse. I øvrigt kan en foranstaltning, der kun er det ene af de gunstige tarifvilkår, som forlængelsen har til formål for at »muliggøre udviklingen og omstruktureringen af de pågældende virksomheder«, ikke anses for at være den lovlige fortsættelse af den godtgørelse, som virksomheden er omfattet af efter nationaliseringen.

(jf. præmis 57, 60, 63, 72, 74, 99 og 101)

2. Proceduren for kontrol med statsstøtte er, henset til sin generelle opbygning, en procedure, der indledes mod den medlemsstat, der i henhold til sine fællesskabsforpligtelser er ansvarlig for ydelse af støtten. Under denne procedure kan andre berørte parter end den medlemsstat, som er ansvarlig for støttens ydelse, ikke selv forlange en kontradiktorisk behandling af Kommissionen svarende til den, der iværksættes over for den pågældende medlemsstat. Deres rolle er derfor i det væsentlige at tjene som oplysningskilder for Kommissionen. I denne forbindelse findes der ikke nogen bestemmelser vedrørende proceduren for kontrol med statsstøtte, der giver støttemodtageren en særlig stilling blandt de berørte parter. Endvidere er proceduren for kontrol med statsstøtte ikke en procedure, der indledes »mod« støttemodtageren, da denne i så fald ville have krav på kontradiktion. Adressaterne for beslutninger vedrørende statsstøtte, som Kommissionen træffer, er ene og alene de berørte medlemsstater.

Almindelige retsgrundsætninger som retten til at blive hørt eller princippet om god forvaltning indeholder ikke grundlag for Fællesskabets retsinstanser til at udvide de processuelle rettigheder, som ifølge traktaten og afledt ret tilkommer de berørte parter under en procedure om kontrol med statsstøtte. Den omstændighed, at sagsøgeren har søgsmålskompetence til prøvelse af den anfægtede beslutning, giver heller ikke sådanne rettigheder.

Det fremgår ikke af nogen bestemmelser om statsstøtte eller af retspraksis, at Kommissionen er forpligtet til at høre modtageren af statsstøtte vedrørende sin vurdering af den pågældende foranstaltning, eller at Kommissionen er forpligtet til at informere den pågældende medlemsstat – og dermed heller ikke støttemodtageren – om sin stilling, før den vedtager sin beslutning, når de berørte parter og medlemsstaten har haft mulighed for at tage stilling.

(jf. præmis 161-163 og 166-168)

3. Inden for statsstøttekontrol kræver princippet om retten til forsvar, at den pågældende medlemsstat får mulighed for i overensstemmelse med artikel 88, stk. 2, EF at gøre sine synspunkter gældende vedrørende de bemærkninger, der er fremsat af de berørte tredjeparter, og som Kommissionen agter at støtte sin beslutning på, og Kommissionen kan ikke lægge disse bemærkninger til grund i sin beslutning vedrørende medlemsstaten, såfremt denne ikke har haft mulighed for at kommentere dem. For at en sådan tilsidesættelse af retten til forsvar kan medføre annullation, skal proceduren imidlertid kunne have ført til et andet resultat, hvis retten til forsvar ikke var blevet tilsidesat.

(jf. præmis 189)

4. For ny støtte, som medlemsstaterne påtænker at indføre, er der indført en procedure med forudgående kontrol, der skal følges, idet en støtte ellers anses for ulovligt indført. I overensstemmelse med artikel 88, stk. 3, EF samt artikel 2 og 3 i forordning nr. 659/1999 om anvendelsen af artikel 88 EF skal alle påtænkte nye støtteforanstaltninger anmeldes til Kommissionen, og de må ikke gennemføres, før Kommissionen har givet stiltiende eller udtrykkelig tilladelse hertil.

Medlemsstaterne skal således overholde to uadskillelige forpligtelser, nemlig forpligtelsen til forudgående anmeldelse af påtænkte støtteordninger og forpligtelsen til at afvente gennemførelsen af disse ordninger, indtil Kommissionen har taget stilling til støttens forenelighed med fællesmarkedet.

En støtte kan betragtes som ydet, selv hvis støttebeløbet endnu ikke er blevet udbetalt til støttemodtageren.

I øvrigt skal støtteforanstaltninger meddeles Kommissionen, mens de endnu er på projektstadiet, dvs. før de gennemføres, og mens de endnu kan tilpasses under hensyn til Kommissionens eventuelle bemærkninger. Det må nemlig sikres, at Kommissionen får lejlighed til rettidigt og i almindelig interesse at udøve sin kontrol med enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger og således gennemføre en præventiv undersøgelse. Det ville være i strid med logikken bag ordningen med forudgående kontrol med statsstøtte at hævde, at Kommissionen først kan fastslå en tilsidesættelse af artikel 88, stk. 3, EF efter at have undersøgt, om hver støttemodtager faktisk har modtaget de fordele, som tildeles ved den omhandlede foranstaltning.

(jf. præmis 228-230 og 234-236)

5. Ordlyden af artikel 14 i forordning nr. 659/1999 om anvendelsen af artikel 88 EF, som fastsætter, at »i negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt«, er udtryk for tilbagesøgningens systematiske karakter.

Når Kommissionen under den administrative procedure modtager meddelelse om, at de omtvistede former for støtte endnu ikke er udbetalt til de berettigede, er det ikke nogen garanti for, at sådanne udbetalinger ikke senere er sket, særlig mellem det tidspunkt, hvor denne meddelelse blev givet, og datoen for meddelelsen af den endelige beslutning. Det kan i øvrigt ikke under nogen omstændigheder bebrejdes Kommissionen, at den for at skabe størst mulig retssikkerhed klart har tilkendegivet de konkrete følger af sin beslutning.

Den omstændighed, at en støtte endnu ikke er blevet udbetalt til den berettigede, kan nemlig ikke have indflydelse på Kommissionens beslutning, men alene få betydning for tilbagesøgningen af støtten. Tilbagesøgningen af støtte skal i princippet ske i henhold til de relevante bestemmelser i national ret, hvorved det dog er en betingelse, at disse bestemmelser anvendes på en sådan måde, at den efter fællesskabsretten krævede tilbagesøgning ikke gøres praktisk umulig, og det tilkommer alene den nationale ret at tage stilling til tvister vedrørende denne tilbagesøgning.

En medlemsstats forpligtelse til at beregne det præcise støttebeløb, der skal tilbagesøges, navnlig når denne beregning afhænger af oplysninger, som medlemsstaten ikke har fremsendt til Kommissionen, indgår i den bredere forpligtelse til loyalt samarbejde, der gensidigt forpligter Kommissionen og medlemsstaterne ved gennemførelsen af traktatens regler om statsstøtte. Kommissionen kan ikke kritiseres for, at den ikke har taget eventuelle faktiske eller retlige forhold i betragtning, som kunne have været fremlagt for den under den administrative procedure, men som ikke er blevet det, da Kommissionen ikke er forpligtet til af egen drift at undersøge og forestille sig, hvilke forhold der kunne være blevet forelagt for den.

(jf. præmis 239, 241, 250 og 251)

6. Henset til, at den kontrol, som Kommissionen i medfør af artikel 88 EF fører med statsstøtte, har sit grundlag i ufravigelige principper, kan der hos virksomhederne principielt ikke bestå en berettiget forventning om, at den støtte, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den i bestemmelsen fastlagte procedure. En påpasselig erhvervsdrivende må nemlig normalt være i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt. Når en støtte gennemføres, uden at Kommissionen på forhånd får underretning herom, således at den er ulovlig i henhold til artikel 88, stk. 3, EF, kan støttemodtageren navnlig ikke på dette tidspunkt have en berettiget forventning om, at støtten er lovligt ydet.

Modtagere af ulovlig støtte har imidlertid mulighed for at henvise til ekstraordinære omstændigheder, der har kunnet skabe en berettiget forventning om, at denne støtte var lovlig, med henblik på at gøre indsigelser mod tilbagebetaling heraf.

Vedtagelsen af forordning nr. 659/1999 om anvendelsen af artikel 88 EF skabte i øvrigt en ny situation for så vidt angår tilbagesøgning af uforenelig støtte, hvoraf der skal drages alle de nødvendige retlige konsekvenser. Artikel 14, stk. 1, i denne forordning bekræfter tilbagesøgningens systematiske karakter (første punktum), samtidig med at der fastsættes en undtagelse (andet punktum), hvis tilbagebetaling af støtten vil være i strid med et generelt princip i EU-lovgivningen. Der findes således en bestemmelse i den afledte ret, som Kommissionen skal tage i betragtning ved vedtagelsen af sine beslutninger, og som kan føre til i givet fald at afstå fra at kræve uforenelig støtte tilbagebetalt. Det er ubestrideligt, at tilsidesættelse af en sådan bestemmelse kan gøres gældende til støtte for annullation af den del af en beslutning, der kræver tilbagebetaling.

(jf. præmis 269-271, 275 og 276)

7. Den blotte omstændighed, at det er tvivlsomt for støttemodtageren, om en foranstaltning udgør en statsstøtte, er naturligvis ikke tilstrækkelig til at kunne skabe en berettiget forventning hos sagsøgeren om, at den udbetalte støtte er lovlig, eller om, at den omtvistede foranstaltning ikke udgør statsstøtte.

Det er derfor, at Kommissionens beslutning om ikke at rejse indsigelser over for en foranstaltning, der består i betaling af en favørsats for levering af elektricitet, ikke kan lægges til grund for nogen berettiget forventning for så vidt angår spørgsmålet, om den yderligere forlængelse af nævnte foranstaltning er lovlig, eller om denne favørsats udgør en støtte.

(jf. præmis 283, 284 og 288)