This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62008FJ0005
Brune mod Kommissionen
Brune mod Kommissionen
PERSONALERETTENS DOM
(Tredje Afdeling)
29. september 2010
Sag F-5/08
Markus Brune
mod
Europa-Kommissionen
»Personalesag — almindelig udvælgelsesprøve — ikke opført på reservelisten — afviklingen af den mundtlige prøve — udvælgelseskomitéens ligevægt«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Markus Brune principalt har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 10. maj 2007 om ikke at opføre ham på reservelisten for den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/AD/26/05 og af afgørelsen om at afslå hans klage af 2. oktober 2007.
Udfald: Kommissionens afgørelse af 10. maj 2007 om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten for udvælgelsesprøve EPSO/AD/26/05 annulleres. Kommissionen betaler alle sagens omkostninger.
Sammendrag
Tjenestemænd — udvælgelsesprøve — udvælgelseskomité — sammensætning
(Tjenestemandsvedtægten, bilag III, art. 3)
For at kunne fastslå, om den procedure, der er fulgt ved afholdelsen af mundtlige prøver i forbindelse med en udvælgelsesprøve, opfylder de to grundlæggende krav om objektivitet og ligebehandling ved bedømmelsen af ansøgerne, skal der foretages en samlet vurdering af, hvorledes de mundtlige prøver er gennemført under de særlige omstændigheder i det konkrete tilfælde samt under hensyntagen til alle relevante forhold. Disse forhold omfatter bl.a. antallet af ansøgere, som gives adgang til prøverne, ændringer i sammensætningen af udvælgelseskomitéen, særligt formandens og dennes eventuelle suppleants tilstedeværelse, og de koordinationsforanstaltninger, der er truffet for at sikre en sammenhængende anvendelse af bedømmelseskriterierne.
Den omstændighed, at formanden for udvælgelseskomitéen for en almindelig udvælgelsesprøve med mange deltagere har været fraværende, kan ikke i sig selv begrunde, at en af udvælgelseskomitéen truffet afgørelse skal annulleres, når fraværet har været kortvarigt, og når udvælgelseskomitéens arbejde har været ledet af suppleantformanden, som har deltaget i arbejdet sammen med formanden i forbindelse med de fleste prøver, således at opgaven som formand for udvælgelseskomitéen er blevet varetaget løbende. Formandens fravær skal afvejes i forhold til de andre relevante forhold med henblik på at fastslå, om udvælgelseskomitéens sammensætning har været tilstrækkeligt ligevægtig.
Uanset hvor ofte formanden har deltaget i udvælgelseskomitéens arbejde med prøverne, er det et krav, at et stort antal eksaminatorer har været til stede, for at sikre en sammenhængende bedømmelse af resultaterne, og at ansøgernes resultater kan sammenlignes. Henset til de vanskeligheder, der er forbundet med at organisere en udvælgelsesprøve med stor deltagelse, er det ikke et krav, for at udvælgelseskomitéen kan anses for at bestå af en gruppe eksaminatorer, der er tilstrækkelig til at sikre en ligevægtig sammensætning, at samtlige medlemmer af denne gruppe har deltaget i arbejdet med alle prøverne. En suppleant kan i denne henseende erstatte et medlem af udvælgelseskomitéen, når dette medlem er fraværende. Såfremt kun få medlemmer har været til stede, skal et sådant fravær dog begrundes.
Såfremt gruppen af eksaminatorer, der har deltaget i arbejdet med prøverne, kun består af formanden og dennes suppleant, idet de øvrige medlemmer af udvælgelseskomitéen ikke har deltaget i tilstrækkeligt omfang i arbejdet med prøverne, således at udvælgelseskomitéen kun har haft samme sammensætning ved et lille antal mundtlige prøver, har udvælgelseskomitéen ikke haft en sådan ligevægtig sammensætning, at kravene om objektivitet og ligebehandling ved bedømmelsen er opfyldt. Når der henses til disse princippers vigtighed, må dette anses for en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter. I en sådan situation, hvor udvælgelseskomitéens sammensætning ikke har været særlig ligevægtig, kan den omstændighed, at suppleantformanden sammen med formanden har deltaget i prøvernes indledende fase med henblik på at drøfte anvendelsen af bedømmelseskriterierne, samt den omstændighed, at der i udvælgelseskomitéen forinden er opnået enighed om disse bedømmelseskriterier, ikke anses for at sikre en sammenhængende bedømmelse.
(jf. præmis 44, 52, 53, 56, 62 og 63)
Henvisning til:
Retten: 12. marts 2008, sag T-100/04, Giannini mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 9, og II-A-2, s. 37, præmis 205, 209-212 og 215
Personaleretten: 13. december 2006, sag F-22/05, Neophytou mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 159, og II-A-1, s. 617, præmis 44 og 56