Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser

(Art. 56 TEUF og 57 TEUF)

2. Fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser

(Art. 56 TEUF og 57 TEUF)

Sammendrag

1. Artikel 56 TEUF og 57 TEUF er til hinder for en medlemsstats nationale lovgivning, hvorefter en arbejdsgiver med hjemsted i en anden medlemsstat, som udstationerer arbejdstagere på førstnævnte medlemsstats område, skal indgive en forudgående udstationeringsanmeldelse, dersom den påtænkte udstationerings påbegyndelse er underlagt denne arbejdsgivers afventning af en meddelelse om nævnte anmeldelses registreringsnummer, og de nationale myndigheder i den førstnævnte stat har en frist på fem arbejdsdage fra modtagelsen af anmeldelsen til at afgive denne meddelelse.

Eftersom en sådan meddelelse skal foreligge før arbejdsgiverens udstationering af sine arbejdstagere og først kan udstedes efter de nationale myndigheders kontrol af den forudgående udstationeringsanmeldelses forskriftsmæssighed, har denne karakter af en administrativ tilladelsesprocedure, som bl.a. på grund af den fastsatte frist for udstedelsen af denne meddelelse kan hindre den påtænkte udstationering og følgelig de udstationerede arbejdstageres arbejdsgivers levering af tjenesteydelser, særligt når den påtænkte præstation nødvendiggør en vis handlekraftighed. Heraf fremgår, at kravet om fremsendelse at en forudgående udstationeringsanmeldelse såvel som meddelelsen om registreringsnummeret udgør en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser i artikel 56 TEUF’s forstand.

Formålet om arbejdstagernes beskyttelse kan ikke berettige en sådan restriktion. En fremsendelse af en forudgående udstationeringsanmeldelse forekommer ganske vist at være et egnet middel til at kommunikere de nødvendige oplysninger til de nationale myndigheder. En registrerings- og meddelelsesprocedure, i henhold til hvilken den nævnte anmeldelse har karakter af en administrativ tilladelsesprocedure, går imidlertid ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre beskyttelsen af udstationerede arbejdstagere, eftersom en forudgående erklæring, idet den muliggør kontrollen af værtsmedlemsstatens overholdelse af social- og ansættelseslovgivning i udstationeringsperioden, udgør et mere forholdsmæssigt middel til at nå dette mål end en sådan tilladelse eller en forudgående kontrol.

(jf. præmis 34, 36, 40, 52, 53 og 61 samt domskonkl.)

2. Artikel 56 TEUF og 57 TEUF er ikke til hinder for en medlemsstats nationale lovgivning, hvorefter en arbejdsgiver med hjemsted i en anden medlemsstat, som udstationerer arbejdstagere på førstnævnte medlemsstats område, i udstationeringsperioden skal opbevare en kopi af dokumenter, der svarer til de arbejdsretlige dokumenter, som kræves i henhold til den første medlemsstats lovgivning, med henblik på, at de kan stilles til rådighed for de nationale myndigheder i den førstnævnte medlemsstat, og fremsende kopien til de nævnte myndigheder ved denne periodes afslutning.

Det kan ganske vist ikke udelukkes, at disse forpligtelser medfører udgifter og yderligere administrative og økonomiske byrder for virksomheder med hjemsted i en anden medlemsstat, således at disse virksomheder i konkurrencemæssig henseende kan være ringere stillet end virksomheder, der beskæftiger personer, som normalt arbejder på det nationale område. Opbevaringen af en kopi af sådanne tilsvarende dokumenter er dog egnet til at muliggøre myndighedernes kontrol af overholdelsen af de arbejdsvilkår med hensyn til udstationerede arbejdstagere, der nævnes i artikel 3, stk. 1, i direktiv 96/71 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser, og hermed sikre beskyttelsen af disse. Sådanne foranstaltninger står således i rimeligt forhold til formålet om arbejdstagernes beskyttelse.

(jf. præmis 42, 57, 60 og 61 samt domskonkl.)