Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Tilnærmelse af lovgivningerne – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13

(Rådets direktiv 93/13, art. 4, stk. 2, og art. 8)

2. Tilnærmelse af lovgivningerne – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13

(Rådets direktiv 93/13, art. 4, stk. 2, og art. 8)

3. Tilnærmelse af lovgivningerne – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13

[Art. 2 EF, art. 3, stk. 1, litra g), EF og art. 4, stk. 1, EF; Rådets direktiv 93/13, art. 4, stk. 2, og art. 8]

Sammendrag

1. Artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler definerer samlet set de almindelige kriterier, der gør det muligt at vurdere, om de kontraktvilkår, som er underlagt direktivets bestemmelser, er urimelige. Set under samme synsvinkel har direktivets artikel 4, stk. 2, udelukkende til formål at fastlægge de nærmere regler for og omfanget af den indholdsmæssige kontrol med de kontraktvilkår, der, idet de ikke har været genstand for en individuel forhandling, beskriver hovedydelserne i de kontrakter, som indgås mellem en erhvervsdrivende og en forbruger. Det følger heraf, at de i artikel 4, stk. 2, omhandlede vilkår faktisk henhører under området reguleret af direktivet, og at dets artikel 8 derfor også finder anvendelse på artikel 4, stk. 2.

(jf. præmis 33-35)

2. Artikel 4, stk. 2, og artikel 8 i direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for nationale forskrifter, der tillader en retslig vurdering af, om kontraktvilkår er urimelige, når disse omfatter definitionen af aftalens hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor, selv om disse vilkår er affattet klart og forståeligt.

Nationale forskrifter gør det nemlig muligt – idet de åbner for en fuldstændig retslig kontrol af, om vilkår, såsom dem, der er omhandlet i direktivets artikel 4, stk. 2, og som er fastsat i en aftale mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, er urimelige – i overensstemmelse med direktivets artikel 8 at sikre forbrugeren et højere effektivt beskyttelsesniveau end det, der er fastsat i direktivet.

(jf. præmis 42-44 og domskonkl. 1)

3. Artikel 2 EF, artikel 3, stk. 1, litra g), EF og artikel 4, stk. 1, EF er ikke til hinder for en fortolkning af artikel 4, stk. 2, og artikel 8 i direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, hvorefter medlemsstaterne kan indføre nationale forskrifter med hjemmel til en retslig vurdering af, om kontraktvilkår er urimelige, når disse omfatter definitionen af aftalens hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor, selv om disse vilkår er affattet klart og forståeligt.

For så vidt angår artikel 2 EF og artikel 4, stk. 1, EF skal det blot konstateres, at disse bestemmelser fastsætter visse formål og generelle principper, der nødvendigvis må anvendes i sammenhæng med de forskellige kapitler i EF-traktaten, der er bestemt til at udmønte disse principper og formål. De kan således ikke i sig selv skabe klare og ubetingede retlige forpligtelser for medlemsstaterne.

På samme måde kan artikel 3, stk. 1, litra g), EF heller ikke i sig selv skabe retlige forpligtelser for medlemsstaterne. Denne bestemmelse angiver nemlig blot et formål, der skal udmøntes i andre traktatbestemmelser, navnlig i de bestemmelser, som vedrører konkurrencereglerne.

(jf. præmis 46,47 og 49 samt domskonkl. 2)