EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62008CJ0462

Sammendrag af dom

Sag C-462/08

Ümit Bekleyen

mod

Land Berlin

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberverwaltungsgericht Berlin-Brandenburg)

»Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet — artikel 7, stk. 2, i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 — ret for et barn af en tyrkisk arbejdstager til at modtage enhver form for tilbud om beskæftigelse i den værtsmedlemsstat, hvor han har fuldført en erhvervsuddannelse — påbegyndelse af erhvervsuddannelse efter forældrenes endelige udrejse af denne medlemsstat«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat P. Mengozzi fremsat den 29. oktober 2009   I ‐ 565

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 21. januar 2010   I ‐ 587

Sammendrag af dom

Internationale aftaler – associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – associeringsrådet oprettet ved associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – afgørelse nr. 1/80 – adgang for et barn af en tyrkisk arbejdstager til at tage beskæftigelse – familiemedlemmer til en tyrkisk arbejdstager, der har været tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat

(Associeringsrådet EØF-Tyrkiets afgørelse nr. 1/80, art. 7, stk. 2)

Artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80, vedtaget af Associeringsrådet EØF-Tyrkiet, skal fortolkes således, at når en tyrkisk arbejdstager har været lovligt beskæftiget i værtsmedlemsstaten i mere end tre år, kan barnet af en sådan arbejdstager i denne medlemsstat, efter at have afsluttet sin erhvervsuddannelse i denne, påberåbe sig retten til adgang til arbejdsmarkedet og den tilsvarende opholdsret, selv om barnet, efter sammen med sine forældre at være vendt tilbage til hjemlandet, er vendt alene tilbage til nævnte medlemsstat for at påbegynde sin uddannelse dér.

Denne bestemmelse, der ikke tilsigter at skabe gunstige betingelser for familiesammenføring i værtsmedlemsstaten, men at lette adgang til arbejdsmarkedet for børn af tyrkiske arbejdstagere, betinger nemlig ikke de rettigheder, som den giver disse børn, af, at én af deres forældre stadig har status som arbejdstager i værtsmedlemsstaten eller stadig har bopæl på dens område på det tidspunkt, hvor barnet påbegynder sin erhvervsuddannelse. Når de i artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80 fastsatte betingelser er opfyldt, nemlig at den pågældende arbejdstagers barn skal have gennemført en erhvervsuddannelse i den pågældende medlemsstat, og at en af barnets forældre lovligt skal have været beskæftiget i denne stat i mindst tre år, giver denne bestemmelse barnet en selvstændig ret til adgang til arbejdsmarkedet i værtsmedlemsstaten og en heraf følgende ret til at opholde sig dér.

Retten til fri adgang til arbejdsmarkedet for børn af tyrkiske arbejdstagere er ganske vist baseret på, at denne tidligere har arbejdet i værtsmedlemsstaten. Kravet om, at én af forældrene skal have arbejdet i denne stat i mindst tre år, kan imidlertid ikke forstås som et krav om, at denne forælder stadig har status som arbejdstager på det tidspunkt, hvor barnet påbegynder sin erhvervsuddannelse. Dette krav har alene til formål at fastsætte det niveau for integration af barnet i værtsmedlemsstaten, der i forening med barnets erhvervsuddannelse er tilstrækkeligt til, at barnet kan benytte sig af de særregler, der er fastsat i nævnte bestemmelse.

En sådan fortolkning har ikke til følge, at børn af tyrkiske arbejdstagere befinder sig i en gunstigere situation end den, der tilkommer børn af statsborgere i en medlemsstat.

(jf. præmis 18, 27-31, 44 og 45 samt domskonkl.)

Top