Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Tilnærmelse af lovgivningerne – elektroniske kommunikationsnet og -tjenester – rammebestemmelser – forsyningspligt og brugernes rettigheder – direktiv 2002/21 og 2002/22 – den nationale tilsynsmyndighed

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21, art. 2, litra g), artikel 3 og 4, og 2002/22, art. 2, stk. 1]

2. Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – forsyningspligt og brugernes rettigheder – direktiv 2002/22 – forsyningspligt, herunder sociale forpligtelser – beregning af omkostningerne – urimelig byrde

(Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2002/22, 21. betragtning)

3. Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – forsyningspligt og brugernes rettigheder – direktiv 2002/22 – forsyningspligt, herunder sociale forpligtelser – beregning af omkostningerne – urimelig byrde

(Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2002/22, art. 12, stk. 1, og bilag IV)

4. Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – forsyningspligt og brugernes rettigheder – direktiv 2002/22 – forsyningspligt, herunder sociale forpligtelser – beregning af omkostningerne – urimelig byrde

(Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2002/22, art. 13, stk. 1)

Sammendrag

1. Direktiv 2002/22 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester er i princippet ikke i sig selv til hinder for, at den nationale lovgiver intervenerer som national tilsynsmyndighed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 2002/21 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, for så vidt som den ved udøvelsen af denne funktion opfylder de betingelser vedrørende kompetence, uafhængighed, upartiskhed og gennemsigtighed, som følger af de pågældende direktiver, og for så vidt som de afgørelser, den træffer inden for rammerne af denne funktion, effektivt kan påklages til en klageinstans, som er uafhængig af de involverede parter, hvilket det tilkommer den nationale ret at kontrollere.

(jf. præmis 30, 31 og 53 samt domskonkl. 1)

2. Det fremgår af 21. betragtning til direktiv 2002/22 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, at fællesskabslovgiver har villet forbinde de ordninger, der gør det muligt at få dækket de nettoomkostninger, som forsyningspligten kan medføre for en virksomhed, med en for vidtgående byrde hos denne virksomhed. I denne sammenhæng har lovgiver ved at fastslå, at nettoomkostningen ved forsyningspligten ikke nødvendigvis udgør en for vidtgående byrde for alle de berørte virksomheder, villet udelukke, at alle nettoomkostninger ved forsyningspligten automatisk gav ret til godtgørelse. Under disse omstændigheder udgør den urimelige byrde, som den nationale tilsynsmyndighed skal fastslå foreligger, før der kan gives godtgørelse, den byrde, som for hver af de berørte virksomheder har en vidtgående karakter i forhold til virksomhedens evne til at bære den, henset til alle virksomhedens særlige kendetegn, herunder bl.a. i forhold til dens udstyr, økonomiske og finansielle situation og markedsandele.

(jf. præmis 42)

3. Artikel 12 i direktiv 2002/22 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester er ikke til hinder for, at den nationale tilsynsmyndighed fastslår, generelt og på grundlag af beregningen af nettoomkostningerne for udbyderen af den af forsyningspligten omfattede tjenesteydelse, der tidligere var eneste udbyder af denne tjenesteydelse, at udbud af nævnte tjenesteydelse kan udgøre en urimelig byrde for de virksomheder, der er blevet udpeget som forsyningspligtige virksomheder.

Det fremgår således hverken af artikel 12, stk. 1, af bilag IV til direktiv 2002/22 eller af nogen anden bestemmelse i dette direktiv, at fællesskabslovgiver har påtænkt selv at fastsætte de betingelser, som skal gælde for de pågældende myndigheders forudgående vurdering af, at den pågældende ydelse kan udgøre en sådan urimelig byrde.

(jf. præmis 36 og 53 samt domskonkl. 2)

4. Artikel 13 i direktiv 2002/22 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester er til hinder for, at den nationale tilsynsmyndighed fastslår generelt og på grundlag af beregningen af nettoomkostningerne for udbyderen af den af forsyningspligten omfattede tjenesteydelse, der tidligere var eneste udbyder af denne tjenesteydelse, at udbud af nævnte tjenesteydelse kan udgøre en urimelig byrde for de virksomheder, der er blevet udpeget som forsyningspligtige virksomheder, uden at have foretaget en særlig undersøgelse af hver af disse virksomheders situation.

Hvis den nationale tilsynsmyndighed konstaterer, at en eller flere virksomheder med forsyningspligt er underlagt en urimelig byrde, og hvis denne eller disse virksomheder anmoder om godtgørelse, tilkommer det således medlemsstaten at gennemføre de nødvendige foranstaltninger i denne henseende i overensstemmelse med artikel 13, stk. 1, litra a), i direktiv 2002/22, hvoraf det bl.a. fremgår, at denne godtgørelse skal stå i forhold til nettoomkostningerne, således som disse er blevet beregnet i henhold til det pågældende direktivs artikel 12.

(jf. præmis 44 og 53 samt domskonkl. 3)