Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

Miljø – forebyggelse og afhjælpning af miljøskader – miljøansvar – direktiv 2004/35 – princippet om, at forureneren betaler

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35, art. 3, stk. 1, art. 4, stk. 5, art. 11, stk. 2, og art. 16, stk. 1)

Sammendrag

Når betingelserne for tidsmæssig og/eller indholdsmæssig anvendelse af direktiv 2004/35 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader i en situation med miljøforurening ikke er opfyldt, henhører en sådan situation under national ret i overensstemmelse med traktatens regler og under overholdelse af andre retsakter i den afledte ret.

Direktiv 2004/35 er ikke til hinder for en national lovgivning, der tillader den kompetente myndighed, idet den handler inden for rammerne af dette direktiv, at antage, at der foreligger en årsagssammenhæng, herunder i tilfælde af forurening af diffus karakter, mellem operatører og den konstaterede forurening, og dette på grund af deres anlægs placering i nærheden af det forurenede område. I overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler, skal den kompetente myndighed imidlertid med henblik på at fastslå en sådan årsagssammenhæng være i besiddelse af troværdige beviser, der kan begrunde dens formodning, såsom nærheden mellem operatørens anlæg og den konstaterede forurening og overensstemmelsen mellem forureningen og de forurenende stoffer, som operatøren anvender i sin virksomhed.

Artikel 3, stk. 1, artikel 4, stk. 5, og artikel 11, stk. 2, i direktiv 2004/35 skal fortolkes således, at når den kompetente myndighed beslutter at pålægge operatører forpligtelser, hvis aktiviteter er omfattet af dette direktivs bilag III, er den kompetente myndighed ikke forpligtet til at fastslå, om de operatører, hvis virksomhed anses for at have forårsaget de pågældende miljøskader, har handlet enten forsætligt, uagtsomt eller svigagtigt. Det påhviler derimod den pågældende myndighed for det første forudgående at undersøge den konstaterede forurenings oprindelse, og i den forbindelse råder den over en skønsmargin med hensyn til procedurer, de ressourcer, der skal anvendes, og varigheden af en sådan efterforskning. For det andet er denne myndighed i henhold til nationale bevisregler forpligtet til at fastslå en årsagssammenhæng mellem operatørernes aktiviteter, der er omfattet af afhjælpende foranstaltninger, og forureningen.

Da artikel 16, stk. 1, i direktiv 2004/35 desuden udtrykkeligt i lighed med artikel 176 EF fastsætter, at direktivet ikke er til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller vedtager strengere bestemmelser om forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, kan en medlemsstat følgelig bestemme, at operatører, der udøver andre former for erhvervsmæssig aktivitet end dem, der er anført i bilag III til nævnte direktiv, objektivt kan anses for ansvarlige for miljøskaderne, dvs. ikke blot skader på beskyttede arter og naturtyper, men ligeledes vand- og jordskader, i medfør af dette direktivs artikel 2, stk. 1, litra a)-c).

(jf. præmis 44, 57, 65, 68-70 og domskonkl.)