Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

Fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – national lovgivning om godtgørelse af udgifter til lægebehandling afholdt i en anden medlemsstat – uforudset hospitalspleje – forordning nr. 1408/71

[Art. 49 EF; Rådets forordning nr. 1408/71, art. 22, stk. 1, litra a), nr. i)]

Sammendrag

En medlemsstat tilsidesætter ikke sine forpligtelser i henhold til artikel 49 EF, når den nægter de af det nationale sundhedssystem forsikrede supplerende refusion af udgifter til lægebehandling afholdt af disse i en anden medlemsstat i tilfælde af hospitalsbehandling modtaget i overensstemmelse med artikel 22, stk. 1, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 1992/2006, i det omfang refusionsniveauet i den medlemsstat, hvor behandlingen finder sted, er lavere end fastsat i forsikringsmedlemsstaten.

Den omstændighed, at de forsikrede i en medlemsstats sundhedssystem kan være tilskyndede til at vende tilbage til denne medlemsstat før planlagt for dér at modtage hospitalsbehandling, der har vist sig fornøden grundet en forværring af deres helbredstilstand under et midlertidigt ophold i en anden medlemsstat, eller til at opgive en rejse, f.eks. som turist eller studerende, til en sådan anden medlemsstat, idet de ikke – ud over i særlige tilfælde – kan regne med en supplerende godtgørelse fra den kompetente institution i tilfælde af, at udgiften til en tilsvarende behandling i forsikringsmedlemsstaten overstiger det dækningsniveau, som er gældende i denne anden medlemsstat, forekommer nemlig at være for tilfældig og indirekte. De omtvistede bestemmelser kan dermed ikke generelt anses for at hindre den frie udveksling af hospitalsplejeydelser eller af turist- eller uddannelsesmæssige tjenesteydelser.

I de tilfælde, hvor der er givet uforudsete hospitalsbehandlinger til en forsikret under dennes midlertidige ophold i en anden medlemsstat, har forsikringsmedlemsstaten desuden, grundet anvendelsen af denne anden medlemsstats bestemmelser, en højere udgift at finansiere, end hvis disse behandlinger var blevet foretaget ved et af statens egne hospitaler, men dette anses for at blive opvejet af de tilfælde, hvor der for den pågældende hospitalsbehandling som følge af anvendelsen af opholdsmedlemsstatens bestemmelser omvendt pålægges forsikringsmedlemsstaten en mindre udgift at finansiere end den, der ville have fulgt af anvendelsen af medlemsstatens egne bestemmelser.

(jf. præmis 72, 78 og 80)