This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62008CJ0201
Sammendrag af dom
Sammendrag af dom
Sag C-201/08
Plantanol GmbH & Co. KG
mod
Hauptzollamt Darmstadt
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hessisches Finanzgericht)
»Direktiv 2003/30/EF — fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport — direktiv 2003/96/EF — fællesskabsregler om afgift på energiprodukter og el — blanding af vegetabilsk olie, tilsætningsstoffer og brændstof — biobrændstoffer — nationale regler — afgiftslettelse — afgiftslettelse erstattet af en pligt til at overholde en minimumsandel af biobrændstoffer i brændstoffer — forenelighed med direktiv 2003/30/EF og 2003/96/EF — retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning«
Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 10. september 2009 I ‐ 8346
Sammendrag af dom
Miljø – fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport – direktiv 2003/30
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/30, art. 3)
Miljø – fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport – direktiv 2003/30
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/30)
Artikel 3 i direktiv 2003/30 om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, som udelukker et produkt, der er en blanding af vegetabilsk olie, fossil diesel og særlige tilsætningsstoffer, fra den i lovgivningen fastsatte afgiftslettelsesordning for biobrændstoffer.
For det første fremgår det af betragtning 19 til direktivet, at afgiftsfritagelser er et af de midler, som medlemsstaterne kan anvende for at nå direktivets mål, men at der også kan anvendes andre midler, f.eks. finansiel støtte til forarbejdningsindustrien eller fastsættelse af en obligatorisk andel af biobrændstoffer for olieselskaberne.
For det andet fremgår det af artikel 3, stk. 4, i direktiv 2003/30, at medlemsstaterne tillige råder over et vidt skøn med hensyn til de produkter, de ønsker at fremme for at nå direktivets mål, eftersom medlemsstaterne kan vælge at prioritere visse typer biobrændstoffer under hensyntagen til deres klima- og økobalance, omkostningseffektivitet og konkurrenceevne samt til forsyningssikkerheden.
(jf. præmis 36, 37 og 41 samt domskonkl. 1)
Inden for rammerne af direktiv 2003/30 om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport er retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning som udgangspunkt ikke til hinder for, at en medlemsstat ophæver en afgiftslettelsesordning for et produkt, der er en blanding af vegetabilsk olie, fossil diesel og særlige tilsætningsstoffer, før den udløbsdato, der oprindeligt var fastsat i den nationale lovgivning. Under alle omstændigheder kræver en sådan ophævelse ikke, at der foreligger ekstraordinære omstændigheder. Det tilkommer imidlertid den nationale ret ud fra en konkret helhedsvurdering at afgøre, om de nævnte principper er blevet overholdt, idet den skal tage hensyn til samtlige relevante omstændigheder.
(jf. præmis 68 og domskonkl. 2)