Sag C-195/08 PPU

Sag anlagt af

Inga Rinau

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Lietuvos Aukščiausiasis Teismas)

»Retligt samarbejde i civile sager — retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser — fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar — forordning (EF) nr. 2201/2003 — anmodning om ikke-anerkendelse af en afgørelse om tilbagegivelse af et barn, der tilbageholdes ulovligt i en anden medlemsstat — præjudiciel forelæggelse efter hasteproceduren«

Generaladvokat E. Sharpstons stillingtagen af 1. juli 2008   I - 5275

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 11. juli 2008   I - 5305

Sammendrag af dom

1. Præjudicielle spørgsmål – præjudiciel forelæggelse efter hasteproceduren – betingelser

   (Domstolens procesreglement, art. 104b)

2. Retligt samarbejde i civile sager – anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning nr. 2201/2003 – eksigibiliteten af afgørelser om tilbagegivelsen af et barn, vedtaget efter en beslutning om ikke at tilbagegive det

   (Rådets forordning nr. 2201/2003, art. 11, stk. 8, art. 40 og 42 og bilag IV)

3. Retligt samarbejde i civile sager – kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning nr. 2201/2003 – anmodning om ikke-anerkendelse af en retsafgørelse, uden at der forudgående er indgivet en anmodning om anerkendelse

   (Rådets forordning nr. 2201/2003, art. 11, stk. 8, art. 21, stk. 3 og 4, art. 40-42)

4. Retligt samarbejde i civile sager – kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning nr. 2201/2003 – anmodning om ikke-anerkendelse af en retsafgørelse, uden at der forudgående er indgivet en anmodning om anerkendelse

   (Rådets forordning nr. 2201/2003, art. 31, stk. 1)

1.  En anmodning fra en forelæggende ret om, at en præjudiciel forelæggelse vedrørende fortolkningen af forordning nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning nr. 1347/2000 undergives en hasteprocedure, er berettiget, når den hviler på et behov for at handle hurtigt. Dette foreligger, såfremt enhver forsinkelse vil være meget ugunstig for forholdet mellem barnet og den af forældrene, som barnet ikke bor hos, og forringelsen af dette forhold kan være uoprettelig. Et sådant behov fremgår såvel af 17. betragtning til forordningen, som omhandler et bortført barns tilbagegivelse uden opsættelse, som af forordningens artikel 11, stk. 3, som fastsætter en frist på seks uger for den ret, der skal tage stilling til en anmodning om tilbagegivelse, til at træffe afgørelse. Hensynet til at beskytte barnet mod en eventuel skade og nødvendigheden af at sikre en afbalancering mellem barnets og forældrenes interesser kræver ligeledes, at hastesagsproceduren anvendes.

   (jf. præmis 44 og 45)

2.  Når der er truffet en afgørelse om ikke at tilbagegive et barn, og denne afgørelse er bragt til retten i domsstatens kendskab, er det uden betydning for så vidt angår udstedelsen af en attest i henhold til artikel 42 i Rådets forordning nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning nr. 1347/2000, om denne afgørelse er blevet udsat, omgjort, ophævet eller under alle omstændigheder ikke er blevet endelig eller er blevet erstattet af en afgørelse om tilbagegivelse af barnet, hvis tilbagegivelsen rent faktisk ikke har fundet sted. Såfremt der ikke er rejst tvivl om denne attests autenticitet, og den er udstedt i overensstemmelse med den formular, som fremgår af bilag IV til forordningen, er det ikke tilladt at gøre indsigelse mod anerkendelsen af afgørelsen om tilbagegivelse af barnet, og det tilkommer alene retten i modtagerstaten at fastslå, at den attesterede afgørelse er eksigibel, og at anordne barnets umiddelbare tilbagegivelse.

   Eksigibiliteten af afgørelser om tilbagegivelsen af et barn, vedtaget efter en beslutning om ikke at tilbagegive det, har således processuel autonomi for ikke at forsinke tilbagegivelsen af et barn, som ulovligt er blevet fjernet til eller ulovligt tilbageholdes i en anden medlemsstat end den, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse. De tvister, som — efter at der er truffet en afgørelse om ikke at tilbagegive et barn — opstår eller genopstår i fuldbyrdelsesstaten, er ikke afgørende og kan betragtes som uden indvirkning på forordningens gennemførelse. Hvis dette således ikke var tilfældet, ville forordningen risikere at være uden effektiv virkning, idet formålet med den umiddelbare tilbagegivelse af barnet ville være underordnet betingelsen om, at alle processuelle muligheder i den medlemsstat, hvor barnet ulovligt tilbageholdes, er udtømt. Selv om forordning nr. 2201/2003 således ikke tilsigter at samordne de materielle og processuelle bestemmelser i de forskellige medlemsstater, må der imidlertid ved anvendelsen af nationale regler ikke gøres indgreb i konventionens effektive virkning. Denne fortolkning af forordningen, som er i overensstemmelse med kravene i og formålet med forordningen, er den fortolkning, der bedst sikrer, at fællesskabsretten gennemføres effektivt.

   (jf. præmis 63, 80-83 og 89 samt domskonkl. 1)

3.  Bortset fra tilfælde, hvor proceduren omhandler en attesteret afgørelse i henhold til artikel 11, stk. 8, artikel 40 og 42 i forordning nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning nr. 1347/2000, kan den mulighed, at enhver berettiget part kan anmode om ikke-anerkendelse af en retsafgørelse, selv hvis der ikke forinden er indgivet en anmodning om anerkendelse af afgørelsen, ikke afvises generelt.

   Dels bekræfter forordningens artikel 21, stk. 3 — med forbehold af bestemmelserne i afdeling 4, kapitel III — således en sådan mulighed, dels er det ikke udelukket, at en anmodning om ikke-anerkendelse af en afgørelse medfører en anerkendelse heraf under retssagen, hvorefter artikel 21, stk. 4, skal finde anvendelse. Muligheden for at indgive en anmodning om ikke-anerkendelse, uden at der først er indgivet en anmodning om anerkendelse, kan opfylde forskellige formål, enten af materiel karakter, navnlig vedrørende hensynet til barnets bedste eller familiens stabilitet og ro, eller af processuel karakter, ved at give mulighed for tidligt at fremskaffe beviser, som måske ikke vil være til rådighed i fremtiden. En sådan anmodning skal imidlertid følge den procedure, der er fastsat i forordningens kapitel III, afdeling 2, og den kan navnlig kun behandles efter interne retsforskrifter, hvis disse ikke begrænser forordningens rækkevidde og virkninger.

   (jf. præmis 92-96 og domskonkl. 2)

4.  Artikel 31, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning nr. 1347/2000, der foreskriver, at hverken den person, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, eller barnet på dette tidspunkt af sagens behandling kan fremsætte bemærkninger over for retten, finder ikke anvendelse på en procedure om ikke-anerkendelse af en retsafgørelse, som er iværksat, uden at der forinden er indgivet en anmodning om anerkendelse af den samme afgørelse. I en sådan situation kan sagsøgte, som anmoder om anerkendelse af afgørelsen, fremsætte bemærkninger.

   Den situation, der tages sigte på i tilfælde af en anmodning om ikke-anerkendelse, er således anderledes end den, der er omfattet af artikel 31, stk. 1. Da den i forordningens artikel 31 fastsatte procedure er fuldbyrdende og ensidig, kan der ikke godkendes bemærkninger fra den pågældende part, uden at proceduren bliver deklaratorisk og selvmodsigende, hvilket ville være i strid med selve dens logik, hvorefter retten til forsvar er garanteret i form af appelmuligheden i forordningens artikel 33. I det tilfælde, hvor en anmodning om ikke-anerkendelse af en retsafgørelse, hvor den person, der indgiver anmodningen i en sådan situation, er den person, mod hvem der kunne indgives en anmodning om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, og hvor de betingelser, der berettiger udelukkelsen — for den del mod hvilken, der anmodes om fuldbyrdelse — af muligheden for at fremsætte bemærkninger, derimod ikke er opfyldt, vedrører formålet med proceduren om ikke-anerkendelse en negativ vurdering, som efter sin natur erklærer det modsatte. Det følger heraf, at den part, mod hvem der er indgivet en anmodning om ikke-anerkendelse, i tilfælde af en anmodning om ikke-anerkendelse ikke kan fratages muligheden for at fremsætte bemærkninger.

   (jf. præmis 101-107 og domskonkl. 3)