Sag C-169/08

Presidente del Consiglio dei Ministri

mod

Regione Sardegna

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte costituzionale)

»Fri udveksling af tjenesteydelser — artikel 49 EF — statsstøtte — artikel 87 EF — regional lovgivning, som indfører en skat på mellemlandinger i turistmæssigt øjemed, der foretages af luftfartøjer til privat persontransport og fritidsfartøjer, og som udelukkende pålægges operatører med skattemæssigt hjemsted uden for regionens område«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Kokott fremsat den 2. juli 2009   I ‐ 10825

Domstolens dom (Store Afdeling) af 17. november 2009   I ‐ 10864

Sammendrag af dom

1. Fri udveksling af tjenesteydelser – tjenesteydelser – begreb

   (Art. 50 EF)

2. Fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – skattelovgivning

   (Art. 49 EF)

3. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter

   (Art. 87, stk. 1, EF)

1.  Begrebet »tjenesteydelser« i artikel 50 EF indebærer, at der er tale om ydelser, der normalt udføres mod betaling, og at betalingen udgør det økonomiske modstykke til tjenesteydelsen og fastlægges i forholdet mellem den, der præsterer tjenesteydelsen, og den, der modtager den.

   Regionalskatten på mellemlandinger og anløbning, der vedrører transportmiddeloperatører, der begiver sig til regionens område, og ikke de transportselskaber, som driver virksomhed i regionen, kan ikke alene af den grund, at den ikke vedrører transportydelser, anses for overhovedet ikke at have nogen sammenhæng med den frie udveksling af tjenesteydelser. Selv om artikel 50, stk. 3, EF kun nævner aktiv udveksling af tjenesteydelser — hvor tjenesteyderen begiver sig til tjenestemodtageren — omfatter denne bestemmelse også en ret for tjenestemodtageren, bl.a. for turister, til at rejse til en anden medlemsstat, hvor tjenesteyderen befinder sig, for at modtage tjenesteydelsen dér. Eftersom de personer, som driver et transportmiddel, og de personer, som anvender et sådant transportmiddel, drager fordel af en lang række tjenesteydelser på den pågældende regions område, f.eks. de ydelser, der præsteres på flyvepladserne og i havnene, udgør mellemlanding og anløbning en nødvendig forudsætning for at modtage de nævnte ydelser, og regionalskatten på mellemlandinger og anløbning har en vis sammenhæng med en sådan ydelse.

   En regionalskat, der pålægges fritidsfartøjers anløbning, som også finder anvendelse på selskaber, der driver sådanne fritidsfartøjer, bl.a. på dem, hvis erhvervsvirksomhed består i at stille fritidsfartøjer til rådighed for tredjemand mod betaling, rammer desuden direkte udveksling af tjenesteydelser i artikel 50 EF’s forstand.

   De tjenesteydelser, som regionalskatten på mellemlandinger og anløbning har betydning for, kan endelig have en grænseoverskridende karakter, eftersom denne skat dels kan berøre de i den pågældende region etablerede selskabers mulighed for at udbyde mellemlandings- og anløbningsydelser på flyvepladser og i havne til borgere og selskaber, som er etableret i en anden medlemsstat, dels har betydning for erhvervsvirksomhed, som drives af selskaber, der har hjemsted i en anden medlemsstat, og som driver fritidsfartøjer i denne region.

   (jf. præmis 23-28)

2.  Artikel 49 EF skal fortolkes således, at den er til hinder for en regional myndigheds skattelovgivning, der indfører en regionalskat på mellemlandinger og anløbning i turistmæssigt øjemed, som foretages af luftfartøjer til privat persontransport og fritidsfartøjer, og som udelukkende pålægges fysiske og juridiske personer med skattemæssigt hjemsted uden for regionens område, eftersom konsekvensen af denne skattelovgivnings anvendelse er, at for alle de skattepligtige, som har skattemæssigt hjemsted uden for regionens område og er etableret i andre medlemsstater, bliver de omhandlede tjenesteydelser mere bekostelige end de tjenester, som ydes til operatører, der er etableret på dette område.

   På området for direkte beskatning er situationen for hjemmehørende og ikke-hjemmehørende i en medlemsstat ganske vist som udgangspunkt ikke sammenlignelig, idet der er tale om objektive forskelle for så vidt angår såvel indtægtskilde som den skattepligtiges skatteevne eller personlige og familiemæssige forhold. Ved sammenligningen af de skattepligtiges situation skal der imidlertid tages hensyn til den omhandlede skats særlige karakteristika. Herefter udgør en forskellig behandling af hjemmehørende og ikke-hjemmehørende en ved artikel 49 EF forbudt restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, når situationen for de forskellige kategorier af skattepligtige ikke adskiller sig objektivt i forhold til den omhandlede skat på en sådan måde, at det kan begrunde, at de behandles forskelligt.

   En sådan restriktion kan ikke begrundes i miljøbeskyttelseshensyn, hvis anvendelsen af regionalskatten bygger på en sondring mellem skattepligtige, der ikke har nogen sammenhæng med miljøbeskyttelsesformålet. Den kan heller ikke begrundes i hensyn til sammenhængen i den pågældende regions beskatningsordning, for så vidt som den manglende opkrævning af regionalskatten på mellemlandinger og anløbning hos hjemmehørende ikke kan anses for at være en udligning af de øvrige skatter, som disse hjemmehørende er pålagt, eftersom denne skat ikke har samme formål som de skatter, som betales af de i denne region hjemmehørende skattepligtige.

   (jf. præmis 31, 34, 35, 45 og 48-50 samt domskonkl. 1)

3.  Artikel 87, stk. 1, EF skal fortolkes således, at en regional myndigheds skattelovgivning, der indfører en skat på mellemlandinger og anløbning for operatører af luftfartøjer til privat persontransport og fritidsfartøjer, som udelukkende pålægges fysiske og juridiske personer med skattemæssigt hjemsted uden for regionens område, udgør en statsstøtteforanstaltning til fordel for selskaber etableret på regionens område.

   Støttebegrebet kan ikke blot omfatte positive ydelser, såsom tilskud, lån eller deltagelse i virksomheders kapital, men ligeledes indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i udtrykkets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger. En skattelovgivning, der fritager visse selskaber for opkrævningen af den pågældende skat, udgør en statsstøtte, selv om den ikke indebærer en overførsel af offentlige midler, når den medfører, at de pågældende myndigheder giver afkald på skatteindtægter, som de normalt ville have oppebåret.

   For at vurdere, om en sådan foranstaltning vedtaget af en indenstatslig enhed, der har en autonom status i forhold til centralregeringen, er selektiv, skal det undersøges, om den, i lyset af det formål, som den forfølger, udgør en fordel for visse virksomheder i forhold til andre virksomheder, der inden for den retsorden, hvori enheden udøver sine beføjelser, befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation. Dette er tilfældet, når alle de fysiske og juridiske personer, som benytter sig af tjenesteydelser ved mellemlandinger og anløbning inden for den pågældende region, er i en situation, der er objektivt sammenlignelig, uanset hvilket sted de er hjemmehørende eller etableret, henset til karakteren af og formålet med den nævnte skat.

   (jf. præmis 56, 57, 61, 63 og 66 samt domskonkl. 2)