Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – Kommissionen har bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed – omfanget af bevisbyrden

(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003)

2. Konkurrence – karteller – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkelighed med henblik på at konstatere en overtrædelse

(Art. 81, stk. 1, EF)

3. Konkurrence – karteller – overtrædelse – karakter af en samlet overtrædelse – bedømmelseskriterier

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalens artikel 53)

4. Konkurrence – bøder – princippet om individuelle sanktioner – forenelighed med virksomhedsbegrebet

(Art. 81, stk. 1, EF)

5. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – omsætning, der tages i betragtning

(Art. 81, stk. 1, EF)

6. Konkurrence – fællesskabsregler – overtrædelse begået af et datterselskab – moderselskabet pålagt ansvar – bevisbyrden hos Kommissionen – grænser

(Art. 81, stk. 1, EF)

7. Konkurrence – fællesskabsregler – overtrædelser – tilregnelse – moderselskabet ansvarligt for overtrædelse begået af et datterselskab – grænser

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalens artikel 53)

8. Konkurrence – aftaler – virksomhed – begreb – økonomisk enhed – pålæggelse af ansvar for overtrædelser – moderselskab og dattervirksomheder – de berørte selskabers solidariske ansvar

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

9. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – hensyntagen til omsætningen på verdensplan hidrørende fra salg af de varer, som overtrædelsen omfatter – lovlig – betingelser

(Rådets forordning nr. 17, art. 15)

10. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – skønsbeføjelse forbeholdt Kommissionen

(Art. 81, stk. 1, EF)

11. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – maksimumsbeløb – beregning – relevant omsætning – samlet omsætning for alle de selskaber, som udgør den økonomiske enhed, der handler som virksomhed

(Art. 81 EF; stk. 1, Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)

12. Konkurrence – fællesskabsregler – overtrædelse begået af et datterselskab – moderselskabet pålagt ansvar – retsvirkninger – datterselskabet fortsat individuelt ansvarligt

(Art. 81, stk. 1, EF)

13. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – formildende omstændigheder – skønsbeføjelse forbeholdt Kommissionen

(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 3)

14. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – formildende omstændigheder – rækkevidde

(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

15. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – bødefritagelse eller bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde – nødvendigt, at en adfærd har lettet Kommissionens konstatering af overtrædelsen

(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

16. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – princippets rækkevidde – grænser – virksomhedens ret til at udspørge de imod den førte vidner – udelukket

(Art. 81, stk. 1, EF)

17. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – Kommissionens skøn – domstolskontrol – konstatering af en ulovlighed – nødvendigt for Retten at tage stilling til omgørelsen af beslutningen i medfør af sin fulde prøvelsesret

(Art. 229 EF)

Sammendrag

1. Det påhviler den part eller myndighed, der gør en tilsidesættelse af konkurrencereglerne gældende, at føre bevis herfor ved på tilstrækkelig måde at føre bevis for de faktiske omstændigheder, der udgør en overtrædelse, og det påhviler den virksomhed, der påberåber sig retten til at bestride, at der foreligger en overtrædelse, at føre bevis for, at betingelserne for at gøre en sådan indsigelse gældende, er opfyldt, således at myndigheden herefter må anvende andre beviser.

Princippet, hvorefter Kommissionen skal bevise alle de omstændigheder, som overtrædelsen udgøres af, herunder dens varighed, og som kan have indvirkning på Kommissionens endelige konklusioner for så vidt angår overtrædelsens grovhed, påvirkes ikke af den omstændighed, at de berørte virksomheder har gjort et anbringende om forældelse gældende, for hvilket bevisbyrden i princippet påhviler virksomhederne. Når et sådant anbringende gøres gældende, er det en nødvendig forudsætning, at såvel overtrædelsens varighed som datoen for dens ophør fastlægges. Disse omstændigheder kan ikke i sig selv medføre, at bevisbyrden i denne henseende vendes til skade for de nævnte virksomheder. For det første udgør overtrædelsens varighed, et begreb, som forudsætter, at datoen for overtrædelsens ophør er kendt, en integrerende del af overtrædelsen, for hvilken bevisbyrden påhviler Kommissionen uanset den omstændighed, at disse forhold ligeledes udgør en del af anbringendet vedrørende forældelse. Denne konklusion berettiges endvidere af den omstændighed, at den manglende forældelse af Kommissionens forfølgelsesbeføjelse i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 1/2003 udgør et objektivt lovligt kriterium, som følger af retssikkerhedsprincippet, og derfor er en gyldighedsbetingelse for enhver beslutning om sanktioner. Det påhviler Kommissionen at iagttage dette princip, selv om virksomheden ikke gør et anbringende herom gældende i denne henseende.

Denne fordeling af bevisbyrden kan imidlertid variere, for så vidt som de faktiske omstændigheder, som en part gør gældende, kan forpligte den anden part til at fremkomme med en forklaring eller en begrundelse, i mangel af hvilken det kan antages, at beviset er blevet ført. Særligt når Kommissionen har ført bevis for, at der findes en aftale, påhviler det de deltagende virksomheder at føre bevis for, at de har taget afstand fra denne, hvilket kræver, at der klart er givet udtryk for en hensigt til at træde tilbage fra denne aftale, og at denne hensigt er blevet bragt til de øvrige deltagende virksomheders kendskab.

(jf. præmis 52-55 og 60)

2. Det fremgår af selve ordlyden af artikel 81, stk. 1, EF, at aftaler mellem virksomheder uanset deres virkninger er forbudt, når de har et konkurrencestridigt formål. Derfor er det ikke nødvendigt at påvise faktiske konkurrenceskadelige virkninger, når den påtalte adfærds konkurrenceskadelige formål er bevist.

(jf. præmis 75)

3. Unionens retsinstanser har beskrevet flere relevante kriterier for vurderingen af den særlige karakter af en overtrædelse af artikel 81 EF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), dvs. identiteten af formålene med den pågældende praksis, identiteten af de berørte produkter og tjenesteydelser, identiteten af de virksomheder, der deltog heri, og identiteten af de nærmere bestemmelser om dens gennemførelse. Andre relevante kriterier er identiteten af de fysiske personer, der var involveret for virksomhedernes regning, og identiteten af den omhandlede praksis’ geografiske anvendelsesområde.

(jf. præmis 90)

4. En fysisk eller juridisk person bør i medfør af princippet om individuelle straffe og sanktioner kun forfølges for omstændigheder, som den pågældende individuelt kritiseres for, et princip, som gælder i enhver administrativ procedure, der kan føre til sanktioner i henhold til Fællesskabets konkurrenceregler. Dette princip skal dog forenes med begrebet virksomhed i artikel 81 EF’s forstand. Begrebet virksomhed omfatter herved de økonomiske enheder, som hver består af en samlet organisation af menneskelige, materielle og immaterielle ressourcer, der vedvarende forfølger et bestemt økonomisk mål, og som kan medvirke til, at der begås en overtrædelse i denne bestemmelses forstand. Fællesskabets konkurrenceret tillader således, at forskellige selskaber, som indgår i samme gruppe, udgør en økonomisk enhed og således anses for én virksomhed i artikel 81 EF’s forstand, såfremt gruppens datterselskaber ikke frit bestemmer deres adfærd på markedet.

Det følger heraf, at påstanden, hvorefter det forhold, at en virksomhed, som deltager i en overtrædelse, er sammensat af flere forskellige selskaber, ikke indebærer, at sidstnævnte skal behandles som den eneste deltager i overtrædelsen, ikke kan tiltrædes. Denne påstand beror således på en forveksling mellem begrebet virksomhed og selskab og har ikke støtte i retspraksis.

(jf. præmis 122 og 123)

5. På konkurrenceområdet medfører Kommissionens anvendelse med tilbagevirkende kraft af begrebet økonomisk enhed med henblik på beregningen af bøden ikke, at sanktionen forøges, og er derfor ikke i strid med artikel 7, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention, hvorefter der ikke må pålægges en strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt, da den strafbare overtrædelse blev begået. Eftersom Kommissionens praksis ved med bødeberegningen at tage hensyn til virksomhedens omsætning – og i givet fald den sammenlagte omsætning i alle de selskaber, der udgør denne virksomhed – således var tidsmæssigt ensartet, burde den være kendt af de økonomiske operatører. Kommissionens faste praksis ved med henblik på fastsættelsen af bødernes udgangsbeløb at tage hensyn til omsætningen i det sidste hele år i overtrædelsesperioden er i øvrigt implicit blevet accepteret i retspraksis.

I denne forbindelse udgør bødernes afskrækkende virkning for det første en af de faktorer, på grundlag af hvilke overtrædelsernes grovhed skal fastslås. Afskrækkelseselementet af en bøde afhænger imidlertid i vidt omfang af dens tilstrækkeligt mærkbare virkning for den berørte virksomhed. Med henblik på at vurdere afskrækkelseselementet af en bøde over for en virksomhed, der har deltaget i en overtrædelse, skal der tages hensyn til situationen ved overtrædelsens ophør og ikke den situation, som kunne have foreligget på et tidligere tidspunkt. For det andet ville det være upraktisk og alt for vidtgående ud fra hensynet til princippet om god forvaltningsskik og kravene med hensyn til den administrative procedures økonomi at anmode Kommissionen om at tage hensyn til udviklingen i de pågældende virksomheders omsætning i løbet af hele kartellets funktion. En sådan fremgangsmåde ville indebære en beregning af et særskilt udgangsbeløb for hvert års deltagelse i kartellet, og med henblik herpå en fastlæggelse af deltagernes respektive markedsandele for hvert år, overtrædelsen har fundet sted.

(jf. præmis 124-127)

6. På konkurrenceområdet kan Kommissionen med rimelighed formode, at et datterselskab, der ejes fuldt ud af moderselskabet, i det væsentlige følger dettes instrukser, og at denne formodning indebærer, at Kommissionen ikke er forpligtet til at undersøge, om moderselskabet faktisk har udøvet disse beføjelser. Det er derfor ikke en forudsætning for, at moderselskabet kan tilregnes sit 100% ejede datterselskabs adfærd, at det bevises, at moderselskabet havde kendskab til datterselskabets handlinger. Det påhviler derimod moderselskabet, når det finder, at datterselskabet, på trods af at datterselskabet er 100% ejet af moderselskabet, selvstændigt bestemmer sin adfærd på markedet, at afkræfte formodningen ved at fremlægge tilstrækkelige beviser.

(jf. præmis 130)

7. De juridiske enheder, som selvstændigt deltog i en overtrædelse af artikel 81 EF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), og som senere er blevet overtaget af et andet selskab, bærer fortsat selv ansvaret for den retsstridige adfærd, de udviste, inden de blev overtaget, såfremt disse selskaber ikke blot blev opslugt af køberen, idet de fortsatte deres aktiviteter som datterselskaber. I en sådan situation kan køberen kun holdes ansvarlig for datterselskabets adfærd fra dets overtagelse, hvis datterselskabet fortsætter overtrædelsen, og hvis det nye moderselskabs ansvar kan fastslås.

Desuden bør det samme princip gælde i det tilfælde, hvor det erhvervede selskab forud for overtagelsen ikke selvstændigt deltog i overtrædelsen, men som datterselskab i en anden koncern.

(jf. præmis 139 og 141)

8. Solidariteten mellem selskaber for betaling af bøder, der pålægges på grund af en tilsidesættelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53, er en retsvirkning, der uden videre følger af disse artiklers materielle bestemmelser.

Virksomhedens fællesskab om markedsadfærd kan, når det gælder anvendelsen af konkurrencereglerne, begrundes i, at selskaber eller i øvrigt de retsundergivne, der kan holdes personligt ansvarlige, er solidarisk forpligtede. Solidarisk hæftelse for betaling af de bøder, der pålægges for en overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53, idet den medvirker til at sikre den faktiske opkrævning af de nævnte bøder, bidrager til den afskrækkende virkning, som almindeligvis forfølges med konkurrenceretten, i overensstemmelse med princippet ne bis in idem, et grundlæggende EU-retligt princip, som ligeledes er fastslået ved artikel 4 i protokol nr. 7 til den europæiske menneskerettighedskonvention, som forbyder, at en ens virksomhedsadfærd på markedet ved de retssubjekter, der herved kan holdes personligt ansvarlige, straffes mere end én gang for den samme overtrædelse af konkurrenceretten.

Den omstændighed, at det personlige ansvar, som flere selskaber har pådraget sig, på grund af den samme virksomheds deltagelse i en overtrædelse ikke er det samme, er ikke til hinder for, at de pålægges en bøde, som skal betales solidarisk, idet den solidariske hæftelse for betaling af bøden kun omfatter den overtrædelsesperiode, hvori selskaberne udgjorde en økonomisk enhed og derfor var en virksomhed i konkurrenceretlig forstand. I denne forbindelse følger det af princippet om individuelle straffe og sanktioner, at alle selskaber af den beslutning, som pålægger dem en bøde, der skal betales solidarisk med et eller flere andre selskaber, skal kunne udlede den kvoteandel, som de skal bære i deres forhold til de solidariske debitorer, når Kommissionen er fyldestgjort. I denne henseende skal Kommissionen bl.a. fastlægge de perioder, hvor de berørte selskaber er (med)ansvarlige for den ulovlige adfærd hos de virksomheder, der har deltaget i kartellet, og i givet fald omfanget af hvert af disse selskabers ansvar for denne adfærd.

Følgelig fremkalder den beslutning, hvorved Kommissionen har pålagt flere selskaber at betale en bøde solidarisk, nødvendigvis alle de retlige følger af den retlige ordning for betaling af konkurrenceretlige bøder, både i forholdet mellem kreditor og de solidariske debitorer og i forholdet mellem de solidariske debitorer indbyrdes.

Det tilkommer udelukkende Kommissionen ved udøvelsen af sin kompetence til at pål ægge bøder i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 at fastsætte de forskellige selskabers respektive kvoteandele af de beløb, som de er blevet pålagt solidarisk, for så vidt som de indgik som en del af den samme virksomhed, og det er en opgave, der navnlig ikke kan overlades til de nationale domstole.

I mangel af modstående holdepunkter i den beslutning, hvorved Kommissionen pålægger en bøde, der skal betales solidarisk af forskellige selskaber for en virksomheds retsstridige adfærd, pålægger den selskaberne på lige fod ansvaret for den nævnte adfærd. Selskaber, der pålægges en bøde, der skal betales solidarisk, og som, medmindre andet er fastsat ved den beslutning, som pålægger bøden, er ansvarlige på lige fod for begåelsen af overtrædelsen, skal i princippet deltage ligeligt i betalingen af den bøde, der blev pålagt på grund af denne overtrædelse. Selv om den beslutning, hvorved flere selskaber pålægges en bøde, der skal betales solidarisk, ikke gør det muligt på forhånd at afgøre, hvilket af disse selskaber der faktisk vil blive anmodet om at betale bøden til Kommissionen, viser den imidlertid klart de kvoteandele af bøden, som påhviler dem, således at hvert af disse i givet fald vil kunne fremsætte krav om tilbagebetaling over for de solidariske debitorer for de beløb, som de måtte have betalt ud over denne kvoteandel.

(jf. præmis 149, 151-153 og 156-158)

9. Når det drejer sig om et verdensomspændende kartel, som ud over prisfastsættelse omfatter markedsopdeling, kan Kommissionen med rette støtte sig på omsætningen på verdensplan hidrørende fra salg af det pågældende produkt, for – henset til kartelmedlemmernes størrelsesforskel – at lade udgangsbeløbet udtrykke overtrædelsens art, dens konkrete indvirkning på markedet og markedets geografiske udtrækning. Henset til, at Det Forenede Kongerige og Irland tilsammen udgør en stor del af fællesmarkedet, kan en indvirkning på konkurrencen på disse markeder ikke betegnes som mindre. Eftersom den overtrædelse, der foreholdes sagsøgerne i den anfægtede beslutning, netop indeholder klagepunktet, hvorefter de berørte virksomheder har delt forskellige nationale markeder på europæisk niveau ved hjælp af en ordning med »hjemlande«, kan den omstændighed, at den sagsøgende virksomhed i overensstemmelse med en sådan ulovlig aftale har begrænset sine aktiviteter inden for det indre marked til de nationale markeder, ikke lægges til grund som en formildende omstændighed. Når deltagerne i et ulovligt kartel endelig selv har taget hensyn til deres globale omsætninger med henblik på at fastsætte de individuelle kvoter i kartellet, som fandt anvendelse på såvel det europæiske – uden for »hjemlandene« – som det globale plan, kan Kommissionen med henblik på at vurdere de forskellige involverede virksomheders specifikke betydning også med føje tage hensyn til deres omsætning på verdensplan.

(jf. præmis 170 og 171)

10. Det kræves ikke i henhold til fællesskabsretten, at de bøder, der er pålagt forskellige selskaber inden for en og samme virksomhed, skal være proportionelle med varigheden af den overtrædelse, der foreholdes hvert af disse selskaber. En sammenligning mellem beløbet i euro pr. måneds deltagelse i overtrædelsen, der anvendes på flere selskaber, som beskyldes for en deltagelse af forskellig varighed, kan følgelig ikke medføre en ulige behandling.

Det fremgår derfor ikke, at Kommissionens praksis, der består i at fastsætte bøder, som ikke er strengt proportionelle med varigheden, overskrider grænserne for det skøn, der er tillagt den ved retspraksis.

(jf. præmis 181 og 182)

11. Den omstændighed, at flere selskaber er pålagt solidarisk ansvar for en bøde med henvisning til, at de udgør en virksomhed som omhandlet i artikel 81 EF, medfører ikke, at der ved anvendelsen af loftet fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 skal foretages en begrænsning af bøden for hvert selskab til 10% af den omsætning, som hver enkelt opnåede i det sidste regnskabsår. Loftet på 10% af omsætningen i denne bestemmelses forstand skal således beregnes på grundlag af den sammenlagte omsætning i alle de selskaber, der udgjorde den selvstændige økonomiske enhed, der har handlet som virksomhed i artikel 81 EF’s forstand, da det kun er de deltagende selskabers samlede omsætning, der kan vise den pågældende virksomheds størrelse og økonomiske betydning.

Virksomhedsbegrebet i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 23, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1/2003, adskiller sig ikke fra virksomhedsbegrebet i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 81, stk. 1, EF. Det er herefter ikke nødvendigt, når der foreligger et solidarisk ansvar for flere selskaber inden for en koncern, som udgør en virksomhed i disse bestemmelsers forstand, at fastsætte loftet i forhold til selskabet med den laveste omsætning.

(jf. præmis 186 og 187)

12. Den omstændighed, at et moderselskab tilregnes sit datterselskabs adfærd for at have fastlagt dets kommercielle adfærd, har ikke til følge, at det nævnte moderselskab skal betragtes som ophavsmanden til denne adfærd i stedet for datterselskabet. Med andre ord fritager et moderselskabs ansvar for datterselskabets adfærd ikke i noget tilfælde datterselskabet for dets eget ansvar som juridisk person, og datterselskabet forbliver ansvarligt for den konkurrencebegrænsende praksis, som det har deltaget i.

(jf. præmis 196)

13. Ifølge punkt 3 i de retningslinjer, som Kommissionen har fastlagt for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten, kan grundbeløbet nedsættes i tilfælde af visse »særligt formildende omstændigheder« som f.eks., at de sagsøgende virksomheder udelukkende har spillet en passiv rolle eller en rolle som medløber, og at de har bragt overtrædelsen til ophør straks efter Kommissionens første indgreb. Denne bestemmelse angiver ikke en bindende opregning af de formildende omstændigheder, som Kommissionen er forpligtet til at tage hensyn til. Der tilkommer derfor Kommissionen et vist skøn, således at den kan anlægge en samlet betragtning af, i hvilket omfang bøderne bør nedsættes på grund af formildende omstændigheder.

Kommissionen kan i denne sammenhæng ikke være forpligtet til at indrømme en nedsættelse af bøden inden for rammerne af sin skønsbeføjelse som følge af, at en virksomhed er ophørt med en åbenbar overtrædelse, uanset om ophøret er sket før eller efter Kommissionens indgriben. Selv om Kommissionen tidligere har anset frivilligt ophør af en overtrædelse for en formildende omstændighed, kan den i henhold til retningslinjerne tage hensyn til, at meget alvorlige overtrædelser endnu, skønt deres ulovlighed allerede blev fastslået i begyndelsen af den fælles konkurrencepolitik, er relativt hyppige, og følgelig skønne, at det var nødvendigt at opgive denne generøse praksis og ikke længere belønne ophøret af en sådan overtrædelse med en bødenedsættelse.

(jf. præmis 207, 208, 211 og 213)

14. Den omstændighed, at en virksomhed, hvis deltagelse i et kartel, som er forbudt ifølge konkurrencereglerne – en overtrædelse, der er meget alvorlig – er blevet påvist af Kommissionen i tilstrækkelig grad, blev ført bag lyset af de andre deltagere i dette kartel, der således søgte at opnå yderligere fordele i forhold til dem, der skabes for dem af det nævnte kartel, er ikke tilstrækkeligt til at antage, at denne virksomheds adfærd er mindre alvorlig. Sådanne omstændigheder kan derfor ikke betragtes som en formildende omstændighed og godtgør især ikke, at den nævnte virksomhed udelukkende har spillet en passiv rolle eller en rolle som medløber.

(jf. præmis 218)

15. En nedsættelse af bøden som følge af samarbejde fra de virksomheder, der deltog i overtrædelsen af Fællesskabets konkurrenceregler, er kun begrundet, såfremt et sådant samarbejde letter Kommissionens opgave med at konstatere, at der har fundet en overtrædelse sted, og i givet fald at bringe denne til ophør.

Som det nævnes i punkt 29 i Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, har meddelelsen skabt berettigede forventninger, som de virksomheder, der ønsker at underrette Kommissionen om eksistensen af et kartel, kan påberåbe sig. På grund af den berettigede forventning, som meddelelsen har kunnet fremkalde hos de virksomheder, som ønsker at samarbejde med Kommissionen, påhviler det denne at efterleve meddelelsen, når den i forbindelse med fastsættelsen af den bøde, som en virksomhed skal pålægges, vurderer denne virksomheds samarbejde. Inden for grænserne af samarbejdsmeddelelsen har Kommissionen imidlertid et vist skøn til at vurdere, om det materiale, som virksomheden har fremlagt, udgør en betydelig merværdi i henhold til samarbejdsmeddelelsens punkt 22, og om der derfor er grundlag for at indrømme en nedsættelse til en virksomhed i henhold til denne meddelelse. Denne vurdering er genstand for en begrænset retslig efterprøvelse.

(jf. præmis 219-221)

16. Det grundlæggende princip om ret til forsvar kræver, at de virksomheder og sammenslutninger af virksomheder, der er omfattet af en kartelundersøgelse ved Kommissionen, allerede under den administrative procedure gives lejlighed til at tage stilling til, om de af Kommissionen fremførte faktiske forhold, klagepunkter og andre omstændigheder faktisk foreligger. Det pågældende princip kræver derimod ikke, at der gives disse virksomheder mulighed for i forbindelse med den administrative procedure selv at udspørge de vidner, som blev hørt af Kommissionen.

(jf. præmis 233 og 234)

17. Når gennemgangen af anbringender fremført af en virksomhed mod lovligheden af en kommissionsbeslutning, hvorved den pålægges en bøde for tilsidesættelse af Fællesskabets konkurrenceregler, har frembragt en ulovlighed, skal Retten undersøge, om den under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret bør omgøre den anfægtede beslutning.

(jf. præmis 238)