Sag T-51/07

Agrar-Invest-Tatschl GmbH

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Efteropkrævning af importafgifter — sukker med oprindelse i Kroatien — artikel 220, stk. 2, litra b), i forordning (EØF) nr. 2913/92 — meddelelse til importører offentliggjort i EF-Tidende — god tro«

Rettens dom (Ottende Afdeling) af 8. oktober 2008   II ‐ 2828

Sammendrag af dom

1. Annullationssøgsmål – Fællesskabets retsinstansers kompetence – påstand om, at en specifik foranstaltning påbydes vedtaget – afvisning

   (Art. 231 EF og 233 EF)

2. De Europæiske Fællesskabers egne indtægter – efteropkrævning af import- eller eksportafgifter

3. Retspleje – foranstaltninger med henblik på bevisoptagelsen – fremlæggelse af beviser på et sent tidspunkt – betingelser

   (Rettens procesreglement, art. 48, stk. 1)

4. De Europæiske Fællesskabers egne indtægter – fritagelse for importafgifter

   [Rådets forordning nr. 2913/92, art. 220, stk. 2, litra b), og art. 239; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

1.  Retten har ikke kompetence til at give fællesskabsinstitutionerne påbud. I henhold til artikel 231 EF har Retten således udelukkende mulighed for at annullere den anfægtede retsakt. Det påhviler derefter den berørte institution i overensstemmelse med artikel 233 EF at træffe de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af Rettens dom. Denne begrænsning af legalitetskontrollen finder anvendelse på alle retsområder, hvor Retten har kompetence.

   (jf. præmis 27 og 28)

2.  Det fremgår af artikel 220, stk. 2, litra b), fjerde afsnit, i forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks, at debitor kun kan påberåbe sig at have handlet i god tro, »når han kan påvise, at han i den periode, hvor de pågældende forretningsaktiviteter har fundet sted, har udvist omhu for at sikre sig, at samtlige betingelser for præferencebehandling er opfyldt«. Det fremgår af denne bestemmelse, at debitor ubetinget skal have været i god tro i den periode, hvor de pågældende forretningsaktiviteter har fundet sted. Følgelig er det afgørende tidspunkt for bedømmelsen af debitors gode tro tidspunktet for indførslen. Debitor kan ikke hævde, at hans gode tro blev genoprettet med tilbagevirkende kraft på grund af begivenheder, der fandt sted efter indførslerne af produkter fra et tredjeland, som en kontrol, der flere måneder efter, at indførslerne fandt sted, bekræftede autenticiteten og rigtigheden af EUR.1-certifikater udstedt for disse. Begrebet god tro »med hensyn til autenticiteten og rigtigheden af efterfølgende kontrollerede og bekræftede præferencecertifikater« er i realiteten meningsløst.

   (jf. præmis 47, 49 og 51)

3.  I henhold til bestemmelserne i artikel 48, stk. 1, i Rettens procesreglement kan parterne i replikken og duplikken anføre yderligere beviser til støtte for deres anbringender, men Retten tillader dog kun fremførelse af beviser efter duplikken under helt særlige omstændigheder, nemlig såfremt bevisets ophavsmand ikke inden afslutningen af den skriftlige forhandling havde kunnet fremlægge de pågældende beviser, eller modpartens for sene bevisfremlæggelse begrunder, at sagens akter suppleres for at sikre overholdelsen af kontradiktionsprincippet.

   (jf. præmis 57)

4.  Selv om artikel 220, stk. 2, litra b), og artikel 239 i forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks forfølger samme mål, er de to bestemmelser ikke sammenfaldende. Den førstnævnte artikel har et mere begrænset formål end den sidstnævnte, eftersom den udelukkende har til formål at beskytte debitors berettigede forventning med hensyn til, at samtlige forhold, som ligger til grund for afgørelsen om at foretage eller undlade efteropkrævning, er korrekte. Artikel 239 udgør derimod en generel billighedsklausul.

   Da de to artikler indeholder forskellige bestemmelser med forskellige anvendelseskriterier, kan sagsøgeren ikke i henhold til artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement begrænse sig til at henvise til det anførte vedrørende artikel 220, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2913/92 for at underbygge sit krav vedrørende forordningens artikel 239.

   (jf. præmis 58 og 59)