Sag T-23/07

BORCO-Marken-Import Matthiesen GmbH & Co. KG

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker — ansøgning om EF-figurmærket α — absolut registreringshindring — fornødent særpræg — artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94«

Rettens dom (Sjette Afdeling) af 29. april 2009   II ‐ 863

Sammendrag af dom

1. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – varemærker uden fornødent særpræg

   [Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra b)]

2. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – tegn, der kan udgøre et varemærke

   [Rådets forordning nr. 40/94, art. 4 og art. 7, stk. 1, litra b)]

1.  Artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, hvoraf følger, at »varemærker, som mangler fornødent særpræg«, er udelukket fra registrering, pålægger Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) at undersøge, ved at foretage en konkret undersøgelse af det ansøgtes tegns potentielle egenskaber, om det kunne udelukkes, at dette tegn var egnet til i forhold til den relevante kundekreds at adskille ansøgerens varer fra varer af en anden oprindelse, idet et minimum af fornødent særpræg er tilstrækkeligt til at hindre anvendelsen af den absolutte registreringshindring i forordningens artikel 7, stk. 1, litra b). Ved en sådan undersøgelse påhviler det Harmoniseringskontoret, under Rettens kontrol, at tage alle de relevante omstændigheder og faktiske forhold i betragtning.

   (jf. præmis 39 og 40)

2.  Det principielle afslag på at anerkende, at enkeltstående bogstaver har fornødent særpræg i nogen form som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, er i strid med selve ordlyden af forordningens artikel 4, som nævner bogstaverne blandt de tegn, der kan gengives grafisk, og som et EF-varemærke kan bestå af, for så vidt som bogstaverne er egnede til at adskille en virksomheds varer og tjenesteydelser fra andre virksomheders.

   Endvidere følger det af retspraksis, at artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 ikke sondrer mellem forskellige typer af varemærker, og at kriterierne for bedømmelsen af, om et varemærke, der udgøres af et enkeltstående bogstav, har fornødent særpræg, er de samme, som finder anvendelse ved bedømmelsen af andre kategorier af varemærker.

   For at udvise den minimumsgrad af særpræg, som kræves i denne bestemmelse, skal det ansøgte tegn alene umiddelbart forekomme egnet til at give den relevante kundekreds mulighed for at identificere oprindelsen af de varer og tjenesteydelser, som er omfattet af EF-varemærkeansøgningen, og for uden risiko for forveksling at adskille dem fra andre varer eller tjenesteydelser med anden oprindelse.

   (jf. præmis 45-47)