This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62007FJ0066
Sammendrag af dom
Sammendrag af dom
Sammendrag
1. Tjenestemænd – forfremmelse – betingelser – påvisning af evnen til at arbejde på et tredje sprog
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 2; bilag III, art. 7, og bilag XIII, art. 11)
2. Tjenestemænd – søgsmål – fuld prøvelsesret
(Art. 233 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 2, og art. 91, stk. 1)
1. Artikel 45, stk. 2, i den affattelse af vedtægten, der følger af forordning nr. 723/2004, hvorved vedtægten for tjenestemænd og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ændredes, og som fastsætter tjenestemandens forpligtelse til før sin første forfremmelse at påvise sin evne til at arbejde på et tredje sprog, finder først anvendelse fra det tidspunkt, hvor de fælles gennemførelsesbestemmelser, der er vedtaget ved fælles aftale mellem institutionerne, træder i kraft.
Da lovgiver under alle omstændigheder i henhold til artikel 11 i bilag XIII til vedtægten har udelukket, at artikel 45, stk. 2, finder anvendelse på forfremmelser, der finder sted inden den 1. maj 2006, kan nævnte artikel 45, stk. 2, nemlig ikke finde anvendelse inden de føromtalte fælles gennemførelsesbestemmelser træder i kraft på de af lovgiver opstillede betingelser, nemlig garantien for en ensartet anvendelse i de forskellige institutioner og for, at denne nye vedtægtsmæssige forpligtelse for tjenestemændene kombineres med muligheden for adgang til uddannelse i et tredje sprog. En institution kan således ikke anvende denne artikel i vedtægten efter nærmere bestemmelser, som den selv fastsætter.
(jf. præmis 29-33)
2. Det er rigtigt, at Fællesskabets retsinstanser i personalesager i visse tilfælde i henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 1, kan udøve en fuld prøvelsesret, der gør dem i stand til i forelagte tvister, der angår pengebeløb, at give en helhedsløsning, hvori de tager stilling til tjenestemandens rettigheder og pligter. En sagsøger, der har fået en afgørelse om afslag på forfremmelse annulleret på grund af, at den supplerende betingelse, som kræves for at blive forfremmet – beherskelsen af et tredje sprog – ikke lovligt kunne pålægges sagsøgeren, kan imidlertid ikke for retten få tilkendt erstatning for det angiveligt langsommere karriereforløb som følge heraf, uanset om han påviser at have den krævede anciennitet og flere point end det antal point, der kræves for at blive forfremmet. Det kan nemlig ikke udelukkes, at andre hensyn med tilbagevirkende kraft kan være til hinder for forfremmelsen af sagsøgeren som f.eks. den omstændighed, at antallet af tjenestemænd, der kan forfremmes, og som har opnået forfremmelsestærsklen, overskrider det antal forfremmelser, som er budgetmæssigt muligt. Det er således de gennemførelsesforanstaltninger, som ansættelsesmyndigheden i henhold til artikel 233 EF er forpligtet til at vedtage for at efterkomme princippet om fuldstændig retskraft, som skal genindsætte sagsøgeren i dennes rettigheder, eventuelt ved med tilbagevirkende kraft at retablere hans karriere.
(jf. præmis 46-49)
Henvisning til:
Domstolen, 18. december 2007, sag C-135/06 P, Weißenfels mod Parlamentet, Sml. I, s. 12041, præmis 64-68.
Retten, 15. marts 2007, sag T-402/03, Katalagarianakis mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 105 og 106.