Forenede sager C-512/07 P(R) og C-15/08 P(R)

Achille Occhetto

og

Europa-Parlamentet

mod

Beniamino Donnici

»Appel — særlige rettergangsformer — udsættelse af gennemførelse — medlemmer af Europa-Parlamentet — prøvelse af mandater — udnævnelse af et medlem som følge af, at kandidater på samme liste har trukket deres kandidatur tilbage — prøvelse af gyldigheden af tilbagetrækningen — afgørelse, hvorved Europa-Parlamentet erklærer en til medlem udnævnt kandidats mandat for ugyldigt«

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 13. januar 2009   I ‐ 6

Sammendrag af kendelse

1. Appel – anbringender – retlig fejl begået af dommeren i sager om foreløbige forholdsregler – akt om valg af Europa-Parlamentets medlemmer

   (Art. 225 EF; akt om almindelige direkte valg af repræsentanterne i forsamlingen, art. 12; statutten for Domstolen, art. 57, stk. 2; Europa-Parlamentets forretningsorden, art. 3, stk. 3)

2. Appel – anbringender – retlig fejl begået af dommeren i sager om foreløbige forholdsregler – akt om valg af Europa-Parlamentets medlemmer

   (Art. 225 EF; akt om almindelige direkte valg af repræsentanterne i forsamlingen, art. 6; statutten for Domstolen, art. 57, stk. 2; Europa-Parlamentets forretningsorden, art. 3, stk. 5, og art. 4, stk. 3 og 9)

3. Appel – anbringender – retlig fejl begået af dommeren i sager om foreløbige forholdsregler – akt om valg af Europa-Parlamentets medlemmer

   (Art. 225 EF; akt om almindelige direkte valg af repræsentanterne i forsamlingen, art. 12; statutten for Domstolen, art. 57, stk. 2)

4. Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – udsættelse af gennemførelse af en akt, hvorved Europa-Parlamentet erklærer et medlems mandat for ugyldigt, på grund af manglende beføjelser

   (Art. 242 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

5. Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – udsættelse af gennemførelse af en akt, hvorved Europa-Parlamentet erklærer et medlems mandat for ugyldigt, på grund af manglende beføjelser

   (Art. 242 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

1.  Dommeren i sager om foreløbige forholdsregler har ikke begået nogen åbenbar fejl med hensyn til udstrækningen af de prøvelsesbeføjelser, som Europa-Parlamentet råder over i henhold til artikel 12 i akten af 1976 om almindelige direkte valg af repræsentanterne i forsamlingen, som ændret og omnummereret ved afgørelse 2002/772, ved fortolkningen af udtrykket »til efterretning« i nævnte artikel, som angiver, at der overhovedet ikke er overladt Parlamentet noget skøn for så vidt angår de valgresultater, der officielt er bekendtgjort af medlemsstaterne.

   Ved den nævnte artikel bestemmes det nemlig for det første udtrykkeligt, dels at Parlamentet skal tage de valgresultater, der officielt er bekendtgjort af medlemsstaterne, »til efterretning«, dels at det kun kan træffe afgørelse i eventuelle tvivlsspørgsmål »på grundlag af bestemmelserne i [akten], bortset fra tvivlsspørgsmål vedrørende de nationale bestemmelser, som [den] henviser til«. Teksten til nævnte artikel 12 forekommer følgelig ud fra en umiddelbar betragtning at tale for en indskrænkende fortolkning af bestemmelsen. Endvidere tillægges Parlamentet for så vidt angår prøvelsen af parlamentsmedlemmernes mandater i artikel 12 i akten af 1976 og i artikel 3, stk. 3, i Europa-Parlamentets forretningsorden beføjelse til at træffe afgørelse om gyldigheden af hvert enkelt nyvalgt medlems mandat og om eventuelle tvivlsspørgsmål eller indsigelser på grundlag af bestemmelserne i akten af 1976, dog bortset fra henholdsvis »tvivlsspørgsmål vedrørende de nationale bestemmelser, som denne akt henviser til«, og »indsigelser på grundlag af de nationale valglove«. Disse undtagelser udgør ligeledes klare indikationer for, at Parlamentet generelt ikke er kompetent til at tage stilling til nationale valgprocedurers lovlighed i forhold til fællesskabsretten.

   (jf. præmis 30-32 og 35)

2.  En kendelse om foreløbige forholdsregler er ikke behæftet med en åbenbar retlig fejl for så vidt angår fortolkningen af artikel 6 i akten af 1976 om almindelige direkte valg af repræsentanterne i forsamlingen, som ændret og omnummereret ved afgørelse 2002/772, når det ved kendelsen fastslås, at denne artikel kun omhandler Europa-Parlamentets medlemmer.

   Hvad dette angår bemærkes, at nævnte artikel 6 ifølge sin ordlyd dels udtrykkeligt omhandler »Europa-Parlamentets medlemmer«, dels henviser til medlemmernes stemmeprærogativ, som i sagens natur ikke kan forenes med stillingen som kandidat, der officielt har plads i rækkefølgen efter valget. Selv om det er rigtigt, at fortolkningen af en bestemmelse i fællesskabsretten i almindelighed ikke kan bestå i en snæver fokusering på ordlyden uden hensyntagen til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og dens formål, forholder det sig ikke desto mindre således, at den nævnte artikel ikke i sig selv kan være grundlag for en generel beføjelse for Parlamentet til at vurdere lovligheden af medlemsstaternes valgprocedurer i forhold til samtlige de principper, som artiklen angiveligt bygger på, herunder navnlig artikel 3 i tillægsprotokol nr. 1 til den europæiske menneskerettighedskonvention.

   Endvidere følger det af princippet om retsreglernes rangfølge, at en bestemmelse i Europa-Parlamentets forretningsorden, såsom bestemmelserne i artikel 3, stk. 5, og artikel 4, stk. 3 og 9, ikke kan gøre det muligt at fravige bestemmelserne i akten af 1976. Forretningsordenen er nemlig en retsakt vedrørende den interne organisation, som ikke kan give Parlamentet nogen beføjelser, der ikke udtrykkeligt er fastsat i en generel retsakt, i det foreliggende tilfælde i akten af 1976. Heraf følger, at det — i det mindste i forbindelse med en undersøgelse vedrørende fumus boni juris — snarere er bestemmelserne i nævnte forretningsorden, der skal fortolkes i lyset af ånd og bogstav i akten af 1976, og ikke omvendt.

   (jf. præmis 40-43, 45 og 46)

3.  En fortolkning, hvorefter artikel 12 i akten af 1976 om almindelige direkte valg af repræsentanterne i forsamlingen, som ændret og omnummereret ved afgørelse 2002/772, ikke fastsætter en kompetencefordeling mellem de nationale myndigheder og Parlamentet eller foreskriver, at kompetencerne skal udøves inden for rammerne af særskilte procedurer, men fastsætter én enkelt beslutningsproces, hvori både Parlamentet og de nationale myndigheder deltager, forekommer efter en umiddelbar bedømmelse ikke forenelig med den nævnte bestemmelse. Når en national retsakt indgår i en fællesskabsretlig beslutningsproces og ved kompetencefordelingen inden for det pågældende område binder den beslutningstagende fællesskabsinstans, således at den nationale retsakt er afgørende for den fællesskabsbeslutning, der skal træffes, kan de mangler, hvormed den nationale retsakt eventuelt måtte være behæftet, nemlig under ingen omstændigheder påvirke gyldigheden af fællesskabsinstansens beslutning. Dette er relevant for fortolkningen af kompetencefordelingen, således som den følger af artikel 12 i akten af 1976.

   Følgelig er en kendelse om foreløbige forholdsregler, som fastslår, at eventuelle mangler ved den afgørelse, hvorved et nationalt valgkontor udnævner en kandidat til medlem af Parlamentet, ingen betydning har for Parlamentets afgørelse om prøvelse af nævnte medlems mandat, ikke behæftet med en retlig fejl eller en fejlagtig begrundelse.

   (jf. præmis 50, 51, 53 og 54)

4.  Formålet med en sag om foreløbige forholdsregler er at sikre virkningen af dommen i hovedsagen. For at denne målsætning kan opfyldes, skal de begærede forholdsregler være uopsættelige, dvs. at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for sagsøgeren er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen i hovedsagen. Følgelig skal dommeren i sager om foreløbige forholdsregler for at vurdere, om en udsættelse af gennemførelsen af en akt, hvorved Europa-Parlamentet erklærer et medlems mandat for ugyldigt, på grund af manglende beføjelser, var uopsættelig, udelukkende tage sagsøgerens interesser, herunder den eventuelle fare for, at denne blev påført et alvorligt og uopretteligt tab, i betragtning og ikke tage hensyn til andre omstændigheder af generel art, såsom, i det foreliggende tilfælde, kontinuiteten af den politiske repræsentation; sådanne omstændigheder kunne i givet fald tages i betragtning i forbindelse med afvejningen af de foreliggende interesser.

   (jf. præmis 57 og 58)

5.  Når dommeren i sager om foreløbige forholdsregler i en sag, hvori der er begæret udsættelse af gennemførelsen af en akt, hvorved Europa-Parlamentet erklærer et medlems mandat for ugyldigt, på grund af manglende beføjelser, konkluderer, at medlemmets og suppleantens særlige og umiddelbare interesser er lige, tager dommeren de mere generelle interesser, der under sådanne omstændigheder har særlig betydning, i betragtning, såsom den berørte medlemsstats interesse i, at Europa-Parlamentet overholder dens valglovgivning, og i, at de medlemmer, som er blevet valgt i overensstemmelse med de nationale valgprocedurer, og som er blevet erklæret for valgt af en af denne medlemsstats højeste retsinstanser, har sæde i Europa-Parlamentet samt Europa-Parlamentets interesse i, at dets afgørelser og politiske legitimitet opretholdes og i, at den kandidat, som har fået flest stemmer, har sæde i det. Først efter at have fastslået, at både de særlige og de generelle foreliggende interesser er lige store, tager dommeren i sager om foreløbige forholdsregler væsentligheden af anbringender om, at der foreligger fumus boni juris, i betragtning.

   (jf. præmis 66, 67 og 70)