EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62007CJ0438

Sammendrag af dom

Sag C-438/07

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

mod

Kongeriget Sverige

»Traktatbrud — miljø — direktiv 91/271/EØF — rensning af byspildevand — undladelse af at sikre en mere vidtgående rensning for kvælstof på alle rensningsanlæg for byspildevand fra byområder med over 10 000 personækvivalenter«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Kokott fremsat den 26. marts 2009   I ‐ 9519

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 6. oktober 2009   I ‐ 9520

Sammendrag af dom

  1. Miljø – rensning af byspildevand – direktiv 91/271

    (Art. 174, stk. 2, EF; Rådets direktiv 91/271, art. 3, stk. 1, andet afsnit, og art. 5, stk. 2)

  2. Miljø – rensning af byspildevand – direktiv 91/271

    [Rådets direktiv 91/271, art. 5, stk. 2 og 3, samt bilag I, litra B, stk. 3, og bilag II, litra A, underlitra a), stk. 2]

  3. Miljø – rensning af byspildevand – direktiv 91/271

    (Rådets direktiv 91/271, art. 5, stk. 5)

  1.  Ifølge artikel 5, stk. 2, i direktiv 91/271 om rensning af byspildevand, som ændret ved direktiv 98/15, skal alle udledninger af byspildevand fra byområder med over 10000 personækvivalenter, der udledes til følsomme områder, senest den 31. december 1998 renses mere vidtgående end beskrevet i nævnte direktivs artikel 4. Det er i denne henseende uden betydning, om spildevandet udledes direkte eller indirekte til et følsomt område. Dette er i overensstemmelse med det høje beskyttelsesniveau, som i henhold til artikel 174, stk. 2, EF tilsigtes med Fællesskabets miljøpolitik.

    (jf. præmis 29 og 30)

  2.  Det følger af artikel 5, stk. 3, sammenholdt med bilag I, litra B, stk. 3, i direktiv 91/271 om rensning af byspildevand, som ændret ved direktiv 98/15, at den i direktivets artikel 5, stk. 2, omhandlede rensning skal være mere vidtgående end beskrevet i samme direktivs artikel 4 og omfatte spildevand, der tilledes kloaknet og hidrører fra byområder med over 10000 personækvivalenter. Den nævnte rensning vil navnlig indebære, at udledninger til følsomme områder, som er udsat for eutrofiering, opfylder kravene i samme bilags tabel 2, med forbehold af bestemmelserne i nævnte direktivs bilag II, litra A, underlitra a), stk. 2, hvorefter phosphor og/eller kvælstof skal fjernes for store byområders vedkommende, medmindre det påvises, at en sådan fjernelse ikke vil indvirke på eutrofieringsgraden.

    (jf. præmis 36 og 37)

  3.  I overensstemmelse med artikel 5, stk. 5, i direktiv 91/271 om rensning af byspildevand, som ændret ved direktiv 98/15, afhænger pligten til at nedbringe mængden af kvælstof af, i hvilket omfang udledninger fra rensningsanlæg for byspildevand, der ligger i følsomme havområders afstrømningsområder, bidrager til forureningen af sidstnævnte områder. Såvel direkte som indirekte udledninger fra rensningsanlæg for byspildevand beliggende i samme følsomme afstrømningsområde er desuden i henhold til nævnte direktivs artikel 5, stk. 5, kun underlagt kravene vedrørende følsomme områder, for så vidt som disse udledninger bidrager til forureningen af det følsomme område. Der skal således være en årsagssammenhæng mellem de nævnte udledninger og forureningen af følsomme områder.

    (jf. præmis 43-47)

Top