Sag C-418/07

Société Papillon

mod

Ministère du Budget, des Comptes publics et de la Fonction publique

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig))

»Etableringsfrihed — direkte beskatning — selskabsskat — koncernbeskatningsordning — hjemmehørende moderselskab — hjemmehørende datterdatterselskaber ejet via et ikke-hjemmehørende datterselskab«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Kokott fremsat den 4. september 2008   I ‐ 8950

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 27. november 2008   I ‐ 8965

Sammendrag af dom

Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – skattelovgivning – selskabsskat

(EF-traktaten, art. 52 (efter ændring nu art. 43 EF))

Traktatens artikel 52 (efter ændring nu artikel 43 EF) skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter et moderselskab, der er hjemmehørende i denne medlemsstat, og som ejer datterselskaber og datterdatterselskaber, der ligeledes er hjemmehørende i nævnte stat, kan anvende en ordning med koncernbeskatning, men et sådant moderselskab er udelukket fra denne ordning, hvis dets hjemmehørende datterdatterselskaber ejes via et datterselskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat.

En sådan lovgivning indebærer således en ulige behandling på grundlag af det sted, hvor det datterselskab, via hvilket det hjemmehørende moderselskab ejer sine hjemmehørende datterselskaber, har sit hjemsted. For så vidt som denne lovgivning i skattemæssig henseende stiller fællesskabssituationer ugunstigt i forhold til rent interne situationer, som er objektivt sammenlignelige, henset til formålet med denne lovgivning, udgør den således en restriktion, som principielt er forbudt i medfør af traktatens bestemmelser om etableringsfrihed.

Nævnte restriktion kan ikke begrundes i fordelingen af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne, eftersom spørgsmålet om hensyntagen til overskud og tab i de selskaber, der tilhører koncernen, kun opstår for selskaber, der er hjemmehørende i den samme medlemsstat, hvilket tillige a priori udelukker risikoen for skatteunddragelse.

Denne lovgivning kan desuden begrundes med hensynet til at sikre sammenhængen i beskatningsordningen. Eftersom nævnte lovgivning indebærer, at et hjemmehørende moderselskab, som ønsker at lade hjemmehørende datterdatterselskaber indgå i en ordning med skattemæssig integration, ikke kan anvende denne ordning, såfremt det ejer disse via et ikke-hjemmehørende datterselskab, er den egnet til at sikre sammenhængen i nævnte ordning. I tilfælde af, at datterselskabet er et ikke-hjemmehørende selskab, vil der således blive taget dobbelt hensyn til det tab, som er bogført i datterdatterselskabet, nemlig først i form af det direkte tab for datterdatterselskabet og dernæst i form af hensættelser foretaget af moderselskabet til værdiforringelsen af dets kapitalandel i nævnte datterselskab, da de interne transaktioner ikke kan neutraliseres, eftersom det ikke-hjemmehørende datterselskab ikke er omfattet af ordningen med skattemæssig integration. I et sådant tilfælde ville hjemmehørende selskaber opnå fordelene ved ordningen med skattemæssig integration, i form af konsolidering af resultaterne og umiddelbar hensyntagen til tab i alle de selskaber, der er omfattet af ordningen med skattemæssig integration, uden at tabet i datterdatterselskabet og moderselskabets hensættelser ville kunne neutraliseres. Dermed ville den eksisterende direkte sammenhæng mellem skattefordelene og neutraliseringen af de interne transaktioner i koncernen, som bl.a. gør det muligt at undgå et dobbelt hensyn til tab i de hjemmehørende selskaber, der er omfattet af ordningen med skattemæssig integration, blive elimineret, hvilket ville påvirke sammenhængen i nævnte ordning.

Eftersom der findes foranstaltninger, der er mindre restriktive for etableringsfriheden med henblik på at opnå det mål, som består i at sikre sammenhængen i beskatningsordningen, går en sådan lovgivning imidlertid ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål. For det første kan praktiske vanskeligheder, såsom vanskelighederne ved at kontrollere, om der foreligger en risiko for dobbelt hensyn til tab, såfremt et ikke-hjemmehørende selskab er indskudt mellem moderselskabet og dets datterdatterselskaber, ikke i sig selv begrunde en tilsidesættelse af en traktatsikret frihed. Dernæst kan medlemsstaterne indhente alle oplysninger fra andre medlemsstaters kompetente myndigheder, som kan være relevante for en korrekt beregning af bl.a. selskabsskatten. Når moderselskaber, som er hjemmehørende i en medlemsstat, ønsker at anvende en ordning med skattemæssig integration sammen med hjemmehørende datterdatterselskaber, som ejes via datterselskaber, som er hjemmehørende i en anden medlemsstat, kan skattemyndighederne i den førstnævnte medlemsstat endelig anmode disse datterselskaber om at fremlægge den dokumentation, som de finder nødvendig for fuldt ud at sikre gennemsigtighed med hensyn til de hensættelser, som sidstnævnte selskaber har foretaget. Den omhandlede lovgivning er under alle omstændigheder til hinder for, at de hjemmehørende selskaber godtgør, at der ikke tages dobbelt hensyn til tab inden for rammerne af ordningen med skattemæssig integration.

(jf. præmis 30-32, 39, 40, 46, 48-51, 53-55, 58 og 60-63 samt domskonkl.)