Sag C-388/07

The Queen, på vegne af:

The Incorporated Trustees of the National Council on Ageing

(Age Concern England)

mod

Secretary of State for Business, Enterprise and Regulatory Reform

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (Administrative Court))

»Direktiv 2000/78 — ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv — forskelsbehandling på grund af alder — afskedigelse begrundet i pensionering — berettigelse«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Mazák fremsat den 23. september 2008   I ‐ 1573

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 5. marts 2009   I ‐ 1598

Sammendrag af dom

1. Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78

   [Rådets direktiv 2000/78, betragtning 14 og art. 1 samt art. 3, stk. 1, litra c)]

2. Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78

   [Rådets direktiv 2000/78, art. 2, stk. 2, litra a), og art. 6, stk. 1]

3. Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78

   [Rådets direktiv 2000/78, art. 2, stk. 2, litra b), og art. 6, stk. 1]

1.  Direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv tilsigter at fastlægge en generel ramme for at sikre ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv ved at tilbyde alle personer en effektiv beskyttelse mod forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde, hvoraf én vedrører alder.

   Ifølge betragtning 14 til det nævnte direktiv berører dette ikke nationale bestemmelser vedrørende fastsættelse af pensionsalder. Det præciseres imidlertid blot ved denne betragtning, at direktivet ikke berører medlemsstaternes kompetence til at fastsætte pensionsalderen, og at det på ingen måde er til hinder for, at direktivet anvendes på nationale foranstaltninger, der regulerer vilkårene for ophør af en ansættelseskontrakt, når den pågældende når den således fastsatte pensionsalder.

   En national retsforskrift, som ikke indfører ufravigelige regler om tvungen pensionering, men fastsætter, på hvilke betingelser en arbejdsgiver kan fravige princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og afskedige en arbejdstager med den begrundelse, at vedkommende har nået pensionsalderen, påvirker således længden af det ansættelsesforhold, der forbinder parterne, samt mere generelt den berørte arbejdstagers udøvelse af sit erhverv.

   Desuden fratager en sådan forskrift også en arbejdstager, som har nået eller nærmer sig pensionsalderen, enhver beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med ansættelse og begrænser således denne kategori af arbejdstagere deres mulighed for fremtidig deltagelse i erhvervslivet. Nationale retsforskrifter af denne art bør anses for at indføre regler om »ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og løn«, som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2000/78, og er følgelig omfattet af direktivets anvendelsesområde.

   (jf. præmis 23, 25, 27, 28 og 30 samt domskonkl. 1)

2.  Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national foranstaltning, som ikke konkret opregner de formål, der kan berettige, at princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder fraviges, herunder direkte forskelsbehandling som defineret i direktivets artikel 2, stk. 2, litra a). I henhold til den nævnte artikel 6, stk. 1, kan dette princip dog kun fraviges ved foranstaltninger begrundet i legitime socialpolitiske formål såsom beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål. Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om en national retsforskrift, hvorefter arbejdsgivere kan afskedige arbejdstagere, som har nået pensionsalderen, tjener et sådant legitimt formål, og om den nationale lovgiver eller regeludstedende myndighed med føje — under hensyntagen til, at medlemsstaterne råder over en vid skønsmargin på det socialpolitiske område — kunne vurdere, om de valgte midler var hensigtsmæssige og nødvendige til opfyldelse af dette formål.

   (jf. præmis 52 og domskonkl. 2)

3.  Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv giver medlemsstaterne adgang til inden for rammerne af national ret at fastsætte visse former for ulige behandling på grund af alder, hvis behandlingen er »objektivt og rimeligt« begrundet i et legitimt formål, såsom beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og midlerne til opfyldelse af dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

   Artikel 6, stk. 1, i det nævnte direktiv tillader medlemsstaterne at fastsætte bestemmelser i national ret, hvorved der indføres ulige behandling på grund af alder, herunder direkte forskelsbehandling som defineret i direktivets artikel 2, stk. 2, litra a). Det er desuden navnlig i forhold hertil, at anvendelsen i den nævnte artikel 6, stk. 1, første afsnit, af ordene »[u]anset artikel 2, stk. 2« i direktivet skal fortolkes. Eftersom denne mulighed er en undtagelse fra princippet om forbud mod forskelsbehandling, er den imidlertid nøje afgrænset af de betingelser, der er fastsat i denne artikel 6, stk. 1.

   Med hensyn til anvendelsen af kriterierne i artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78 i forhold til anvendelsen af kriterierne i direktivets artikel 6, stk. 1, giver denne sidstnævnte bestemmelse medlemsstaterne adgang til inden for rammerne af national ret at bestemme, at visse former for ulige behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling i direktivets forstand, hvis behandlingen er »objektivt og rimeligt« begrundet. Idet det konstateres, at ordet »rimeligt« ikke figurerer i direktivets artikel 2, stk. 2, litra b), er det utænkeligt, at en ulige behandling kan være begrundet i et legitimt formål forfulgt ved foranstaltninger, der er hensigtsmæssige og nødvendige, uden at denne begrundelse er rimelig. Følgelig skal det ikke tillægges nogen særlig betydning, at det nævnte ord kun er anvendt i direktivets artikel 6, stk. 1. Det skal imidlertid understreges, at denne sidstnævnte bestemmelse er rettet til medlemsstaterne og — uanset den skønsmargin, de råder over på det socialpolitiske område — pålægger dem bevisbyrden for, at det forfulgte formål er lovligt, og stiller høje krav til dette bevis.

   (jf. præmis 61, 62, 65 og 67 samt domskonkl. 3)