Sag C-330/07

Jobra Vermögensverwaltungs-Gesellschaft mbH

mod

Finanzamt Amstetten Melk Scheibbs

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Unabhängiger Finanzsenat, Außenstelle Wien)

»Fri udveksling af tjenesteydelser — etableringsfrihed — skattelovgivning — investeringspræmie — nationale bestemmelser, som kun indrømmer en skattefordel for aktiver, som benyttes på et fast forretningssted i indlandet — udelukkelse af aktiver, som stilles til rådighed mod vederlag, og som hovedsageligt benyttes i andre medlemsstater — leasing af køretøjer — forebyggelse af misbrug«

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 4. december 2008   I ‐ 9102

Sammendrag af dom

1. Fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – skattelovgivning – begrundelse – bekæmpelse af misbrug – betingelser

   (Art. 49 EF)

2. Fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – skattelovgivning

   (Art. 49 EF)

1.  En national foranstaltning, der begrænser den frie udveksling af tjenesteydelser, kan være begrundet, når den specifikt sigter på rent kunstige arrangementer, hvis eneste formål er at opnå en skattefordel. Det forhold, at en virksomhed, som kan gøre krav på investeringspræmien, mod vederlag stiller aktiver til rådighed for en virksomhed, som hovedsageligt benytter disse i andre medlemsstater, udgør dog ikke som sådan et misbrug. En sådan stillen til rådighed kan heller ikke i sig selv danne grundlag for en generel formodning for, at der er tale om misbrug, og tjene som begrundelse for en foranstaltning, som krænker udøvelsen af en grundlæggende frihed, der er sikret ved traktaten.

   (jf. præmis 35-37)

2.  Artikel 49 EF er til hinder for en medlemsstats bestemmelser, i medfør af hvilke tildelingen af en investeringspræmie nægtes virksomheder, som anskaffer sig driftsaktiver, alene med den begrundelse, at de aktiver, på grundlag af hvilke der fremsættes krav om denne præmie, og som stilles til rådighed mod vederlag, hovedsageligt benyttes i andre medlemsstater.

   Sådanne nationale bestemmelser, som underlægger investeringer i driftsaktiver, som stilles til rådighed mod vederlag, og som benyttes i andre medlemsstater, en mindre gunstig beskatningsordning end den, som anvendes med hensyn til investeringer i sådanne aktiver, som benyttes på det nationale område, udgør således i princippet en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, for så vidt som den kan afholde virksomheder, som kan gives denne skattefordel, fra at præstere udlejningsydelser til erhvervsdrivende, der udøver virksomhed i andre medlemsstater. I en situation, hvor en virksomhed mod vederlag stiller aktiver til rådighed for en anden virksomhed, og hvor disse to virksomheder er økonomisk tæt forbundne, kan nævnte bestemmelser tillige afholde den virksomhed, som lejer aktiverne, fra at udøve grænseoverskridende virksomhed.

   Sådanne bestemmelser kan ikke begrundes i hensynet til en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne, eftersom de lejeindtægter, som stammer fra, at der stilles driftsaktiver til rådighed, på grundlag af hvilke der fremsættes krav om tildeling af investeringspræmien, er skattepligtige i den medlemsstat, som tildeler denne præmie, og eftersom denne medlemsstats ret til at udøve dens beskatningskompetence i forbindelse med transaktioner gennemført på dens område følgelig ikke ville blive bragt i fare, dersom de omhandlede bestemmelser ikke fandtes.

   Sådanne bestemmelser kan desuden ikke begrundes i hensynet til at sikre sammenhængen i den nationale beskatningsordning, idet der — set fra beskatningsordningens synspunkt — ikke findes nogen direkte forbindelse mellem på den ene side den investeringspræmie, som tildeles udlejeren for driftsaktiver, som han har anskaffet sig, og på den anden side den senere beskatning hos lejeren af fortjenester realiseret ved anvendelsen af disse aktiver, som han har fået stillet til rådighed mod vederlag.

   Da disse bestemmelser ikke gør det muligt at begrænse nægtelsen af at tildele investeringspræmien til kun at gælde for rent kunstige arrangementer, men har betydning for enhver udlejer, som kan fremsætte krav om tildeling af investeringspræmien, og som mod vederlag stiller aktiver til rådighed for virksomheder, som udøver grænseoverskridende virksomhed — og dette gælder, selv om der ikke foreligger objektive omstændigheder, som kunne godtgøre forekomsten af et sådant arrangement — kan bestemmelserne ikke begrundes i hensynet til at forebygge misbrug.

   (jf. præmis 24-26, 32-35 og 38-41 samt domskonkl.)