Sag C-308/07 P

Koldo Gorostiaga Atxalandabaso

mod

Europa-Parlamentet

»Appel — regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer — inddrivelse af fejlagtigt udbetalte beløb ved modregning — gennemførelse af en dom afsagt af Retten i Første Instans — retten til adgang til en upartisk domstol — retskraft — princippet om god forvaltningsskik«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat V. Trstenjak fremsat den 11. september 2008   I ‐ 1062

Domstolens dom (Første Afdeling) af 19. februar 2009   I ‐ 1087

Sammendrag af dom

1. Retspleje – afgørelse truffet ved en begrundet kendelse – indsigelse – betingelser

   (Rettens procesreglement, art. 111)

2. Fællesskabsret – principper – grundlæggende rettigheder – overholdelse sikret af Domstolen – bidrag hertil i den europæiske menneskerettighedskonvention – enhver persons ret til en retfærdig rettergang

   (Art. 6, stk. 2, EU)

3. Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – delvis annullation

   (Art. 231, stk. 1, EF)

1.  Anvendelsen af proceduren i artikel 111 i Rettens procesreglement strider ikke i sig selv imod retten til en retfærdig og effektiv rettergang, eftersom denne bestemmelse alene finder anvendelse på sager, hvor det er åbenbart, at Retten ikke har kompetence til at behandle sagen, at sagen må afvises, eller at sagen er åbenbart ugrundet. Det følger heraf, at såfremt en appellant er af den opfattelse, at Retten ikke har anvendt artikel 111 korrekt, kan vedkommende anfægte førsteinstansdommerens vurdering af de betingelser, som anvendelsen af denne bestemmelse er underlagt.

   Når en appellant kun har foreholdt Retten at have truffet afgørelse ved den begrundede kendelse, uden overhovedet at gå ind på betingelserne for anvendelsen af artikel 111 eller bestride den fortolkning, som Retten har foretaget heraf i den appellerede kendelse, må appellantens anbringende afvises som ugrundet.

   (jf. præmis 36-38)

2.  Retten til en retfærdig rettergang er, som det bl.a. fremgår af artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, en grundlæggende rettighed, som Den Europæiske Union respekterer som et almindeligt princip i medfør af artikel 6, stk. 2, EU. En sådan ret forudsætter nødvendigvis, at enhver har ret til en uafhængig og upartisk domstol. Garantierne vedrørende rettens sammensætning udgør hjørnestenen i retten til en retfærdig rettergang, hvis overholdelse Fællesskabets retsinstanser bl.a. skal efterprøve, når en tilsidesættelse af denne ret bliver gjort gældende, og anfægtelsen ikke umiddelbart fremstår som åbenbart ugrundet.

   Imidlertid kan den omstændighed, at dommere, der én gang har skullet træffe afgørelse i en retssag, deltager i et andet dommerkollegium, der på ny påkender den samme sag, i sig selv ikke anses for at være uforeneligt med kravene til en retfærdig rettergang. Navnlig er den omstændighed, at en eller flere dommere medvirker i begge dommerkollegier og dér udøver de samme funktioner, som f.eks. retsformand eller refererende dommer, i sig selv uden betydning for bedømmelsen af, om kravet om upartiskhed er overholdt, eftersom denne opgave udføres i et dommerkollegium. Dette gælder så meget desto mere, hvis de to dommerkollegier ikke skal træffe afgørelse i de samme sager, men i to forskellige retssager, der har en vis sammenhæng.

   Desuden dækker kravet om upartiskhed i virkeligheden to aspekter. For det første skal retten være subjektivt upartisk, hvilket vil sige, at ingen af rettens medlemmer må give udtryk for partiskhed eller en personlig forudfattet mening, hvorved der er en formodning for personlig upartiskhed, indtil det modsatte er bevist. For det andet skal retten være objektivt upartisk, hvilket vil sige, at den skal sikre en tilstrækkelig garanti for, at enhver rimelig tvivl herom kan udelukkes.

   (jf. præmis 41-46)

3.  Delvis annullation af en retsakt er ikke til hinder for, at den procedure, som skal erstatte en sådan retsakt, genoptages netop på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte, uden at de forberedende retsakter nødvendigvis berøres heraf. Endvidere omfatter en tidligere retsakts retskraft en retsakt, såfremt denne blot er en gentagelse af den del af denne tidligere retsakt, der ikke er blevet ophævet.

   (jf. præmis 56 og 58)