Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – anvendelse af interne dokumenter fra en virksomhed, der har deltaget i en overtrædelse, som bevismateriale – lovligt

(Art. 81 EF og 82 EF)

2. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – eksklusive forsyningsaftaler – aftale indgået mellem en virksomhed og en indkøbscentral

(Art. 82 EF)

3. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – begreb – objektivt begreb, som omfatter den adfærd, der kan påvirke markedsstrukturen, og som hindrer opretholdelsen eller udviklingen af konkurrencen – forpligtelser, som påhviler den dominerende virksomhed – udøvelse af konkurrence alene baseret på opnåede resultater

(Art. 82 EF)

4. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – eksklusive forsyningsaftaler – loyalitetsrabatter

(Art. 82 EF)

5. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – rabat, som har en markedsafskærmende virkning – loyalitetsrabatter – afgrænsning af misbrugsbegrebet

(Art. 82 EF)

6. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – mængderabat – lovlig – betingelser – rabatsystemets karakter af misbrug – bedømmelseskriterier

(Art. 82 EF)

7. Konkurrence – administrativ procedure – beslutning, der fastslår en overtrædelse – begrundelsespligt – rækkevidde

(Art. 82 EF og 253 EF)

8. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – begreb – en dominerende virksomheds binding af en væsentlig del af markedet

(Art. 82 EF)

9. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – rabat med tilbagevirkende kraft – karakter af misbrug – bedømmelseskriterier

(Art. 82 EF)

10. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – begreb – adfærd, der enten har til formål eller til følge at hindre opretholdelsen eller udviklingen af konkurrencen

(Art. 82 EF)

11. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – eksklusive forsyningsaftaler – individuelle mængdeforpligtelser, som udgør misbrug

(Art. 82 EF)

12. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – skønselementer – forhøjelse af det generelle bødeniveau – lovlig – betingelser

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

13. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – hensyntagen til den pågældende virksomheds samlede omsætning eller relevante omsætning – grænser

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2, og nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

Sammendrag

1. En virksomheds interne dokumenter kan udgøre et bevisforhold for virksomhedens tilsidesættelse af konkurrencereglerne. En sådan dokumentation kan således angive, om en konkurrenceudelukkelse var tilsigtet, eller i modsat fald angive en anden forklaring på den undersøgte praksis. Den kan f.eks. give Kommissionen mulighed for at placere adfærden i dens sammenhæng og underbygge sin vurdering af denne adfærd.

Når Kommissionen anvender denne dokumentation for at begrunde sin beslutning, er det helt normalt, at den – uden at skjule, at der findes dokumenter, der giver et andet billede – hovedsageligt koncentrerer sig om virksomhedens konkurrencebegrænsende adfærd og ikke dens lovlige handlinger, som nævnes i visse interne dokumenter, eftersom det netop er denne adfærd, Kommissionen skulle fastslå.

(jf. præmis 35 og 36)

2. Det kræves ikke, at adfærd udvist af en virksomhed i en dominerende stilling binder køberne ved en formel forpligtelse, for at godtgøre, at denne adfærd udgør et misbrug af dominerende stilling i henhold til artikel 82 EF. Det er tilstrækkeligt, at denne adfærd indebærer et incitament for kunderne til ikke at anvende alternative leverandører og til udelukkende at dække hele deres behov eller en væsentlig del heraf hos nævnte virksomhed, hvorfor det ikke er nødvendigt at undersøge aftalernes eksklusive karakter på grundlag af gældende national lovgivning.

Hvad angår aftalerne indgået mellem en virksomhed og indkøbscentraler, som har en bindende karakter for parterne, afhænger spørgsmålet, om de ligeledes påvirkede købeadfærden hos deres medlemmer, ikke af en formel analyse. Når de forhandlede betingelser afhænger af den samlede indkøbscentrals indkøb af bestemte mængder, er det således en selvfølge ved forhandlingen af denne type aftale, at den tilskynder medlemmerne af indkøbscentralen til at foretage køb med henblik på at nå det fastsatte mål.

(jf. præmis 59, 61 og 62)

3. Begrebet misbrug er et objektivt begreb, som omfatter en adfærd fra en virksomhed i en dominerende stilling, som kan påvirke strukturen af et marked, hvor konkurrencen, netop som følge af den pågældende virksomheds tilstedeværelse, allerede er begrænset, og som ved at anvende midler, der er anderledes end dem, der regulerer en normal konkurrence på produkter og tjenesteydelser på grundlag af erhvervsdrivendes ydelser, skaber en hindring for at opretholde den bestående konkurrence på markedet eller udviklingen af denne konkurrence. Det følger heraf, at artikel 82 EF forbyder en virksomhed, som har en dominerende stilling, at eliminere en konkurrent og således styrke sin stilling ved andre midler end dem, som tages i brug inden for rammerne af en konkurrence baseret på opnåede resultater. Forbuddet i denne bestemmelse er ligeledes begrundet i ønsket om ikke at forvolde forbrugerne skade.

Selv om konstateringen af, at der foreligger en dominerende stilling, ikke i sig selv er ensbetydende med en kritik af vedkommende virksomhed, er denne virksomhed dog, uafhængigt af årsagerne til denne stilling, særlig forpligtet til ikke ved sin adfærd at skade en effektiv og ufordrejet konkurrence på fællesmarkedet. Tilsvarende gælder, at selv om en dominerende stilling ikke afskærer en virksomhed, der har denne stilling, fra at beskytte sine egne handelsmæssige interesser, når disse trues, og selv om denne virksomhed har ret til i rimeligt omfang at udføre de handlinger, den skønner fornødne med henblik på at beskytte sine interesser, kan man dog ikke anerkende sådanne former for adfærd, når de har til formål at styrke denne dominerende stilling og misbruge den.

(jf. præmis 38, 206 og 207)

4. En virksomhed, som indtager en dominerende stilling på et marked, og som – også efter anmodning fra disse – binder købere til sig ved hjælp af en forpligtelse til eller et løfte om at dække hele eller en betydelig del af deres behov udelukkende hos denne virksomhed, misbruger herved sin dominerende stilling som nævnt i artikel 82 EF, uanset om forpligtelsen står alene eller modsvares af en bonusydelse. Det samme gælder, når virksomheden, uden at binde køberne til sig ved en formel eksklusivitetsforpligtelse, enten ifølge aftaler med køberne eller ensidigt anvender et loyalitetsbonussystem, dvs. prisnedslag, som ydes på betingelse af, at kunden udelukkende foretager alle eller en betydelig del af indkøbene til dækning af sine behov hos den dominerende virksomhed.

Såvel eksklusive købsforpligtelser af denne art – uanset om de modsvares af en bonusydelse – som ydelse af loyalitetspræmier for at tilskynde køberen til udelukkende at foretage indkøb hos den markedsdominerende virksomhed er uforenelige med målsætningen om, at konkurrencen inden for fællesmarkedet ikke må fordrejes, idet disse forpligtelser eller ydelser ikke beror på en økonomisk ydelse, som begrunder forpligtelsen eller fordelen, men har til formål at gøre det umuligt for køberen eller at lægge køberen hindringer i vejen for at kunne vælge sine forsyningskilder samt at spærre adgangen til markedet for producenterne.

(jf. præmis 208, 209, 295 og 296)

5. En loyalitetsrabat, der er modydelsen til, at kunden forpligter sig til udelukkende eller næsten udelukkende at få forsyninger fra den markedsdominerende virksomhed, er i strid med artikel 82 EF på grund af den afskærmende virkning, som den medfører. En sådan rabat har i kraft af de økonomiske fordele til formål at hindre, at kunden handler med konkurrerende producenter.

(jf. præmis 210 og 211)

6. En ordning med kvantumrabatter, der ydes af en dominerende virksomhed, der udelukkende er knyttet til de hos denne virksomhed indkøbte mængder, anses normalt ikke for at medføre en afskærmning af markedet i strid med artikel 82 EF. Såfremt en stigning i den af denne virksomhed leverede mængde medfører lavere omkostninger for leverandøren, er denne berettiget til at give kunden fordel heraf ved en mere fordelagtig prissætning. Kvantumrabatter antages således at afspejle den effektivitet og de stordriftsfordele, som virksomheden med den dominerende stilling opnår.

Det følger heraf, at en kvantumrabatordning, hvor rabattens størrelse stiger i takt med de mængder, der købes hos den dominerende virksomhed, ikke er i strid med artikel 82 EF, medmindre de kriterier og regler, hvorefter rabatten ydes, ikke har nogen økonomisk begrundelse, men har til formål at hindre, at kunder foretager indkøb hos konkurrerende producenter, f.eks. loyalitets- og målrabatter.

Ved afgørelsen af, om et system med kvantumrabatter er udtryk for misbrug, skal samtlige omstændigheder derfor tages i betragtning, herunder navnlig de kriterier og regler, hvorefter rabatten blev ydet, og det må undersøges, om rabatten ved at udgøre en fordel, som ikke kan begrundes af en økonomisk modydelse, har fjernet eller begrænset køberens mulighed for frit at vælge sine leverandører, har hindret konkurrenternes adgang til markedet, om rabatgiver herved over for sine handelspartnere har anvendt ulige vilkår for ydelser af samme værdi, eller har styrket sin dominerende stilling gennem en fordrejning af konkurrencen.

(jf. præmis 212-214)

7. Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. For så vidt angår en beslutning, der er vedtaget i henhold til artikel 82 EF, kræver dette princip, at den anfægtede beslutning nævner de faktiske omstændigheder, som foranstaltningens retlige begrundelse afhænger af, og de betragtninger, som førte til beslutningen.

(jf. præmis 227)

8. En dominerende virksomheds binding af en væsentlig del af markedet kan ikke begrundes ved, at det godtgøres, at den del af markedet, der var åben for konkurrence, stadig er tilstrækkelig til at skabe plads til et begrænset antal konkurrenter. De kunder, der befinder sig på den bundne del af markedet, skal nemlig have mulighed for at nyde godt af så meget konkurrence som muligt på markedet, og konkurrenterne skal kunne konkurrere på grundlag af opnåede resultater på markedet som helhed og ikke blot på en del heraf. Endvidere er den dominerende virksomheds rolle ikke at afgøre, hvor mange levedygtige konkurrenter der må konkurrere med den for den del af efterspørgslen, der stadig er åben for konkurrence.

Det er på grundlag af en undersøgelse af omstændighederne i sagen, at det kan afgøres, om en dominerende virksomheds praksis kan udelukke konkurrencen, og det ville være kunstigt på forhånd at fastsætte, hvilken andel af det bundne marked der skal overskrides, for at en dominerende virksomheds praksis kan have en udelukkende virkning på konkurrenterne.

(jf. præmis 241 og 242)

9. Den udelukkelsesmekanisme, som rabatordningerne med tilbagevirkende kraft udgør, kræver ikke, at den dominerende virksomhed giver afkald på overskud, eftersom omkostningerne til rabatten er fordelt på et stort antal enheder. Ved tildelingen af en rabat med tilbagevirkende kraft kan den gennemsnitlige pris, som den dominerende virksomhed opnår, meget vel være væsentligt højere end omkostningerne og skabe en stor gennemsnitlig fortjenstmargen. Imidlertid medfører rabatordningen med tilbagevirkende kraft, at den faktiske pris for kunderne for de sidste enheder er meget lav som følge af den afsmittende virkning.

(jf. præmis 267)

10. Til fastlæggelse af, om artikel 82 EF er blevet overtrådt, er det ikke nødvendigt at godtgøre, at den dominerende virksomheds misbrug har haft en konkret konkurrencebegrænsende virkning på de pågældende markeder. Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at bevise, at adfærden har til formål at begrænse konkurrencen, eller med andre ord, at adfærden er egnet til at have denne virkning.

(jf. præmis 289)

11. Individuelle mængdeforpligtelser, hvorom det er fastslået efter en undersøgelse ikke blot rent formelt ud fra et retligt synspunkt, men ligeledes under hensyn til den konkrete økonomiske sammenhæng, som de indgik i, at de de facto binder og/eller tilskynder en køber til udelukkende eller for en betydelig del af sit behov at forsyne sig hos en virksomhed i en dominerende stilling, og som ikke er støttet på en økonomisk ydelse, der begrunder denne byrde eller denne fordel, men tilsigter at fjerne eller begrænse køberens valgmulighed hvad angår forsyningskilder og at blokere producenternes adgang til markedet, udgør misbrug af en dominerende stilling i henhold til artikel 82 EF, selv om det anerkendes, at de ikke binder køberen ved en eksklusivitetsforpligtelse.

(jf. præmis 297 og 298)

12. Hverken forpligtelsen til at overholde ligebehandlingsprincippet eller den omstændighed, at Kommissionen tidligere har pålagt bøder af en bestemt størrelsesorden i tilfælde af visse typer overtrædelser, kan berøve den muligheden for at forhøje dette niveau inden for de rammer, der er angivet i forordning nr. 1/2003 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82, hvis det er nødvendigt for at gennemføre Fællesskabets konkurrencepolitik.

Overtrædelsernes grovhed skal fastslås på grundlag af en lang række forhold, herunder sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning. De relevante omstændigheder, som f.eks. de pågældende markeder, produkter, lande, virksomheder og perioder, er imidlertid forskellige for hver sag. Det følger heraf, at Kommissionen ikke kan være forpligtet til at pålægge virksomhederne bøder, hvis beløb svarer til den samme procentdel af deres respektive omsætning i alle sager, der er sammenlignelige med hensyn til grovheden.

Eftersom bøderne udgør et instrument i Kommissionens konkurrencepolitik, bør den derfor have et vist skøn ved fastsættelsen af bøderne, således at virksomhederne tilskyndes til at overholde konkurrencereglerne.

(jf. præmis 310-313)

13. Hvad angår fastsættelsen af den bøde, der skal sanktionere en tilsidesættelse af de fællesskabsretlige konkurrenceregler, kan Kommissionen, med forbehold af overholdelsen af den øvre grænse, der er fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82, og som vedrører den pågældende virksomheds samlede omsætning, tage hensyn til den pågældende virksomheds omsætning med henblik på bedømmelsen af overtrædelsens grovhed, når bødens størrelse fastsættes, uden at denne omsætning dog må tillægges en uforholdsmæssig betydning i forhold til de andre elementer i vurderingen.

Den beregningsmetode, som er fastsat i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF- traktaten, bestemmer, at der skal tages hensyn til et stort antal forhold ved vurderingen af overtrædelsens grovhed for at fastsætte bødens størrelse, herunder navnlig overtrædelsens karakter, dens konkrete virkning, når den kan måles, det berørte markeds geografiske udstrækning og bødens nødvendige afskrækkende rækkevidde. Selv om retningslinjerne ikke bestemmer, at bødebeløbene skal beregnes på grundlag af den samlede omsætning eller den relevante omsætning, er de ikke til hinder for, at sådanne omsætningstal tages i betragtning ved fastsættelsen af bødens stør relse med henblik på at overholde fællesskabsrettens almindelige principper, og når omstændighederne gør det påkrævet.

Det følger heraf, at selv om det ikke kan afvises, at omsætningen, der hidrører fra de pågældende varer, kan udgøre et egnet grundlag for at vurdere skaderne på konkurrencen på markedet for nævnte varer inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, forholder det sig ikke desto mindre således, at dette forhold ikke er det eneste kriterium, som Kommissionen skal lægge til grund ved vurderingen af overtrædelsens grovhed.

(jf. præmis 316-318)