Sag C-293/06

Deutsche Shell GmbH

mod

Finanzamt für Großunternehmen in Hamburg

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Hamburg)

»Etableringsfrihed — selskabsbeskatning — økonomiske virkninger ved tilbageførsel af indskudskapital bevilget af et selskab, der er etableret i en medlemsstat, til et fast driftssted, der tilhører selskabet, og som er beliggende i en anden medlemsstat«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat E. Sharpston fremsat den 8. november 2007   I - 1131

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 28. februar 2008   I - 1147

Sammendrag af dom

Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – skattelovgivning – selskabsskat – fradrag for underskud

(EF-traktaten, art. 52 (efter ændring nu art. 43 EF) og art. 58 (nu art. 48 EF))

EF-traktatens artikel 52 (efter ændring nu artikel 43 EF), jf. artikel 58 (nu artikel 48 EF), er til hinder for, at en medlemsstat udelukker et valutatab, som et selskab, der har sit vedtægtsmæssige hjemsted på denne stats område, har lidt ved tilbageførsel af den indskudskapital, det havde bevilget et fast driftssted, som selskabet havde i en anden medlemsstat, ved opgørelsen af det nationale beskatningsgrundlag. Disse bestemmelser er også til hinder for, at det omhandlede valutatab alene er fradragsberettiget som driftsomkostning for en virksomhed, der har sit hjemsted i en medlemsstat, i det omfang det faste driftssted, der tilhører sidstnævnte virksomhed, og som er beliggende i en anden medlemsstat, ikke har haft skattefri indkomst.

En sådan beskatningsordning forøger den økonomiske risiko, som et selskab, der er etableret i en medlemsstat, og som ønsker at oprette en enhed i en anden medlemsstat, løber, når der i den anden medlemsstat anvendes en anden valuta end i oprindelsesstaten, og udgør således en hindring for etableringsfriheden. Den er ikke begrundet i hensynet til at sikre sammenhængen i beskatningsordningen, da der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem valutatab på den ene side og valutagevinster på den anden side. Denne hindring kan heller ikke begrundes i den omstændighed, at der foreligger en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Etableringsfriheden kan ganske vist ikke forstås således, at en medlemsstat er forpligtet til at fastsætte sine skatteregler i forhold til en anden medlemsstats skatteregler med henblik på i alle situationer at sikre en beskatning, der udvisker enhver ulighed som følge af nationale skatteregler, idet de beslutninger, et selskab træffer med henblik på etablering af kommercielle strukturer i udlandet, alt efter omstændighederne kan være mere eller mindre fordelagtige eller ufordelagtige for et sådant selskab. Den omtvistede skattemæssige ulempe vedrører dog en særlig operationel omstændighed, hvortil der kun kan tages hensyn af hovedvirksomhedens skattemyndigheder.

Hvad angår begrænsningen af medregningen af valutatab lidt af nævnte faste driftssted afhængig af det faste driftssteds resultater kan denne heller ikke begrundes i anbringendet om, at den virksomhed, der ejer dette driftssted, risikerer at oppebære en dobbelt skattefordel med hensyn til valutatabet. En medlemsstat, der har givet afkald på at udøve sine beskatningsbeføjelser ved at indgå en dobbeltbeskatningsoverenskomst, kan ikke påberåbe sig manglende beskatningskompetence med hensyn til resultaterne af et fast driftssted, der tilhører et selskab, der er etableret på denne medlemsstats område, for at begrunde et afslag på fradrag for omkostninger, som dette selskab har afholdt, og som der efter deres art ikke kan tages hensyn til i den medlemsstat, hvor det faste driftssted er beliggende.

(jf. præmis 30, 32, 40, 43-45, 47, 50, 51 og 53 samt domskonkl. 1 og 2)