Sag T-405/05

Powerserv Personalservice GmbH

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker — ugyldighedssag — EF-ordmærket MANPOWER — absolutte registreringshindringer — beskrivende karakter — delvis omgørelse — fornødent særpræg opnået ved brug — artikel 7, stk. 1, litra c), artikel 51, stk. 1 og 2, og artikel 63, stk. 3, i forordning (EF) nr. 40/94«

Rettens dom (Femte Afdeling) af 15. oktober 2008   II ‐ 2887

Sammendrag af dom

1. EF-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – absolutte ugyldighedsgrunde

   [Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra c), art. 7, stk. 3, art. 51, stk. 1, litra a), og art. 51, stk. 2]

2. EF-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – absolutte ugyldighedsgrunde

   [Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra b)-d), art. 51, stk. 1, litra a), og art. 51, stk. 2]

3. EF-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – absolutte ugyldighedsgrunde

   [Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra b)-d), art. 51, stk. 1, litra a), og art. 51, stk. 2]

1.  Registreringen af ordmærket MANPOWER som EF-varemærke for varer og tjenesteydelser henhørende under klasse 9, 16, 35, 41 og 42 i Nicearrangementet kan ikke annulleres med den begrundelse, at der foreligger registreringshindringer omfattet af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker.

   Tegnet er, således som det opfattes af hele den arbejdsdygtige del af befolkningen, beskrivende i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forordningens artikel 7, stk. 1, litra c), i Det Forenede Kongerige, Irland, Tyskland og Østrig for tjenesteydelser udbudt af et arbejdsformidlings- eller et vikarbureau, henhørende under klasse 35 i nævnte arrangement, for hvilke det er registreret. For så vidt angår Det Forenede Kongerige og Irland har det engelske ord »manpower« faktisk en tilstrækkelig direkte og konkret forbindelse til de omhandlede tjenesteydelser, der kan gøre det muligt for den berørte kundekreds straks og uden yderligere overvejelse at opfatte en beskrivelse af disse tjenesteydelser. For så vidt angår Tyskland og Østrig svarer dette ord ifølge ordbogen Duden til ordet »Arbeitskraft« (arbejdskraft). De relevante tysksprogede forbrugere vil derfor straks og uden yderligere overvejelse skabe en konkret og direkte forbindelse mellem ordet og arbejdsformidlings- og vikarydelser. Dette gælder så meget desto mere, som ordet »MANPOWER« er et modeord inden for tysk sprogbrug.

   Nævnte tegn er ligeledes, således som det opfattes af hele den arbejdsdygtige del af befolkningen, beskrivende i Det Forenede Kongerige, Irland, Tyskland og Østrig for de fleste varer og tjenesteydelser henhørende under klasse 9, 16, 41 og 42 i nævnte arrangement, som det er registreret for. For det første kan ordet tjene til at betegne disse varer og tjenesteydelsers indhold, når de anvendes i forbindelse med tjenesteydelser, som udbydes af en arbejdsformidlingsvirksomhed. I denne forbindelse opfatter den relevante kundekreds, som i øvrigt er den samme i forhold til disse varer og tjenesteydelser som den kundekreds, der er defineret for tjenesteydelser udbudt af et arbejdsformidlings- eller et vikarbureau, henhørende under klasse 35, det pågældende varemærke som en direkte og konkret henvisning til de nævnte varer og tjenesteydelser. For det andet bemærkes, at i det omfang disse varer og tjenesteydelser omfatter varer og tjenesteydelser, der ikke har nogen forbindelse med arbejdsformidlings- eller vikarydelser, blev ordet »manpower« registreret for hver af dem i deres helhed.

   Derimod er tegnet, således som det opfattes af hele den arbejdsdygtige del af befolkningen i Nederlandene, Sverige, Danmark og Finland og i de øvrige ikke engelsktalende medlemsstater i Fællesskabet, ikke beskrivende for varer og tjenesteydelser henhørende under klasse 9, 16, 35, 41 og 42 i Nicearrangementet, som det er registreret for. Det er således ikke godtgjort, at engelsk — selv blot som alternativ til det nationale sprog — anvendes i forhold til de varer og tjenesteydelser, som varemærket beskytter, for at henvende sig til personer fra den relevante kundekreds, som appelkammeret tog i betragtning.

   I Det Forenede Kongerige, Irland, Tyskland og Østrig har varemærket imidlertid fået fornødent særpræg ved brug for tjenesteydelser udbudt af et arbejdsformidlings- eller et vikarbureau henhørende under klasse 35. Dette fornødne særpræg skulle udvides til at omfatte de varer og tjenesteydelser, som varemærket beskyttede, i andre klasser. Varemærket er således kun beskrivende i forhold til visse af de varer og tjenesteydelser, som henhører under klasse 9, 16, 41 og 42. Ordet »manpower« kan kun opfattes som en angivelse af indholdet for så vidt angår de af disse varer og tjenesteydelser, som anvendes i forbindelse med arbejdsformidlingsydelser, og forbrugeren, som forbinder disse varer og tjenesteydelser i klasse 9, 16, 41 og 42 med arbejdsformidlings- og vikarydelser, vil kunne opfatte varemærket som en oprindelsesangivelse vedrørende disse varer og tjenesteydelser, som henviser til indehaveren af varemærket.

   (jf. præmis 57-59, 66-68, 79, 80, 85, 89-92, 135-141, 144 og 145)

2.  Ifølge artikel 51, stk. 2, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker kan et EF-varemærke, der er registreret i strid med forordningens artikel 7, stk. 1, litra b), c) eller d), imidlertid ikke erklæres ugyldigt, hvis det som følge af den brug, der er gjort heraf, efter registreringen har fået fornødent særpræg for de varer eller tjenesteydelser, som det er registreret for.

   Hvis forordningens artikel 51, stk. 2, skulle forstås således, at den ikke omhandler brug efter registreringen af det varemærke, som begæres erklæret ugyldigt, vil bestemmelsen være overflødig og uden mening. Et beskrivende tegn, der — som følge af den brug, der er gjort deraf, før indgivelsen af ansøgningen om registrering af tegnet som EF-varemærke — har fået fornødent særpræg for de varer og tjenesteydelser, som registreringen vedrører, kan antages til registrering i henhold til artikel 7, stk. 3, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker. Et varemærke, der er således registreret, kan ikke erklæres ugyldigt i henhold til artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning nr. 40/94, da der ikke er tale om et varemærke, som er »registreret i strid med bestemmelserne i artikel […] 7«. Artikel 51, stk. 2, i forordning nr. 40/94 er derfor ikke relevant i denne situation. Det følger heraf, at sidstnævnte bestemmelse alene omhandler de varemærker, hvis registrering er i strid med registreringshindringerne i artikel 7, stk. 1, litra b)-d), i forordning nr. 40/94, og som i mangel af en sådan bestemmelse ville være blevet erklæret ugyldige i henhold til artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 40/94. Artikel 51, stk. 2, i forordning nr. 40/94 har netop til formål at opretholde registreringen for de varemærker, der som følge af den brug, der er gjort deraf, i mellemtiden, dvs. efter deres registrering, har fået fornødent særpræg for de varer og tjenesteydelser, for hvilke de er blevet registreret, uanset den omstændighed, at registreringen på det tidspunkt, hvor den fandt sted, var i strid med artikel 7 i forordning nr. 40/94.

   (jf. præmis 127)

3.  Ifølge artikel 51, stk. 2, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker kan et EF-varemærke, der er registreret i strid med forordningens artikel 7, stk. 1, litra b), c) eller d), imidlertid ikke erklæres ugyldigt, hvis det som følge af den brug, der er gjort heraf, efter registreringen har fået fornødent særpræg for de varer eller tjenesteydelser, som det er registreret for. Den dato, som faktisk skal tages i betragtning ved vurderingen af, om et EF-varemærke har opnået fornødent særpræg ved brug efter registreringen, er tidspunktet for ugyldighedsbegæringens indgivelse. Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) kan desuden tage hensyn til oplysninger, der — selv om de vedrører tiden efter datoen for ugyldighedsbegæringens indgivelse — giver mulighed for at drage konklusioner om situationen, sådan som den forelå på netop denne dato, uden at der derved er tale om en selvmodsigende begrundelse eller retlig fejl.

   (jf. præmis 146)