Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Traktatbrudssøgsmål – sagens genstand

(Art. 226 EF)

2. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – restriktioner – nationale bestemmelser vedrørende udøvelse af sundhedserhverv

(Art. 12 EF og 43 EF)

Sammendrag

1. Et traktatbrudssøgsmål, som er rettet mod det forhold, at overgangsbestemmelser, som gør det muligt at udøve erhverv inden for overenskomsten med sygesikringen, er forbeholdt alene de psykoterapeuter, som har udøvet deres erhverv i en region i en medlemsstat inden for denne medlemsstats sygesikringsordning i løbet af en referenceperiode, mens denne mulighed ikke er åben for psykoterapeuter, som har udøvet deres erhverv i løbet af den samme periode uden for denne medlemsstat inden for sygesikringsordningen i en anden medlemsstat, kan antages til realitetsbehandling, eftersom den omstændighed, at det ikke er muligt for de sidstnævnte at benytte sig af overgangsbestemmelserne, ikke er tidsbegrænset, men tværtimod er af permanent karakter og vedblev med at bestå også efter udløbet af fristen fastsat i den begrundede udtalelse.

(jf. præmis 17-20)

2. En medlemsstat tilsidesætter sine forpligter i henhold til artikel 43 EF ved udelukkende at anvende overgangsbestemmelserne eller princippet om »velerhvervede rettigheder«, som gør det muligt for psykoterapeuter at opnå autorisation eller godkendelse uafhængigt af de gældende bestemmelser om den lovpligtige sygesikring, på psykoterapeuter, som har udøvet deres erhverv inden for denne medlemsstats lovpligtige sygesikringsordning, og ved ikke at have taget hensyn til tilsvarende eller lignende erhvervsmæssig beskæftigelse, der er udøvet af psykoterapeuter i andre medlemsstater. Betingelsen om, at erhvervet som psykoterapeut skal være praktiseret i en region i den pågældende medlemsstat inden for rammerne af overenskomsten med medlemsstatens sygesikring, indebærer, selv om den finder ens anvendelse, at tildelingen af en rettighed afhænger af opfyldelsen af et bopælskrav i en region i denne medlemsstat, og stiller dermed indenlandske statsborgere bedre end statsborgere fra andre medlemsstater, hvilket er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 12 EF.

En sådan restriktion for den frie bevægelighed for fysiske personer kan ikke begrundes i hensynet til beskyttelsen af en velerhvervet rettighed, i form af bevarelsen af en kundekreds af patienter, som bunder i flere års beskæftigelse, for så vidt som restriktionen går videre, end hvad der kan anses for nødvendigt med henblik på at nå dette mål.

(jf. præmis 56, 57, 63, 65, 73 og 76 samt domskonkl.)