Sag C-389/05

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

mod

Den Franske Republik

»Traktatbrud — artikel 43 EF og 49 EF — etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser — veterinærbestemmelser — center for inseminering af kvæg — national lovgivning, der tildeler godkendte centre eneret til at udføre tjenesteydelsen med inseminering af kvæg på et bestemt område og kræver, at der indgås aftale med et sådant center med henblik på udstedelse af autorisationer som inseminør«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat P. Mengozzi fremsat den 3. april 2008   I - 5401

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 17. juli 2008   I - 5425

Sammendrag af dom

1. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – restriktioner

   (Art. 43 EF)

2. Fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner

   (Art. 49 EF)

3. Landbrug – harmonisering af lovgivningerne – handel inden for Fællesskabet med sæd fra racerent kvæg

   (Art. 43 EF og 49 EF; Rådets direktiv 77/504, 87/328 og 91/174)

4. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner

   (Art. 43 EF og 49 EF)

1.  Den geografiske eneret, som en medlemsstat har tildelt insemineringscentre, der er godkendt til at foretage kunstig befrugtning af kvæg inden for et bestemt område, hvilket begrænser det samlede antal erhvervsdrivende, der har adgang til at åbne og drive sådanne centre på denne stats område, og den omstændighed, at denne eneret ikke er tidsmæssigt begrænset, hindrer adgangen for andre erhvervsdrivende, herunder erhvervsdrivende fra andre medlemsstater, til markedet for inseminering. Den omstændighed, at de geografiske zoner, der dækkes af denne eneret, eventuelt kan tilpasses eller opdeles, kan ikke påvirke denne vurdering.

   En erhvervsdrivende, der ønsker at udøve virksomhed inden for sektoren med kunstig befrugtning, men som ikke kan erhverve rettigheder for et bestemt geografisk område, er undergivet en forpligtelse til at indgå en aftale med det for området kompetente insemineringscenter med henblik på at erhverve en autorisation som inseminør. Da indgåelsen af en sådan aftale imidlertid afhænger af lederne af de godkendte centre, kan den nævnte forpligtelse være til hinder for virkeliggørelsen af et sådant ønske.

   Sådanne foranstaltninger gør det vanskeligt eller ligefrem umuligt eller i det mindste mindre interessant at udøve etableringsfriheden med henblik på at drive virksomhed med distribution af og inseminering med kvægsæd på den pågældende medlemsstats område. Den omstændighed, at disse foranstaltninger finder anvendelse uden forskel på indenlandske erhvervsdrivende og erhvervsdrivende fra andre medlemsstater, er ikke til hinder for det fastslåede, idet sådanne nationale foranstaltninger, selv om de anvendes uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, kan besværliggøre eller gøre det mindre interessant for fællesskabsborgere, herunder borgerne i den medlemsstat, der har vedtaget foranstaltningen, at udøve en grundlæggende frihed, der sikres ved traktaten, såsom etableringsfriheden.

   (jf. præmis 50 og 53-56)

2.  Såfremt en medlemsstat kræver, at tjenesteydere fra andre medlemsstater, der ønsker at foretage kunstig befrugtning af kvæg på denne stats område, skal indhente en autorisation som inseminør, og bestemmer, at de erhvervsdrivende kun kan foretage inseminering med kvægsæd under tilsyn af det insemineringscenter, der er kompetent på det pågældende område, udgør dette, uafhængigt af de betingelser, hvorunder den nævnte autorisation udstedes, en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser, idet disse krav er egnet til at gøre det vanskeligere eller mindre interessant for erhvervsdrivende, der allerede er etableret og lovligt driver virksomhed i andre medlemsstater, at levere tjenesteydelsen med inseminering.

   Det samme gælder med hensyn til forpligtelsen til at oplagre sæden i de godkendte centre for kunstig befrugtning, der som de eneste varetager udleveringen til kvægavlerne. Selv om kvægavlerne har mulighed for gennem det center, de hører under, at bestille en bestemt sæd, der stammer fra en producent med hjemsted i en anden medlemsstat, vil forpligtelsen til at oplagre denne sæd i det nævnte center efter forsendelsen nemlig være egnet til at gøre det vanskeligere eller mindre interessant for denne producent at levere tjenesteydelsen med distribution.

   (jf. præmis 61, 64 og 65)

3.  Direktiv 77/504 om racerent avlskvæg, direktiv 87/328 om godkendelse af racerent avlskvæg til avlsbrug og direktiv 91/174 om de zootekniske og genealogiske betingelser for handel med racerene dyr og om ændring af direktiv 77/504 og 90/425 har gennemført en fuldstændig harmonisering på fællesskabsplan af de genealogiske betingelser hvad angår handelen inden for Fællesskabet med sæd fra racerent avlskvæg.

   Et tvingende alment hensyn kan imidlertid ikke påberåbes, hvis der foreligger en fællesskabsretlig harmonisering, hvorved der er indført de fornødne foranstaltninger med henblik på at sikre beskyttelsen af det samme hensyn. Det følger heraf, at formålet om at beskytte den genetiske arv inden for racerent avlskvæg ved hjælp af nationale genealogiske krav ikke kan begrunde hindringer for samhandelen inden for Fællesskabet med sæd fra sådant kvæg, der ikke har hjemmel i den fællesskabsretlige harmoniseringslovgivning på det pågældende område.

   (jf. præmis 73-75)

4.  En medlemsstat tilsidesætter de forpligtelser, der påhviler den i medfør af artikel 43 EF og 49 EF, ved at forbeholde retten til at levere den tjenesteydelse, der består i kunstig befrugtning af kvæg, for de godkendte centre for inseminering, der er tildelt en geografisk eneret, såvel som for personer, der er indehavere af en autorisation som inseminør, hvis udstedelse er betinget af, at der indgås en aftale med et af disse centre

   Ganske vist er det legitimt for en medlemsstat, for at den kan sikre sig, at ansøgeren er kvalificeret til at arbejde som inseminør, at stille krav om tilladelse til udøvelse af insemineringsvirksomhed. For så vidt som der er tale om en procedure for autorisation til at udøve en virksomhed, skal den pågældende medlemsstat ved sin anvendelse af de nationale bestemmelser imidlertid tage hensyn til de kundskaber og kvalifikationer, som den pågældende allerede har erhvervet i en anden medlemsstat. I øvrigt skal en ordning med administrativ forhåndstilladelse navnlig bygge på objektive kriterier, der ikke er udtryk for forskelsbehandling, og som er kendt på forhånd, således at de lægger en ramme for myndighedernes skønsudøvelse, der dermed ikke bliver vilkårlig.

   En lovgivning, hvorefter udstedelsen af en autorisation som inseminør er betinget af, at der indgås en aftale med et center for kunstig inseminering, der på markedet for inseminering er en potentiel konkurrent til den selv samme erhvervsdrivende, hvis kvalifikationer insemineringscentret formodes at kontrollere, og som endvidere lader spørgsmålet, om en sådan aftale skal indgås, afhænge af en skønsmæssig beslutning fra lederne af disse centre, som ikke er bundet til at indgå den, selv om ansøgerne opfylder egnethedskriterierne, der er objektive, ikke indebærer forskelsbehandling og er kendt på forhånd, går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål, selv om lovgivningen antages at være egnet til at sikre virkeliggørelsen af beskyttelsen af dyrenes sundhed og sundhedsbeskyttelsen for den person, der foretager selve insemineringen.

   (jf. præmis 91-95, 97 og 108 samt domskonkl.)