Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – opholdsret for familiemedlemmer

(Forordning nr. 1612/68, art. 10)

2. Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – opholdsret for familiemedlemmer – arbejdstagerens tilbagevenden til sin oprindelsesmedlemsstat efter at have udøvet lønnet beskæftigelse i en anden medlemsstat

[Rådets forordning nr. 1612/68, art. 10, stk. 1, litra a)]

Sammendrag

1. I en situation, hvor en fællesskabsarbejdstager vender tilbage til den medlemsstat, hvori han er statsborger, pålægger fællesskabsretten ikke myndighederne i denne stat at give en tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til denne arbejdstager, en ret til indrejse og ophold, alene af den grund, at den pågældende tredjelandsstatsborger i den værtsmedlemsstat, hvor arbejdstageren havde lønnet beskæftigelse, havde en gyldig opholdstilladelse, der var udstedt i henhold til artikel 10 i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet.

Retten til familiesammenføring i medfør af den nævnte artikel giver ikke familiemedlemmer til vandrende arbejdstagere en selvstændig ret til fri bevægelighed, idet denne bestemmelse primært indebærer en fordel for den vandrende arbejdstager, som en tredjelandsstatsborger er i familie med.

Det følger heraf, at retten for en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en fællesskabsarbejdstager, til at tage bopæl hos denne arbejdstager kun kan påberåbes i den medlemsstat, hvor den pågældende arbejdstager har bopæl.

Retsvirkningerne af en opholdstilladelse, der i henhold til forordning nr. 1612/68 udstedes af en medlemsstats myndigheder til en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en fællesskabsarbejdstager, er desuden begrænset til denne medlemsstats område.

(jf. præmis 23-26 og domskonkl. 1)

2. Den vandrende arbejdstagers ret til at vende tilbage til og opholde sig i den medlemsstat, hvori han er statsborger, efter at have udført lønnet beskæftigelse i en anden medlemsstat, udledes af fællesskabsretten, for så vidt som den er nødvendig for at sikre den effektive virkning af de bestemmelser, der skal garantere den ret til fri bevægelighed, som arbejdstagerne kan udlede af artikel 39 EF, samt af de bestemmelser, der er truffet for at gennemføre denne ret, såsom bestemmelserne i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet. En sådan fortolkning understøttes af indførelsen af unionsborgerskabet, der er den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere.

En tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en arbejdstager, der vender tilbage til den medlemsstat, hvori han er statsborger, efter at have udført lønnet beskæftigelse i en anden medlemsstat, har i medfør af artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1612/68, hvilken bestemmelse finder analog anvendelse, ret til ophold i den stat, hvori arbejdstageren er statsborger, selv om denne sidstnævnte ikke udfører reelt og faktisk arbejde dér. Den omstændighed, at en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en fællesskabsstatsborger, ikke før den pågældende tog ophold i den værtsmedlemsstat, hvor arbejdstageren havde lønnet beskæftigelse, havde opholdsret i medfør af national ret i den medlemsstat, hvor arbejdstageren er statsborger, er irrelevant for bedømmelsen af denne statsborgers ret til at opholde sig i denne sidstnævnte stat.

(jf. præmis 32 og 45 samt domskonkl. 2)