Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Traktatbrudssøgsmål – manglende efterkommelse af en beslutning fra Kommissionen om en statsstøtteforanstaltning

(Art. 88, stk. 2, andet afsnit, EF)

2. Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte

(Rådets forordning nr. 659/1999, 13. betragtning, og art. 14, stk. 3)

3. Fællesskabsret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse

(Art. 230 EF)

4. Statsstøtte – Kommissionens beslutning om en støttes uforenelighed med fællesmarkedet og krav om tilbagebetaling heraf

(Art. 88, stk. 2, EF, art. 230, stk.  2 og 5, EF og art. 242 EF)

Sammendrag

1. Under et traktatbrudssøgsmål med påstand om, at det fastslås, at en medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser, idet den ikke har truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme en kommissionsbeslutning om statsstøtte, er referencedatoen for anvendelsen af artikel 88, stk. 2, andet afsnit, EF den, som er foreskrevet i den beslutning, hvis manglende gennemførelse anfægtes, eller i givet fald den dato, Kommissionen efterfølgende har fastsat.

(jf. præmis 32)

2. I henhold til artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel [88 EF] er anvendelsen af de nationale procedurer for at tilbagesøge en statsstøtte, der er erklæret uforenelig med fællesmarkedet, underlagt den betingelse, at procedurerne giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens beslutning. Denne betingelse afspejler kravene ifølge effektivitetsprincippet. Det præciseres ligeledes i 13. betragtning til forordning nr. 659/1999, at den effektive konkurrence i tilfælde af ulovlig støtte, som er uforenelig med fællesmarkedet, skal genetableres, og at det til dette formål er nødvendigt, at støtten omgående tilbagebetales.

Anvendelsen af de nationale procedurer må således ikke – ved at forhindre en omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens beslutning – være til hinder for en genskabelse af normale konkurrencevilkår. Med henblik herpå bør medlemsstaterne træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre den effektive virkning af denne beslutning.

I denne forbindelse kan en national procedure, som indebærer opsættende virkning for søgsmål anlagt til prøvelse af tilbagebetalingsopkrævninger udstedt med henblik på tilbagesøgning af en tildelt støtte, ikke anses for at give mulighed for »omgående og effektiv« gennemførelse af en beslutning med krav om tilbagesøgning af en støtte. Den kan tværtimod ved at indrømme en sådan opsættende virkning forsinke tilbagesøgningen af støtten betragteligt.

(jf. præmis 49-51)

3. Den opsættende virkning af de søgsmål, der er indbragt ved de nationale retsinstanser til prøvelse af tilbagebetalingsopkrævninger udstedt over for adressaterne for den statsstøtte, som Kommissionen ved en beslutning har krævet tilbagesøgt, kan ikke anses for nødvendig for at sikre en effektiv domstolsbeskyttelse efter fællesskabsretten.

En sådan beskyttelse er nemlig allerede fuldt ud sikret ved de midler, der er fastsat i traktaten. I dette tilfælde er der navnlig tale om annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF, som støttemodtagere kan anlægge til prøvelse af Kommissionens beslutning.

Eftersom Det Europæiske Fællesskab er et retsfællesskab – inden for hvilket dets institutioner er undergivet kontrol med, at deres retsakter er forenelige med traktaten og med de almindelige retsgrundsætninger – er der ved traktaten oprettet et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, som skal sikre kontrollen med lovligheden af institutionernes retsakter, idet kompetencen til at udøve denne kontrol er tillagt Fællesskabets retsinstanser.

(jf. præmis 55-58)

4. En modtager af en støtte, som er erklæret uforenelig med fællesmarkedet, og hvor modtageren kunne have anfægtet Kommissionens beslutning for Fællesskabets retsinstanser, kan derimod ikke anfægte denne i forbindelse med et søgsmål ved de nationale domstole til prøvelse af de nationale myndigheders foranstaltninger til gennemførelse heraf. Hvis man anerkendte, at vedkommende under sådanne omstændigheder ved den nationale ret kunne modsætte sig gennemførelsen af beslutningen under påberåbelse af, at den er ulovlig, ville den pågældende nemlig herved kunne omgå beslutningens endelighed i forhold til ham efter søgsmålsfristernes udløb i henhold til artikel 230, stk. 5, EF.

(jf. præmis 59 og 60)