Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – forelæggelse af spørgsmål om fortolkning af retsforskrifter i tilknytning til EKSF-traktaten efter dennes udløb – omfattet

(EKSF-traktaten, art. 41; art. 234 EF)

2. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – den nationale rets kompetence

(Art. 234 EF)

3. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – åbenbart irrelevante spørgsmål og hypotetiske spørgsmål stillet i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar

(Art. 234 EF)

4. Statsstøtte – begreb – fortolkning

[EKSF-traktaten, art. 4, litra c); art. 87, stk. 1, EF og art. 88, stk. 3, EF; generel beslutning nr. 3484/85, art. 1 og 6]

5. Præjudicielle spørgsmål – bedømmelse af gyldigheden – konstatering af ugyldighed – de nationale retters inkompetence

(EKSF-traktaten, art. 41; art. 234 EF)

6. Statsstøtte – beslutning truffet af Kommissionen, som fastslår en støttes uforenelighed med fællesmarkedet og bestemmer, at den skal tilbagebetales

(Art. 88, stk. 2, EF og art. 230, stk. 2 og 5, EF)

7. Fællesskabsret – direkte virkning – forrang – beslutning truffet af Kommissionen, som bestemmer, at en støtte skal tilbagesøges

(Art. 10 EF og 88, stk. 2, EF)

Sammendrag

1. Domstolen er fortsat kompetent til at træffe afgørelse om præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen og anvendelsen af EKSF-traktaten samt af retsakter udstedt i henhold til denne, selv om disse spørgsmål stilles den efter EKSF-traktatens udløb. Skønt denne traktats artikel 41 ikke længere kan finde anvendelse under disse omstændigheder for at give Domstolen en kompetence, ville det være i strid med traktaternes formål og indbyrdes sammenhæng og uforeneligt med fælleskabsretsordenens kontinuitet, at Domstolen skulle være uden beføjelser til at sikre en ensartet fortolkning af retsforskrifter i tilknytning til EKSF-traktaten, som fortsat har retsvirkninger selv efter udløbet af denne.

(jf. præmis 41)

2. Inden for rammerne af en procedure i henhold til artikel 234 EF, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, henhører enhver bedømmelse af sagens faktiske omstændigheder under den nationale rets kompetence. Det tilkommer ligeledes udelukkende den nationale ret, som tvisten er indbragt for, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af fællesskabsretten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse.

(jf. præmis 43)

3. Domstolen er under særlige omstændigheder med henblik på at efterprøve sin egen kompetence beføjet til at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale domstol har forelagt sagen. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af fællesskabsretten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål.

(jf. præmis 44)

4. De nationale retter kan på området for statsstøtte få forelagt tvister, som indebærer, at de skal fortolke og anvende det i artikel 87, stk. 1, EF omhandlede støttebegreb, navnlig for at fastslå, om en statslig foranstaltning, som er indført uden iagttagelse af den forudgående kontrolprocedure efter artikel 88, stk. 3, EF, skulle have været underkastet denne procedure. For at kunne tage stilling til, om en statslig foranstaltning, der er indført uden iagttagelse af den forudgående kontrolprocedure, der er indført ved artikel 6 i den generelle beslutning nr. 3484/85 om fællesskabsregler for støtte til jern- og stålindustrien, skulle have været underkastet denne procedure, kan en national domstol ligeledes blive foranlediget til at fortolke begrebet støtte i EKSF-traktatens artikel 4, litra c), og artikel 1 i den nævnte generelle beslutning.

Derimod er de nationale retter ikke kompetente til at træffe afgørelse om en statsstøttes forenelighed med fællesmarkedet. Kommissionen er nemlig enekompetent til under forbehold af Domstolens prøvelsesret at træffe afgørelse om, hvorvidt støtteforanstaltninger eller en støtteordning er forenelige med fællesmarkedet.

(jf. præmis 50-52 og 62)

5. Skønt de nationale retter i princippet kan blive foranlediget til at undersøge spørgsmålet om en fællesskabsretsakts gyldighed, er de dog ikke beføjet til selv at fastslå ugyldigheden af retsakter fra Fællesskabets institutioner. Domstolen er følgelig enekompetent til at fastslå en fællesskabsretsakts ugyldighed. Denne enekompetence fremgår i øvrigt udtrykkeligt af EKSF-traktatens artikel 41.

(jf. præmis 53)

6. En af fællesskabsinstitutionerne vedtaget beslutning, der ikke er anfægtet af adressaten inden for den i artikel 230, stk. 5, EF fastsatte frist, bliver endelig i forhold til denne.

En modtager af en statsstøtte, som er genstand for en kommissionsbeslutning, der umiddelbart kun har været rettet til den medlemsstat, hvorunder modtageren hører, er afskåret fra at anfægte beslutningens lovlighed ved de nationale retter i forbindelse med et søgsmål til prøvelse af de nationale myndigheders foranstaltninger til gennemførelse af denne beslutning, når støttemodtageren uden tvivl kunne have anfægtet beslutningen, men har ladet den bindende frist i artikel 230, stk. 5, EF udløbe. De samme principper finder nødvendigvis anvendelse med de nødvendige tilpasninger inden for EKSF-traktatens anvendelsesområde.

(jf. præmis 54 og 55)

7. Det påhviler de nationale retter i videst muligt omfang at fortolke bestemmelserne i national ret på en sådan måde, at de kan få en anvendelse, som bidrager til gennemførelse af fællesskabsretten.

I denne forbindelse er en national ret, som inden for rammerne af sin kompetence skal anvende fællesskabsrettens regler, forpligtet til at sikre den fulde virkning af disse regler og om fornødent af egen drift at undlade at anvende enhver modstående bestemmelse i national lovgivning.

Følgelig er fællesskabsretten til hinder for anvendelse af en bestemmelse i national ret, der har til formål at fastslå princippet om retskraft, såfremt dens anvendelse er til hinder for tilbagesøgning af en statsstøtte, der er tildelt i strid med fællesskabsretten, og hvis uforenelighed med fællesmarkedet er blevet fastslået ved en kommissionsbeslutning, der er blevet endelig.

(jf. præmis 60-63 og domskonkl.)