Sag C-51/05 P

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

mod

Cantina sociale di Dolianova Soc. coop. arl m.fl.

»Appel — den fælles markedsordning for vin — støtte til destillation — erstatningssøgsmål — Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold — forældelsesfrist — tidspunktet, hvorfra den begynder at løbe«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat E. Sharpston fremsat den 22. november 2007   I - 5343

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 17. juli 2008   I - 5373

Sammendrag af dom

Erstatningssøgsmål – forældelsesfrist – begyndelsestidspunkt

(Art. 235 EF og art. 288, stk. 2, EF; statutten for Domstolen, art. 46)

Den i artikel 46 i statutten for Domstolen fastsatte forældelsesfrist på fem år for søgsmål mod Fællesskabet, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, begynder at løbe, når alle de betingelser, som er en forudsætning for erstatningspligten, er opfyldt, og navnlig når det tab, der skal erstattes, er kendt. I tilfælde, hvor Fællesskabets ansvar udspringer af en generel retsakt, begynder denne forældelsesfrist ikke at løbe, før de skadelige virkninger af retsakten har vist sig, og dermed ikke før der foreligger vished om, at de berørte personer har lidt skade.

I den henseende kan de betingelser, som det af artikel 288, stk. 2, EF omfattede erstatningsansvar er underlagt, og dermed de bestemmelser om forældelse, der regulerer søgsmål med påstand om betaling af sådan erstatning, kun være støttet på strengt objektive kriterier. Såfremt det forholdt sig anderledes, ville det kunne indebære en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, der ligger til grund for forældelsesreglerne, og som kræver, at de fællesskabsretlige retsregler skal være klare og præcise, således at de berørte kan orientere sig i situationer og retsforhold, der henhører under fællesskabsretten.

Såfremt forældelsesfristen for søgsmål mod Fællesskabet, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, forhindres i at begynde at løbe, så længe den person, der hævdes at have lidt skade, ikke selv har den opfattelse, at vedkommende har lidt skade, har det endvidere til følge, at tidspunktet for nævnte søgsmåls forældelse varierer alt efter den individuelle opfattelse, som hver berørt person måtte have vedrørende skadens faktiske forekomst, hvilket er i modstrid med det krav om retssikkerhed, der er påkrævet ved anvendelsen af forældelsesfrister. I den henseende angives kendskab til de faktiske omstændigheder ikke blandt de betingelser, der skal være opfyldt, for at forældelsesfristen begynder at løbe. Den subjektive bedømmelse af, hvorvidt der faktisk foreligger en skade, kan således ikke tages i betragtning ved afgørelsen af tidspunktet for, hvornår nævnte forældelsesfrist begynder at løbe.

(jf. præmis 54 og 59-61)