Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse rejst af indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 1, litra b)]

2. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse rejst af indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 1, litra b)]

3. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse rejst af indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 1, litra b)]

4. EF-varemærker – klagesag

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 63 og art. 74, stk. 1)

Sammendrag

1. Bedømmelsen af risikoen for forveksling i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker afhænger af en lang række faktorer, herunder navnlig hvor kendt varemærket er af kundekredsen på det omhandlede marked. Tilstedeværelsen af et særpræg, der er stærkere end normalt, på grund af det kendskab, kundekredsen har til et varemærke på markedet, forudsætter nødvendigvis, at dette varemærke er kendt af i det mindste en betydelig del af den berørte kundekreds, uden at varemærket nødvendigvis har et renommé i henhold til artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 40/94. Det kan ikke generelt fastslås – f.eks. ved hjælp af bestemte procentdele, der viser, i hvor høj grad kundekredsen har kendskab til varemærket i de berørte omsætningskredse – at et varemærke har en høj grad af særpræg på grund af det kendskab, kundekredsen har hertil. Det må ikke desto mindre anerkendes, at der er en vis indbyrdes afhængighed mellem det kendskab, kundekredsen har til et varemærke, og varemærkets særpræg i den forstand, at jo større kendskab den tilsigtede kundekreds har til varemærket, desto mere styrkes dette varemærkes særpræg.

For at vurdere, om et varemærke har en høj grad af særpræg på grund af det kendskab, kundekredsen har hertil, skal der tages hensyn til alle sagens relevante omstændigheder, således navnlig varemærkets markedsandel, intensiteten, den geografiske udstrækning og varigheden af brugen af dette varemærke, størrelsen af de investeringer, som virksomheden har foretaget for at fremme varemærket, den andel af de relevante kundekredse, der identificerer varen eller tjenesteydelsen som hidrørende fra en bestemt virksomhed på grund af varemærket, samt erklæringer fra industri- og handelskamre eller andre faglige sammenslutninger.

(jf. præmis 33-35)

2. Et ældre varemærke skal under alle omstændigheder være kendt af kundekredsen på datoen for indgivelsen af varemærkeansøgningen, eller i givet fald på den prioritetsdato, der er påberåbt til støtte for ansøgningen, for at det kan tillægges en højere grad af særpræg på grund af det kendskab, som kundekredsen eventuelt har hertil. Det kan imidlertid ikke på forhånd udelukkes, at en undersøgelse, der er udarbejdet en vis tid før eller efter denne dato, kan indeholde nyttige oplysninger, idet det bemærkes, at undersøgelsens bevisværdi kan variere i forhold til, hvor langt et tidsrum der er forløbet mellem den periode, undersøgelsen dækker, og indleverings- eller prioritetsdatoen for den omhandlede varemærkeansøgning.

(jf. præmis 38)

3. For de tyske gennemsnitsforbrugere, som er i besiddelse af et kæledyr, er der ikke risiko for forveksling i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, mellem tegnet VITACOAT, som er søgt registreret for »Shampoo, balsam, præparater til hår og hud, deodoranter; alle til dyr«, »Præparater til udryddelse af mider, lus, lopper og andre parasitter; alle til dyr« og »Børster og kamme til dyr« i henholdsvis klasse 3, 5 og 21 i Nice-arrangementet, og varemærket VITAKRAFT, som tidligere er registreret i Tyskland for varer, der delvis er af samme art og delvis af lignende art. Eftersom ordet »Kraft« har en præcis og umiddelbar betydning, der kan opfattes af de tyske forbrugere, mens ordet »coat« ikke vil have nogen betydning for dem eller højst vil blive genkendt som et engelsk ord med en anden betydning, er der således en udpræget begrebsmæssig forskel mellem tegnene, som i vidt omfang kan opveje de svage visuelle og fonetiske ligheder mellem de omhandlede tegn. Tegnene frembyder derfor tilstrækkeligt mange forskelle, navnlig på det begrebsmæssige plan, til at udelukke, at der selv i forhold til varer af samme art er risiko for forveksling, også selv om det tages i betragtning, at der udvises en lav grad af opmærksomhed ved valget af de omhandlede varer.

(jf. præmis 61 og 68)

4. Formålet med en sag, der er indbragt for Retten til prøvelse af afgørelser fra appelkamrene ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), er at få efterprøvet lovligheden af disse afgørelser i henhold til artikel 63 i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker. De faktiske omstændigheder, der er påberåbt for Retten, og som ikke tidligere er blevet gjort gældende ved Harmoniseringskontorets instanser, kan kun påvirke lovligheden af en sådan afgørelse, såfremt Harmoniseringskontoret ex officio burde have taget disse omstændigheder i betragtning.

I denne forbindelse fremgår det af samme forordnings artikel 74, stk. 1 in fine, at Harmoniseringskontoret i sager vedrørende relative registreringshindringer begrænser sig til at prøve de af parterne fremførte kendsgerninger, beviser og argumenter og de af parterne fremsatte anmodninger, og Harmoniseringskontoret er ikke forpligtet til ex officio at tage hensyn til kendsgerninger, som ikke er fremført af parterne. Følgelig kan sådanne kendsgerninger ikke påvirke lovligheden af appelkammerets afgørelse.

Derimod kan hverken parterne eller Retten forhindres i ved fortolkningen af fællesskabsretten at lade sig inspirere af elementer fra fællesskabsretlig, national eller international retspraksis. En part har derfor mulighed for at henvise til nationale domme for første gang for Retten, da der ikke er tale om, at appelkammeret kritiseres for ikke at have taget hensyn til de faktiske omstændigheder i en bestemt national dom, men om, at appelkammeret kritiseres for at have tilsidesat en bestemmelse i forordning nr. 40/94, i hvilken forbindelse der henvises til retspraksis til støtte for dette anbringende.

(jf. præmis 69-71)