Resumé af personalesag

Resumé af personalesag

Sammendrag

1. Retspleje – parternes repræsentation

2. Tjenestemænd – klage – erstatningssøgsmål – administrativ procedure

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3. Tjenestemænd – klage – søgsmålsinteresse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

4. Tjenestemænd – klage – erstatningssøgsmål, der er forbundet med et annullationssøgsmål

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

5. Tjenestemænd – bedømmelse – uoverensstemmelser mellem en tjenestemand og dennes overordnede

(Tjenestemandsvedtægten, art. 14 og 43)

6. Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

7. Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

8. Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

9. Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

1. De procesregler, som finder anvendelse for Retten, er ikke til hinder for, at en part udsteder en enkelt procesfuldmagt, som omfatter flere sager for Retten, i hvilke sagsøgeren vil deltage, og følgelig, at denne procesfuldmagt anvendes af den berørte repræsentant i forbindelse med flere søgsmål.

(jf. præmis 22)

2. En tjenestemand, som vil anfægte en retsakt, der indebærer et klagepunkt, kan indbringe klagen direkte for ansættelsesmyndigheden som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og dernæst, såfremt klagen afvises, anlægge sag for Retten med påstand om annullation af den retsakt, der indebærer et klagepunkt, med påstand om erstatning eller begge dele.

Hvis derimod tjenestemanden har gjort en skade gældende, der ikke er en følge af en retsakt, der indebærer et klagepunkt, kan han kun indlede en retssag ved at forelægge en ansøgning for ansættelsesmyndigheden i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, hvis eventuelle afslag vil udgøre en beslutning, der indebærer et klagepunkt, over hvilken han vil kunne indgive en klage, som i givet fald vil kunne blive genstand for et annullationssøgsmål og/eller et erstatningssøgsmål.

En tjenestemands krav på bistand vedrører ikke en retsakt, der indebærer et klagepunkt, og kan således ikke anses for en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2. Der er tale om en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, uafhængigt af det retsgrundlag, tjenestemanden har valgt, og dette valg er ikke bindende for Retten.

(jf. præmis 30-32)

Henvisning til: Retten, 14. februar 2005, sag T-406/03, Ravailhe mod Regionsudvalget, Sml. Pers. I-A, s. 19, og II, s. 79, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 13. juli 2006, sag T-285/04, Andrieu mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 133 og den deri nævnte retspraksis.

3. For at en pensioneret tjenestemand kan fortsætte et søgsmål med påstand om annullation af en beslutning truffet af ansættelsesmyndigheden, skal han bevare en personlig interesse i annullation af den anfægtede beslutning.

En karriereudviklingsrapport, der er et internt dokument, og som primært har til formål at sikre administrationen regelmæssige oplysninger om, hvorledes tjenestemanden udfører sine opgaver, spiller en væsentlig rolle for forløbet af en tjenestemands karriere, navnlig på området for forflyttelse og forfremmelse. Den berører derfor i princippet kun den bedømte tjenestemands interesser indtil det tidspunkt, hvor hans arbejdsopgaver ophører definitivt.

Derfor skal et søgsmål med påstand om annullation af en karriereudviklingsrapport, som er anlagt af en pensioneret tjenestemand, der efter sagsanlægget har fået ret til permanent og fuldstændig invalidepension, afvises, dels såfremt afgørelsen om pension er blevet endelig, dels såfremt intet tyder på, at der er sandsynlighed for, at den pågældendes helbredstilstand vil gøre det muligt for ham at genoptage sin tjeneste i institutionen.

Selv om sagsøgeren imidlertid ikke længere har en legitim interesse i at få rapporten annulleret, har han dog fortsat interesse i at kræve, at der bliver truffet afgørelse om lovligheden af rapporten i forbindelse med en påstand om erstatning for den erhvervsmæssige, fysiske og psykiske skade, han mener at have lidt på grund af den berørte institutions adfærd.

(jf. præmis 36-38 og 47)

Henvisning til: Retten, 13. december 1990, sag T-20/89, Moritz mod Kommissionen, Sml. II, s. 769, præmis 18; Retten, 15. februar 1995, sag T-112/94, Moat mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 37, og II, s. 135, præmis 26; Retten, 29. maj 1997, sag T-6/96, Contargyris mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 119, og II, s. 357, præmis 32; Retten, 30. november 1998, sag T-97/94, N mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 621, og II, s. 1879, præmis 25 og 26 og den deri nævnte retspraksis.

4. Den regel, som følger af retspraksis, og hvorefter afvisningen af en annullationspåstand indebærer afvisning af en erstatningspåstand, der er tæt forbundet med annullationspåstanden, har udtrykkeligt til formål at hindre, at en tjenestemand, som ikke rettidigt har anfægtet en beslutning, der indebærer et klagepunkt, truffet af ansættelsesmyndigheden, ikke omgår denne frist ved at indgive et erstatningssøgsmål på grundlag af en påstand om, at beslutningen er ulovlig.

I forbindelse med et søgsmål med påstand om erstatning af en skade, som angiveligt er påført sagsøgeren på grund af en ulovlig karriereudviklingsrapport, der er anfægtet rettidigt i form af et annullationssøgsmål, indebærer den omstændighed, at annullationssøgsmålet ikke længere kan antages til realitetsbehandling af årsager, som ikke kan tilskrives sagsøgeren, dvs. det forhold, at den pågældende er gået på pension, ikke, at erstatningssøgsmålet skal afvises. Den omstændighed, at et erstatningssøgsmål antages til realitetsbehandling, har nemlig ikke den konsekvens, at sagsøgeren herved kan omgå en frist, som er knyttet til det forhold, at den pågældende ikke har overholdt den procedure, som finder anvendelse i forbindelse med en påstand om annullation af den retsakt, som den pågældende hævder er ulovlig.

(jf. præmis 43, 44 og 46)

Henvisning til: Domstolen, 15. december 1966, sag 59/65, Schreckenberg mod Kommissionen, Sml. s. 785, på s. 797; Domstolen, 12. december 1967, sag 4/67, Collignon mod Kommissionen, Sml. s. 469, på s. 480; Domstolen, 22. oktober 1975, sag 9/75, Meyer-Burckhardt mod Kommissionen, Sml. s. 1171, præmis 11; Domstolen, 7. oktober 1987, sag 401/85, Schina mod Kommissionen, Sml. s. 3911, præmis 10 og 13; Domstolen, 14. februar 1989, sag 346/87, Bossi mod Kommissionen, Sml. s. 303, præmis 31 og 34; Retten, 6. april 2006, sag T-309/03, Camós Grau mod Kommissionen, Sml. II, s. 1173, præmis 76.

5. Selv om det ikke kan udelukkes, at uoverensstemmelser mellem en tjenestemand og hans overordnede kan skabe en vis irritation hos den overordnede, indebærer muligheden herfor ikke som sådan, at denne ikke længere er i stand til objektivt at bedømme tjenestemandens fortjenester.

Selv om det i øvrigt antages, at der foreligger en vis irritation hos den overordnede over for den tjenestemand, som er blevet bedømt i forbindelse med bedømmelsesordningen, som Kommissionen har indført ved de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43, kan deltagelsen af medbedømmeren udligne virkningen heraf. Ordningen, hvorefter medbedømmeren medvirker i bedømmelsesprocessen, må nemlig anses for en garanti, der er egnet til at fjerne en eventuel risiko for interessekonflikt hos bedømmeren.

(jf. præmis 71 og 75)

Henvisning til: Retten, 23. februar 2001, forenede sager T-7/98, T-208/98 og T-109/99, De Nicola mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 49, og II, s. 185, præmis 188; Retten, 12. juli 2005, sag T-157/04, De Bry mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 199, og II, s. 901, præmis 46.

6. Det tilkommer ikke Retten at sætte sin vurdering i stedet for den vurdering, som er foretaget af de personer, der har til opgave at vurdere den bedømte persons arbejde. Fællesskabets institutioner har således et vidt skøn med hensyn til at bedømme det af tjenestemændene udførte arbejde. Den værdibedømmelse, tjenestemanden er genstand for i karriereudviklingsrapporterne, er udelukket fra domstolsprøvelse, hvilken prøvelse kun vedrører eventuelle formfejl, åbenbare faktiske fejl, som indvirker på vurderingen, eller eventuelt magtfordrejning.

(jf. præmis 78)

Henvisning til: Andrieu mod Kommissionen, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis.

7. Den omstændighed, at en bedømmer i de kommentarer, han har anført i en karriereudviklingsrapport, ikke har henvist til den bedømte tjenestemands selvbedømmelse eller en intern rapport vedrørende afdelingens arbejde, kan ikke godtgøre en manglende upartiskhed hos bedømmeren og udgør heller ikke et åbenbart urigtigt skøn fra den pågældende institutions side.

Dels er alene den omstændighed, at alle bestanddele af en selvbedømmelse ikke er blevet anført i bedømmerens kommentarer, nemlig ikke i sig selv tilstrækkelig til at godtgøre, at en institution ikke har taget alle relevante konkrete omstændigheder i betragtning i den konkrete sag. Selve bedømmelsesproceduren ville nemlig miste sin berettigelse, hvis den tjenestemand, der er genstand for bedømmelsen, spillede en afgørende rolle, og hvis det for bedømmeren blot drejede sig om at imødegå tjenestemandens påstande.

Dels er en rapport, som er udarbejdet med andre formål end bedømmelsen af tjenestemanden, som hovedregel ikke et forhold, bedømmeren skal tage i betragtning ved udarbejdelsen af en karriereudviklingsrapport.

(jf. præmis 81-83)

Henvisning til: Andrieu mod Kommissionen, præmis 92.

8. Administrationen er forpligtet til at begrunde karriereudviklingsrapporterne tilstrækkeligt og udførligt. I visse tilfælde skal begrundelsen foretages med særlig omhu.

En bedømmer har ikke pligt til at begrunde en karriereudviklingsrapport mere udførligt ved at angive konkrete eksempler til støtte for værdibedømmelsen. Bedømmeren har heller ikke pligt til at begrunde, hvorfor hans bedømmelse adskiller sig fra den bedømte tjenestemands selvbedømmelse.

(jf. præmis 84 og 86)

Henvisning til: Retten, 30. september 2004, sag T-16/03, Ferrer de Moncada mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 261, og II, s. 1163, præmis 49, 50, 53 og 54.

9. De forskellige bedømmelseskategorier i en karriereudviklingsrapport er ikke fuldstændigt uafhængige af hinanden. En tjenestemands kvalifikationer og dennes adfærd påvirker nemlig normalt hans indsats. Det er imidlertid, i det omfang andre forhold kan påvirke den almindelige kvalitet af indsatsen, ikke udelukket, at en tjenestemand ved udøvelsen af hans hverv er mindre dygtig på et område end på andre, hvorfor karriereudviklingsrapporten kan indeholde en positiv bedømmelse i en rubrik og en meget negativ bedømmelse i andre rubrikker.

(jf. præmis 87)