Sag C-442/04

Kongeriget Spanien

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Fiskeri — forordning (EF) nr. 1954/2003 — forordning (EF) nr. 1415/2004 — forvaltning af fiskeriindsatsen — fastlæggelse af den maksimale årlige fiskeriindsats — referenceperiode — fiskerizoner og fiskeressourcer i EF — biologisk følsomme områder — akt vedrørende vilkårene for Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltrædelse og tilpasningerne af traktaterne — ulovlighedsindsigelse — formaliteten — princippet om forbud mod forskelsbehandling — magtfordrejning«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Y. Bot fremsat den 31. januar 2008   I - 3521

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 15. maj 2008   I - 3542

Sammendrag af dom

1. Ulovlighedsindsigelse – karakter af stridsspørgsmål

   (Art. 230, stk. 5, EF og art. 241 EF)

2. Retspleje – retskraft

3. Fiskeri – bevarelse af havets ressourcer – forvaltningsordning for fiskeriindsatsen for så vidt angår visse fiskerizoner og visse fiskeressourcer i EF

   (Art. 34, stk. 2, EF; Rådets forordning nr. 1954/2003, art. 3, 4 og 6)

4. Fiskeri – bevarelse af havets ressourcer – forvaltningsordning for fiskeriindsatsen for så vidt angår visse fiskerizoner og visse fiskeressourcer i EF

   (Art. 241 EF; Rådets forordning nr. 1954/2003, art. 6)

1.  En medlemsstat kan i forbindelse med en tvist anfægte lovligheden af en forordning, med hensyn til hvilken den ikke har anlagt annullationssøgsmål inden udløbet af fristen i artikel 230, stk. 5, EF. Selv om en sådan ulovlighedsindsigelse, for at kunne antages til realitetsbehandling, i princippet skal være anført i stævningen, kan den alligevel antages til realitetsbehandling, såfremt den udtrykkeligt er fremsat i replikken, uden at der er anført andre anbringender end dem, der allerede er anført i stævningen, for så vidt som ulovlighedsindsigelsen implicit, men dog klart, fremgår af stævningen.

   (jf. præmis 22-24)

2.  En ulovlighedsindsigelse mod en forordning, som en medlemsstat har gjort gældende, er ikke i strid med princippet om en tidligere doms retskraft, såfremt Domstolen ikke tog stilling til lovligheden af de bestemmelser i forordningen, der er henvist til i ulovlighedsindsigelsen, men forkastede påstandene om annullation med den begrundelse, at de ikke kunne antages til realitetsbehandling. Retskraften vedrører nemlig kun de faktiske og retlige omstændigheder, som den pågældende retsafgørelse rent faktisk eller nødvendigvis har taget stilling til.

   (jf. præmis 25)

3.  Princippet om forbud mod forskelsbehandling i artikel 34, stk. 2, EF kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet.

   Bestemmelserne i artikel 3, 4 og 6 i forordning nr. 1954/2003 om forvaltning af fiskeriindsatsen for så vidt angår visse fiskerizoner og visse fiskeressourcer i EF finder ens anvendelse på samtlige medlemsstater. Navnlig er referenceperioden 1998-2002, der i henhold til disse bestemmelser anvendes ved vurderingen og tildelingen af fiskeriindsatsen for de heri omhandlede fiskerier og områder, den samme i hele Det Europæiske Fællesskab. Den begrænsning i fiskeriindsatsten, som er fastsat på baggrund af hver national flådes faktisk udførte fiskeriindsats for disse områder og fiskerier i den omhandlede periode, finder således anvendelse på samtlige fiskerfartøjer i Fællesskabet, uanset deres nationalitet. Foranstaltningerne i disse bestemmelser kan således kun anses for at være diskriminerende for en medlemsstat, hvis denne dels befandt sig i en situation, der adskilte sig fra de øvrige medlemsstaters ved vedtagelsen af foranstaltningerne, dels, såfremt det ikke er objektivt begrundet, hvis den pågældende medlemsstat i givet fald undergives samme forvaltningsordning for fiskeriindsatsen som den, der finder anvendelse på de andre medlemsstater.

   Det forekommer objektivt begrundet at lade en medlemsstat, der ved vedtagelsen af forordning nr. 1954/2003 befandt sig i en situation, der adskiller sig fra de andre medlemsstaters, være omfattet af den samme forvaltningsordning for fiskeriindsatsen som den, der blev indført ved den nævnte forordning, og som finder anvendelse på de andre medlemsstater, for så vidt som ordningen for det første fastsætter en vurderingsmetode for fiskeriindsatsen, som er baseret på objektive kriterier, nemlig på den fiskeriindsats, som hver medlemsstat faktisk udførte i de omhandlede områder og fiskerier i en nylig periode på fem år, og for så vidt formålet med ordningen er at bidrage til bevarelsen af fiskeressourcer, hvilket ifølge fjerde betragtning til forordningen sikres ved, at den nuværende samlede fiskeriindsats ikke øges.

   (jf. præmis 35, 36, 40 og 41)

4.  En retsakt er kun behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den må antages at være truffet udelukkende eller dog i det mindste overvejende for at forfølge andre formål end dem, der er angivet, eller for at omgå en fremgangsmåde, der særligt er fastsat ved EF-traktaten for at imødegå konkret foreliggende vanskeligheder.

   Den omstændighed, at andre typer tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marineorganismer ligeledes kan henhøre under en anden forordning, og den omstændighed, at der kunne eksistere andre biologisk følsomme områder, beviser ikke, at Rådet har begået magtfordrejning ved vedtagelsen af den særlige forvaltningsordning for fiskeriindsatsen, der finder anvendelse på et særligt biologisk følsomt område, som foreskrives i artikel 6 i forordning nr. 1954/2003 om forvaltning af fiskeriindsatsen for så vidt angår visse fiskerizoner og visse fiskeressourcer i EF.

   (jf. præmis 49 og 50)