Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser

(Art. 234 EF)

2. Statsstøtte – begreb

(Art. 87, stk. 1, EF)

3. Statsstøtte – påtænkte støtteforanstaltninger – forbud mod gennemførelse inden Kommissionens endelige beslutning – direkte virkning

(Art. 87 EF og 88, stk. 3, EF)

4. Frie varebevægelser – told – afgifter med tilsvarende virkning – traktatbestemmelser

5. Frie varebevægelser – told – afgifter med tilsvarende virkning – begreb

(Art. 25 EF)

6. Fiskale bestemmelser – interne afgifter – forbud mod forskelsbehandling mellem importerede varer og lignende indenlandske varer

(Art. 90 EF)

Sammendrag

1. Som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 234 EF, tilkommer det sidstnævnte at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter denne i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den.

Det tilkommer de nationale retter, for hvem en tvist er indbragt, at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, de forelægger for Domstolen. Domstolen kan imidlertid afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, bl.a. når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af fællesskabsretten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand.

(jf. præmis 23 og 24)

2. Formålet med artikel 87 EF er at hindre, at samhandelen mellem medlemsstaterne påvirkes af fordele, som indrømmes af offentlige myndigheder, og som under forskellige former fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner.

De betingelser, som artikel 87, stk. 1, EF stiller for, at en national foranstaltning kan kvalificeres som statsstøtte, er for det første en sådan foranstaltnings finansiering af staten eller ved hjælp af statsmidler, for det andet tilstedeværelsen af en fordel for en virksomhed, for det tredje den nævnte foranstaltnings selektivitet samt for det fjerde foranstaltningens indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne og den konkurrenceforvridning, der følger heraf.

For så vidt angår den første og anden betingelse er statsstøttebegrebet mere generelt end tilskudsbegrebet, fordi det ikke blot omfatter positive ydelser såsom selve tilskuddene, men ligeledes de statslige indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger. Det følger heraf, at en foranstaltning, hvorved offentlige myndigheder indrømmer visse virksomheder en afgiftsfritagelse, der, selv om den ikke indebærer en overførsel af statslige midler, giver de fritagne virksomheder en gunstigere økonomisk stilling end andre afgiftspligtige, udgør en statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

For så vidt angår den tredje betingelse om, at de pågældende foranstaltninger skal være selektive, kan de afgiftsfordele, som ikke gælder for alle erhvervsdrivende, men som kun indrømmes virksomheder, der udøver en bestemt form for virksomhed, ikke anses for at være generelle skattepolitiske eller økonomisk-politiske foranstaltninger.

For så vidt endelig angår den fjerde betingelse, som kræver, at den pågældende foranstaltning påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen, er det ikke nødvendigt at godtgøre, at den tildelte støtte reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og faktisk fordrejer konkurrencen, men det skal alene undersøges, om denne støtte kan påvirke samhandelen og fordreje konkurrencen. Særligt når en støtte, der er ydet af en medlemsstat, styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten. Endvidere er det ikke nødvendigt, at den begunstigede virksomhed selv tager del i den nævnte samhandel. Endelig udelukker den omstændighed, at en støtte er forholdsvis ubetydelig, eller at den støttemodtagende virksomhed er af beskeden størrelse, ikke på forhånd, at samhandelen mellem medlemsstaterne kan være påvirket.

Hvis disse fire betingelser er opfyldt, kan fritagelsen for en kommunal afgift eller en provinsafgift af motorkraft, som omfatter de motorer, der benyttes på naturgasanlæg, men ikke motorer, som benyttes til andre industrigasser, kvalificeres som statsstøtte som omhandlet i artikel 87 EF.

(jf. præmis 27-36 og 38 samt domskonkl. 1)

3. En medlemsstat må ifølge artikel 88, stk. 3, tredje punktum, EF ikke gennemføre påtænkte foranstaltninger, før disse er blevet erklæret forenelige med fællesmarkedet.

I den forbindelse kan de nationale domstoles indgreb i kontrolordningen med statsstøtte kun finde sted, hvis det følger af den direkte virkning, som retspraksis har tillagt forbuddet mod at gennemføre statsstøtte, jf. artikel 88, stk. 3, tredje punktum, EF. Det påhviler navnlig medlemsstaternes retsinstanser at beskytte borgernes rettigheder i tilfælde af, at de nationale myndigheder tilsidesætter forbuddet mod at gennemføre støtte.

For så vidt angår de foranstaltninger, der kan eller skal træffes med henblik på at sikre denne domstolsbeskyttelse, skal de nationale retsinstanser i overensstemmelse med de nationale processuelle muligheder drage alle konsekvenser af en sådan tilsidesættelse, som er blevet gjort gældende af borgeren, såvel med hensyn til gyldigheden af de retsakter, der er udstedt til gennemførelse af støtteforanstaltningerne, som med hensyn til tilbagesøgning af den finansielle støtte, der er tildelt i strid med artikel 88, stk. 3, EF.

Virksomheder, der skal betale en afgift, kan dog ikke unddrage sig betaling under henvisning til, at den fritagelse, der gælder for andre virksomheder, er statsstøtte, eller opnå tilbagebetaling heraf, for selv om den pågældende fritagelse udgør en støtteforanstaltning som omhandlet i artikel 87 EF, kan støttens eventuelle ulovlighed ikke påvirke lovligheden af selve afgiften. I artikel 88, stk. 3, sidste punktum, EF fastsættes nemlig en forpligtelse, som har til formål at sikre, at der ikke ydes en støtte, før Kommissionen har erklæret den forenelig med fællesmarkedet. Som led heri er de nationale retsinstansers beføjelser i det væsentlige af forebyggende karakter og kan ikke gå videre end dem, der er tildelt Kommissionen, når sidstnævnte træffer en beslutning om en statsstøttes lovlighed efter en grundig undersøgelse. Ud over at en udvidelse af kredsen af muligt begunstigede til at omfatte andre virksomheder ikke kan ophæve virkningerne af en støtte, som er tildelt i strid med artikel 88, stk. 3, EF, men tværtimod vil forstærke denne støttes virkninger, foreligger der endelig ingen tvungen forbindelse mellem en afgift og fritagelsen herfor, som tilkommer en kategori af virksomheder, fordi anvendelsen af en afgiftsfritagelse og dens rækkevidde ikke afhænger af den nævnte afgifts provenu.

(jf. præmis 40-46 og 48 samt domskonkl. 2)

4. Traktatens bestemmelser vedrørende afgifter med tilsvarende virkning og bestemmelserne vedrørende diskriminerende interne afgifter kan ikke anvendes kumulativt, hvorfor selve foranstaltningen ikke samtidig kan henhøre under de to grupper, således som traktaten er opbygget.

(jf. præmis 50)

5. Enhver, selv begrænset, økonomisk byrde, der ikke er told i egentlig forstand, som pålægges ensidigt og belaster varer som følge af grænseoverskridelsen, uanset benævnelse eller opkrævningsmåde, er en afgift med tilsvarende virkning som omhandlet i artikel 25 EF.

En afgift på motorkraft, der navnlig påhviler motorer, der benyttes ved transport af industrigas, som sker gennem rør under meget højt tryk, udgør ikke en afgift med tilsvarende virkning som omhandlet i artikel 25 EF, eftersom det er brugen af disse motorer og deres energiforbrug, som udløser afgiften, uanset hvilket stof eller hvilken energikilde der driver motorerne, og ikke overskridelsen af en grænse, hvorfor den nævnte afgift således ikke er forbundet med indførsel eller udførsel af varer.

(jf. præmis 51, 53 og 54 samt domskonkl. 3)

6. Artikel 90 EF udgør et supplement til reglerne om afskaffelse af told og afgifter med tilsvarende virkning. Denne bestemmelse har til formål at sikre varernes frie bevægelighed mellem medlemsstaterne på normale konkurrencevilkår gennem fjernelse af enhver form for beskyttelse som følge af interne afgifter, der virker diskriminerende over for varer fra andre medlemsstater.

De økonomiske byrder, som følger af en almindelig intern afgiftsordning, der systematisk og efter samme, objektive kriterier anvendes på varekategorier uafhængigt af deres oprindelse og uafhængigt af deres bestemmelsessted, hører under artikel 90 EF.

En afgift på motorkraft, der navnlig påhviler motorer, der benyttes ved transport af industrigas, som sker gennem rør under meget højt tryk, udgør ikke en diskriminerende intern afgift som omhandlet i artikel 90 EF, eftersom den ikke på særlig eller forskellig vis rammer udførte eller indførte varer, idet den er knyttet til de erhvervsaktiviteter, der udøves af industri-, handels-, fødevare- og finansielle virksomheder, og ikke til varerne i sig selv, og endvidere eftersom fritagelsen, som den medfører, vedrører motorer, der benyttes ved transport af naturgas, hvilket ikke er tilstrækkeligt til at godtgøre, at den nævnte afgift udgør forskelsbehandling, idet det ikke fremgår, at den nævnte gas er et produkt, der svarer til eller konkurrerer med industrigas.

(jf. præmis 55-59 og domskonkl. 4)